23. december 2013


fuck jeg er træt nu.

 

værste ved det er modtageligheden over for sådan nogle meddelelser som: det er som at ryge 30 cigaretter at tænde et stearinlys. er det en knude der? nok grøntsager?

 

sådan noget afledning.

 

bliver skamfuld. hvilket ikke er at forveksle med samvittighedstynget. skam er helt mondænt og selvoptaget.

 

dette er altså en opsang til mig selv. ophør straks hvad du har gang i.

 

noget jeg ville sige. indimellem kan man måske få det indtryk at jeg er vred på min far. det er jeg ikke. jeg er vrede på det skilt nede ved legepladsen hernede hvor der står man ikke må ryge på legepladsen.

 

hver gang jeg snakker med nogen om min opvækst siger jeg at det eneste jeg vil karakterisere som reelt nedbrydende har været at være klient / patient / officielle relationer. resten er mennesker, begivenheder, det meget smukke tov som enlanden sømand engang har lavet som bartenderen viste os. teknik / hænder. søvn. det er i orden.

 

iben indvendte, i starten af december, hvis det guerilla psykiatri skulle etableres, at man kunne komme til at tilbyde sig selv i situationer, hvor folks liv var spil, at ens faglige inkompetence kunne sætte folks liv på spil.

 

har tænkt vildt meget over det. for det er rigtigt. og er det rimeligt at løbe den risiko.

 

og min mistillid til alle professionaliserede relationer går måske alt for vidt.

 

alligevel tænker jeg også: hvad med alle dem der begår selvmord efter at blive udskrevet vildt hurtigt på grund af overbelagte afdelinger. hvad med de flere årlige pludselige dødsfald på psykiatriske afdelinger som ikke bliver undersøgt, men som flere tilskriver overmedicinering.

 

har vi ikke allerede alle sammen ansvar for det

 

??

 

alle der har skrevet beskeder om at de gerne ville være med skriver også at de på den ene eller den anden måde selv bakser med psykisk sygdom og flere at de kender til indlæggelser. tænker at det må sige noget om at der er brug for noget andet end det der findes.

 

nu skal jeg pakke. skal holde jul med anders og hans familie i ganløse år. sidste år holdt jeg jul hos christel i svendborg. ved ik om det er noget jeg har drømt, eller om per stig møller virkelig engang har foreslået at man skulle skifte familie hver fjerde år. som en måde at udligne klasseforskelle.

 

per stig møller, har du foreslået det?

 

per stig møller, glæder du dig til jul?

per stig møller, har du nogensinde hørt et æsel gumle på noget hø?

 

er det ik en åbenbaring?    

4 kommentarer:

  1. "hver gang jeg snakker med nogen om min opvækst siger jeg at det eneste jeg vil karakterisere som reelt nedbrydende har været at være klient / patient / officielle relationer"

    Samme oplevelse her..

    SvarSlet
  2. Kære Asta,

    Sengen en byrde
    spændt på ryggen
    den et skjold mod livets
    ulyksalige virkelighed
    der øjne åbnes og lukkes
    på alle tider af døgnet.

    (Sagligt dette intet
    blot en klagesang
    til himlens fugle
    der skøjter på luften
    og synger en rap
    fra deres elevation.)

    Sanseligt flyder en bæk
    blandt kroppens atomer
    luften omkring stille står
    barokt røres selveste legemet
    til rocken af en drøm
    der risler med lyden af længsel.

    Spadsere over vande
    gennem trakterede drømme
    uden en rød tråd der indikere
    sjælens forløb gennem livet.

    Tomheden fylder strofers vers
    sigøjners sande selv
    låst inde i samfunds kapsel.

    Underlegen digter digters selv
    på rejsen mod exit.

    Vibrationerne svinger ej til slut.

    SvarSlet
  3. Kære Asta,

    Som turen skred frem ændrede samtalen sig
    Casper fortalte om universet og mennesket, om
    den energi alle religioner forklarede på hver vis
    og de uforklarlige forhold, ved at, tænke en tanke
    den ene dag og opleve den udfolde sig den næste
    Niels nævnte eksistentialismen og Kierkegaard
    Casper svarede med at kende bedre til Grundtvig
    de gik sammen fra port til port og sagde på gensyn
    efter at være blevet enige om; interessant var det.

    Et tilbageblik tog sig ud, på vej hjem, over Vesterbrogade
    Casper mødte Niels, en tidlig aften i April 2019

    - Bor du i den bygning, spurgte Niels pegende, på vej
    over Oehlenschlægersgade.
    - Det gør jeg, svarede Casper, hvorfor?
    - Jeg er præst i Apostelkirken og bisatte en person
    der boede der, men ingen pårørende have været tilstede.
    - Det var pudsigt, svarede Casper, fra et verdensbillede til
    et andet verdensbillede på blot en eftermiddag..
    - Hvad mener du, spurgte Niels.
    - Jeg kommer lige fra Martinus Center Klint, hvor jeg var inviteret op og nu støder ind i dig, det forekommer mig lidt underligt.
    - Det har ingen forbindelse, svarede Niels.
    - Hmm, tænkte Casper, universet?
    De to talte frem og tilbage, mens de fulgtes mod Sankt Thomas Plads
    - Her bor jeg, sagde Niels, du velkommen til at vente
    et øjeblik, mens jeg løber op. Så kan du gå med over i kirken og
    få en portion spaghetti.
    Casper ventede og sammen gik de over i kirken, hvor det vrimlede med
    mennesker af forskellig herkomst, i gang med at forberede et optog.
    - Jeg går altså ikke med i det optog, sagde Casper.
    - Det helt i orden, svarede Niels.
    Og forsvandt i mængden af mennesker og arrangerede, med køkkenet, en
    portion mad til Casper, der satte sig på trappen, spiste og så til..
    Da han var færdig, stillede han tallerken og bestik i stativ, takkede og
    listede af.

    Tiden gik sin gang, de to så hinanden på afstand, de hilste en enkelt gang
    og blev venner på facebook..

    18 juni 2020.

    - “Hej Casper, håber du er ok! Er det ikke snart tid til en gåtur igen? N”

    - “Hej Niels, det har været lidt op og ned. Livet. Jo det kunne være fint med en gåtur.”

    - “God morgen Casper,
    Hvad siger du til tirsddg kl 13?”

    - “God Morgen Niels, tirsdag d. 23. kl 13 er et fint tidspunkt for en gåtur.. ses samme sted.”

    - “Thumbs up.”

    SvarSlet