fik pludselig en fornemmelse af at være meget ulykkelig. måske er det sådan med alt der er meget, eller man ku sige intenst, at det også er fjernt, noget man kan tilnærme sig, eller leve i samme rum som men ik blive.
det er en god ting ved det intense. en stor mulighed.
himlen er neongrå og en kvinde står og ryger på en altan.
altaner kunne så blive et spændingsfelt hvis pia kjærsgaards påbud om at tale dansk i det offentlige rum skulle ekserkveres.
civilisationen er så fucking hjernedød-
savner antennen der rokkede sexet i stormen forleden.
Ja, for fanden,det intense, det ulykkelige, det tilnærmede. Det er så vigtigt. Det er så muligt.
SvarSletKære Asta,
SvarSletFik pludselig en fornemmelse af at være meget ulykkelig. En sten større end volumen af det lille hjerte, faldt derfra gennem mellemgulvet, den havnede i maven med en sådan tyngde at min tynde ben vaklede, øjnene sortnede, bygningerne krøb ind på mig, lydene trak sig ud af ørene, lyset fra trafikken flakkede, fodgængere blev blot silhuetter, ja det var lige nær jeg segnede der i gadebilledet.. “Tænk om du aldrig igen måtte skrive til Asta”, lød det, - “ja end ikke ville se hende igen”, fortsatte det.. Uroen og ulykken satte sig i mig, min vejrtrækning let, hurtig og iltfattig. Der foregik en kamp, lige der på gaden, inde i mig, en kamp der ikke måtte tabes.. Savnet forplantede sig, som en ilter steppebrand gennem hele min organisme. Virtuelle Asta er forsvundet fra nettet; bare real Asta er ok.