Solsorten med det gule næb trappen til den skjulte bunker den rungende opgang de gule mursten garagerne i gavlen kælderen, og det dybe fyrrum hvorfra varmen steg op i stuen. køkkenet og svaleskabet, udsigten over kolonihaverne radioen, og det lille køkkenbord de fire stole køleskabet, og det altid rene hjem.. entréen og den gamle drejeskive telefon. badeværelset med tarrazzogulv drengeværelset med symaskine stuen og soveværelset.
scenen sat.
(dage senere)
Kære Asta,
jeg ser dig, for mig, som ung pige ved din mormors computer, i en glidende overgang til, du, voksne kvinde ved tasterne skrive dine digte og senest; roman.. Du rejser med mig, gennem aftenen, i mørket der omslutter regionaltoget mellem Kalundborg og København. Der er noget ved det hele, som, så forunderligt forbinder mig til dig; om det er den lille peberkværn der sirligt fyldes, med et lille peberkorn af gangen, eller, det billede du skaber i dit svar på din seneste opdatering, til Madsen, er i og for sig ligegyldigt. Jeg ved end ikke om det betyder noget i sig selv. Blot er det, mig en trøst du er derude og skriver og gør dit virke med dine ord i dit netværk.. Det var som udgangspunkt, noget andet jeg ville fortælle dig, som din mormor vækker en tanke om min mormor, et andet sted, på Sjælland, min barndom, og “de” der skrevet med “i”, som kommer mig til tanke, ved en stund, hvor kupéen reflekteres i togvinduet.
Jeg bilder mig ind, stop; jeg rambler og rammer ikke nerven..
Ligger og kigger op i loftet; vinduet på klem, enkelte biler triller forbi i den kølige, forholdsvis stille nat.
En tåre triller ned over venstre kind ved tanken om alverdens smerte enkelte bærer.
Tasterne har kaldt så inderligt på mig, rastløsheden har modarbejdet kaldet. Kameraet og billederne den fortrukne og lette flugt fra det svimlende ord hav, der skummer af følelser i en turbulent vind af breve fra fortiden, endnu før jeg var en nyfødt, ren og velduftende baby.
Min søgen gennem årene, på det udefinerbare genetiske, har endelig fundet frem til mig, nu, C/o Boet efter, er pakket ned i kasser og tømt, står i mit ellers så minimalistiske nye hjem, med ting, min mormor havde i sine gemmer, som min moder tog med sig videre og som på magisk vis, har fundet frem til mig, der ved byrdens tyngde, læser breve, der er et sandhedsbevis på, fortielsen af, de svar, mine spørgsmål stillede ind til.
Dette, det mentale bjerg, klatres i et højdedrag hvor ilten er minimal og trægrænsen ligger under min færden, himlen er blå og du kigger ind til mig, som, kalder du på mine ord og afventer et livstegn. Kommer han eller kommer han ikke, til festen, i det gule univers hvor landet er fladt og bølgen ruller mod kysten i lavt vand og frugten på træet, moden og rød ved skolen og engen hvor telt kan rejses og vejskiltet inviterer til fysisk udfoldelse og der tales om litteratur.
(Som værelset mit legeme befinder sig i, spredte genstande, tilfældigt placeret, falder ordene gennem tasterne i en rodet orden og mit kritiske syn på teksten kommunikere; benyt delete knappen, start forfra, glem det for nu, læg dig ned på din daybed og træk tæppet over dig og luk dine øjne, postspone din kommunikation, dagdriver, gør det du bedst til, gå rundt i byen, i gader du kun kender på facader, hvor du gør dig tanker om andres liv, deres gøren og laden, hvor matte vinduer kigger ned med et tomt blik, på dig, alene fortabt og med ligegyldigheden, som følgesvend. Forlad det hele nye hjem, alle disse genstande der er en fodlænke, til det ellers frie levede liv, flygt ud i den monokultur vi så indbildsk kalder natur og lev, som skyggen udenfor samfundet og bevæg dig usynligt mellem de indbildte forestillede liv.)
Konvolutterne i plastposen dufter af fortid, de er adresseret til min mormor, fra min mor, som stor teenager skriver hun hjem, blot sytten år, indleder hun. Citat begynd; Kære mor, ja så jeg vel ankommet til Schweiz; du kan slet ikke forstille dig, hvor smukt her er, her er høje bakkeskråninger med skov, og skoven er jo i alle farver i øjeblikket, så du kan jo nok forstå, at her er smukt. Citat slut.
Jeg taster adressen ind i google maps og svæver over et ejendoms kvarter i Lucerne. Det lever ikke op til min forestilling, fremkaldt af teksten i brevene, tanken strejfer, at det jo også er fireoghalvtreds år siden og meget kan have ændret sig i den tid, men måske hun var pige i huset, hos en familie, der havde hjemme i et lejlighedskompleks med elevator.
På ryggen af arkivkassen står skrevet, Mormor, jeg falder i staver over det, stirre på den hvide kasse med mønstret af kvadrater inddelt af en tynd rød linje, med hul til en finger, der gør det let, at tage den ud af mængden i et reolsystem. Jeg hælder indholdet ud i en bunke; plastikchartek, postkort, et par rationeringsmærker fra 1950 til 250g smør og margarine. Et chartek indeholdende en dåbs og begravelsesattest, samt et gult linjeret a4, hendes sidste vilje, overskriften; Marts 1996. Et brunt stykke papir hvorpå der står, dåbsattest, med dobbelt a, fanger min umiddelbare interesse og tager indholdet ud, attesten er dateret 1928, familienavn; Madsen.
En boomerang kastet i fortiden har ramt sit bytte smerteligt.
Natmaden; ristet rugbrød med Tahini, rå løg, mozzarella i skiver, cherrytomater, krydret med salt og peber nydes stående til savnet af de der i mit liv er gået bort og de der er her endnu, men synes at være fjernt fra den sti mit liv er gået ud af. Der ingen indretningsarkitekt gået tabt i mig, ej heller en rengøringskone eller ordensmenneske, men kaospilot derimod trives tilsyneladende uden nogen bekymring i sin vært; der ofte kigger sig omkring og gør sig tanker om at skabe et hjem, som flest vil kende til indenfor fire vægge, men dertil at få det gjort, er milevidt. Du kunne være en hjælp, tænker jeg, til at gennemgå nogen af alle de sager, men mister pusten allerede ved de indledende tanker. Du får ordene i stedet, en fortsættelse fra der hvor vi sidst slap; Frk. Madsen, som giftede sig Hansen og fik tre børn, hvoraf den ældste, et drengebarn hun oplevede gå bort ved egen hånd, som jeg ikke har forstået smerten af før nu, ved fundet af et håndskrevet brev, ved hendes døds- og begravelsesattest, dateret 19. december 1996 for bortgang og 23. december for jordpåkastelse.
Hun skriver.
“Tanker fra en mor!! Hvordan er det at have et voksent barn der er psykisk syg? (manio depressiv) Det er et mareridt for man er aldrig rolig, de fleste af ens tanker vender hele tiden tilbage til dig når man ikke lige har dig i nærheden, hvor er du? hvad laver du nu? og hvordan kan jeg hjælpe? Den maniske periode er nok den man som mor er mest nervøs for fordi den kan være meget voldsom og når den så er i forbindelse med alkohol forstærkes den yderligere måske med kriminelle eller andre voldsomme ting for at blive hørt. Den syge prøver også hash og en enkelt gang lidt stærkere sager men vender tilbage til spiritussen og bliver til sidst alkoholiker, og så er det umuligt for ens læge at yde hjælp når der er spiritus i blodet, kan man ikke behandle med medicin og den syge er helt uden hjælp…”
Sådan indleder hun og billederne ruller rundt i hovedet, som åbningen af billardkugler i et spil pool. Et af dem, er det lykkedes at holde fast på, som dukker op igen og igen, over sommeren, efteråret og ved utallige øjeblikke, som i køkkenet, med natmaden i skæret af lyset, alene med stilheden.
Jeg rejser mig fra mit leje, søvnen har valgt ikke at overmande mig og lyset bringes frem af solen til sang af kvarterets fugle. Tøjet på stolen tages med på toilettet og iføres stille. Den kolde hane drejes og vandet fra den drikkes af hånden. Ansigtet vaskes og tænderne børstes. Morgenurin tømmes i kummen og støjen fra cisternen runger mens gummiskoene tages på og snøres til roen af de andres søvn. Hoveddøren åbnes og lukkes, trappen leder mig ned og ud i den morgenfriske luft hvor solens varme stråler møder mit ansigt og bare ben. Cyklen låses op og pedalen, min stigbøjle, sender mig afsted i bevægelse på tomme gader, som ligger åbne for et sommerferie eventyr. Uden retning drives cykelkæden rundt af mine tråd, hjulene spinner og styret drejes venstre og højre ned af navnløse gader, forbi en enkelt hundelufter, ned af kastanjealléen langs kirkegårdsmuren og ind i Akademiskoven, der omfavner mig med kølig luft og skygge mens den visker til mig fra bøgens lysegrønne kroner og dækkene hvæser under mig i gruset. Duften af løv og fugtig jord fylder min næse og fryd spredes i mit sind. Insekter sværmer i en solstråle i skovbunden. Et rådyr kigger op fra græsset i en lysning. Engen åbner sig og stien føres mellem indhegning over en lille bro med rislende vand under sig. Kvæg går med yveret fyldt og mulen i græsset. Bremsen trædes til cyklen stopper. En ræv har efterladt en fjerpragt på stien. Støjen fra drabet er for længst forstummet. Drøvtyggeren tager et langsomt skridt frem gennem græsset og endnu en mundfuld, med fascinerende ro, tygger den og løfter blikket op på mig. Hegnet tikker rytmisk og en summen af liv omgiver os. En skovsnegl trækker sit spor efter sig på vej over stien. Et vingesus trækker ind over os, ikke tilfældigt tænker jeg og kigger op, på storken, som i sin nysgerrighed på os, fløj lavt henover for at se os an og fortsatte på langs af skovkanten. I begejstring, trådte jeg i pedalerne og satte efter storken, af stien, som igen førte ind i skoven hvor den svingede venstre og styret fulgte og tempoet nu var drevet af storkens tilstedeværelse i nærheden på jagt efter frøer. Stien blev skåret over af asfalt, styret blev drejet venstre og Fægangen med sine træer lå bølget foran mig, som en tunnel af en allé, førte mine tråd dybt ind i. Ved et rødt gelænder hvor åen løb under vejen, var den så, storken, nu ikke ene og alene, men sammen med en ven eller veninde, midt i åen med vand langt op af deres tynde ben gik de og kiggede roligt ned på bunden. Motorstøj kom fjernt nærmere, en traktor med anhænger trillede larmende forbi og havde nær skubbet mig i åen. Da jeg igen kiggede ned i åen, var storkene allerede på vingerne langt ude over engen. I luften spredte sig en svag duft af morgenstund, der blev stærkere jo længere, afstanden i Fægangen blev tilbagelagt. Langs kolonihaverne mødte kaffen mig, der hang, som et Aladdins tæppe der bar mig hjem til mormor, som kunne høres pusle i køkkenet og duften af friske boller sneg sig ud af det åbentstående vindue. Trappen førte mig op og ind hvor morgenbordet var dækket, tog plads og sagde, jeg har set storken. Storken, spurgte hun, hvor? Nede ved åen! Det var nok bare hejren, du så, sagde hun. Nej det var storken. Havde den et orange næb og ben? spurgte hun. Der blev stille i køkkenet. Spis du nu en bolle, sagde hun og skubbede tallerkenen hen foran mig.
Nu mit leje i skovens bund er skiftet ud med en madras på et plankegulv, på først sal. Da kommer musen ikke længere tilfældig forbi i søgen efter varme og lidt mad. Gæssene med deres hvislende vinger lægger stadig til landing på det blanke vand i mosen, uden min iagttagelse og begejstring, når de i flok taler deres sprog mens de cirkler nedad, for at skøjte til landing og svømme talende rund mens de snadrer føde. Nattehimlen ligger ej heller blottet for mit øje og bålet kaster ikke sit lys til de flakkende skygger der danser mellem træernes stammer og sætter fantasien fri. Kulden trænger sig heller ej på, som en evig igangsætter, for at holde varmen. I stedet pusler livet omkring bag vægge, i rum, på trappen, på gaden, over gården og metroen buldre forbi, fyldt med mennesker, til og fra. Om man er det ene eller andet sted, vil savnet på et tidspunkt trænge sig på, med mindet om noget andet bedre.
Ud af det dukker billedet om dengang, vi i flok, en skoleklasse, hele Sorø Borger real Skole måske endda, gik gennem Akademi skoven, forbi flommen hvor skøjtende børn og voksende legede på isen, som min mor yndede at gøre, som en skøjte prinsesse wannabe og vi hånd i hånd, side om side i to rækker gik mod Sorø Kirke for at lytte til præstens forkyndelse og synge Grundtvigs salmer i juletræets skær, inden vi kunne gå hjem til vores forældre, vores familier, brødre og søstre, for sammen, at holde jul og ferie.
Det år ville det nok have været Fru. Hansen hvor duften af and eller flæskesteg, sneg sig ud af det på klem stående vindue, med rødkål, brunsovs og brunede kartofler. Den puslen, i lejligheden, med juletræ og duggede ruder, med kravlenisser og hendes arbejde i køkkenet satte scenen for illusionen de tidlige år, inden facaden, stille men roligt år for år begyndte at krakelere.
Hun fortsætter…
“Det endte med en grov kriminel handling som førte til fængsling og mentalundersøgelse og tilbage til et større fængsel hvor der var hårde kræfter inden for murene der styrede de svage, ikke helt uden hjælp fra nogen af ansatte af personalet og det førte desværre til forsøg på selvmord. Efter nogle dage på hospitalet endte han igen på en psykiatrisk lukket afd. hvor han blev fikseret og dermed følger af Serenace kuren som er meget hårdt og med mange bivirkninger når man skal ud af den igen. Jeg besøgte ham ikke i den periode da min store datter sagde jeg skulle lade være, da det sikkert ville virke nedværdigende at jeg skulle se ham i den situation.”
Nu stiger duften igen af flæskesteg og and fra ovne ud gennem vinduer der står på klem i andres hjem med andre familier med sorger og glæder, som ligger under træet pakket ind i illusionen om Jesu fødsel, som vil omfavne de, som er juleløse og søger hen vor der er fællesskaber og duften af jul, krammer de, som vælger, at bevæge sig ud.
Jeg steg ind i bussen og viste chaufføren mit rejsekort som fulgte med værnepligten og satte mig umiddelbart på det tomme sæde fremme med frit syn i køreretningen. Byen gled forbi i slowmotion. Den lave hastighed og de mange stop og start ud af byen fungerede som en vugge for en stor knægt der havde svært ved at holde sig vågen og døsede hen i drømmen om det virkelige paradis. Villabyerne, de lå der igen og ventede ved havelågen til det store gule hus, på drengen med den lille røde schweizerkniv der ville åbne bundterne og folde aviser med reklamer til omdeling på Danmarks dyreste adresser. Han kiggede på sin lille kniv, med et blad og neglefil, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave og havde modtaget med posten fra sin onkel. Hvad mon han gik og lavede, tænkte han; hvorfor han ikke hørte noget fra ham og oplevede et savn i den opløsning han ikke forstod familien var ved at gennemgå. Han sad i nutiden og drømte tilbage på noget ikke så klart længere, men følelsen af at skulle tage det op og kigge på det syntes virkelig og så alligevel ikke; noget ambivalent noget modstridende. Det som en usynlig byrde på ryggen i en imaginær rygsæk, med et tomt indhold uden definition; alt det ikke artikulerede gennem opvæksten, som en barnets kopi af de voksne, en iagttagelse af dem, som levede deres liv uden at fortælle sandheden, eller om de problemer som foregik i kulissen og gjorde barnets virkelighed, til en anden end deres. Det virker som, at være efterladt i skyggen, med den intention at det ville være bedst for barnet. Hvor er det han er på vej hen i livet, hvad gør det overhovedet godt at skrive noget overhovedet, når det er at intet i ham trives og aldrig har gjort det. Er det bare hans lod at holde sig i live og iagttage alt og alle omkring sig gå i opløsning, mens tiden, siddende i sengen, voksen uden drømme længere og forsøge at finde ind til nerven af det, han egentligt ønsker at artikulere videre til verden, mens nytårsfyrværkeriet buldre mellem bygninger og intet længere er som det kunne have været, andet end en gentagelse af i går og i går en gentagelse af i forgårs. Det var et absurd kalejdoskop der drejede rundt for hans indre. Jeg vågnede og tørrede savlen af hagen og kiggede mig omkring og rettede forvirringen ind i en orientering af omgivelserne og måtte sande jeg havde været væk et stykke tid og havde mistet muligheden for at kigge ind på den mytiske Herlufsholm Kostskole. Vi var på vej ned i dalen hvor åen løb under broen, på tværs af vejen og markerne stod med bondens afgrøder og kiggede op på solen. Kanoudlejningen lå på breden, med deres kanoer og ventede på, nogen skulle søsættes, som han havde gjort med min fætter et par gange i de tidlige år. Og vi sammen gjorde, som store teenagere med fisketænger, bål og den magiske nattehimmel med stjerner og de flygtige satellitter. Chaufføren styrede den halv fulde bus ind omkring stationsbygningen hvor enkelte stod af og flere stod på inden den igen satte i gang med udsigt over søen, der lå og spejlede Akademiet i sig. Før busholdepladsen ved skolen, trykkede jeg stop, kiggede ud gennem vinduet på skolen og de brune barakker der hver rummede to klasser trin hvor mine første skoleår startede. Jeg blev siddende lidt og lod andre passagerer gå ud først og tænkte på den tid før busholdepladsen var til og fritidshjemmet endnu lå på hovedgaden og den nye kommune ikke skulle koste det gamle hus livet. Nu var der et helt nyt fritidshjem uden mine minder. Som det hele dog var forandret, tænkte jeg, rejste mig og gik ud i solen og blev mødt af trækronernes hvisken op langs det nye kompleks af vuggestue, børnehave og fritidshjem i et.
- Hej Casper, afbrød en stemme mig i min grublen, jeg vendte mig rundt, det var Dorthe. Hun var også vokset, pigen var blevet høj med former og bryster i smart tøj og sminke i ansigtet. - Hej Dorthe, jeg genkendte dig ikke, det længe siden. - Ja, sagde hun, du blevet soldat. - Ej, værnepligtig, soldat bliver jeg aldrig. - Det noget værre noget med Peter hva’? fortsatte hun. - Med Peter? - Ja, det han gjorde nede i byen! Bankrøveriet, sagde hun, ved du ikke det? - Jo, men jeg kender ikke detaljerne. - Folk de snakker ved du nok, sagde hun, jeg synes det er synd for ham. - Tak Dorthe, pas du på dig selv, vi ses. - I lige måde Casper, sagde hun, hils din mormor. Pludselig blev alle vinduer til øjne og alle øjne til stirrende bebrejdelser. Nu var forandringen af byen ikke kun på byggetomter i landskabet, nu var den flyttet ind i folks forestilling og bevidsthed om os også. Jeg åbnede døren til opgangen der duftede og lød som den plejede og holdt på minder fra tidligere år. Jeg stemte dørklokken og kiggede på navneskiltet på brevsprækken, mens jeg ventede på døren blev åbnet. Der lød en langsom puslen, sagte skridt, inden døren blev åbnet langsomt. - Hej Casper er det dig, sagde hun, kom indenfor. - Ja, det mig, hej mormor og tak..
Hun fortsætter..
“Der var også her et par plejere som ikke var særlig rare, og en overlæge som jeg fik indtryk af, ikke var klar over at det var et råb om hjælp. Han blev udskrevet og hentet af sin far som var på en eller anden måde blevet udset som værge for ham, da jo var kommet ind under kriminalforsorgen og tvunget til antabusbehandling, og altså nu kunne komme i medicinsk behandling. Han blev sat af i sin lejlighed og hans far blev Ca. 15 min. hvorefter han kørte tilbage til København, der var ingen hjælp til indkøb af nogen slags og efter lang tids fravær var der intet mod hverken sult eller tørst. Efter Ca. en halv time kom han hjem til mig og blev et par dage, så fik vi købt lidt ind så han havde morgenmad og frokost, og kom så her og fik sin varme mad til aften og klarede det i en periode fint. Han rejste to gange om ugen til hospitalet og fik sin medicin + antabus. Han snød tre gange med antabussen, de to gange skete der ikke noget særligt, men tredje gang gik det galt.”
Jeg trådte ind i entréen, lukkede døren til opgangen, fulgte efter hende forbi badeværelset, hvor vi drenge engang lå og lurede gennem sprækken under døren da moster badede, og værelset, hun kaldte drengeværelset, hvor vi drenge plejede at sove, når vi var på besøg i de tidlige og stadig naive år. Hun gik ind i køkkenet hvor hun placerede sig med albuerne på køkkenbordet og trak vejet med besvær iført sin jogging dragt og rakte ud efter en pose mentolbolsjer og rystede nogle stykker ud på bordet. - Et bolsje, tilbød hun, og kiggede op på mig med et sort indsunket blik. - Tak, sagde jeg, tog et par stykker og satte mig ned til stilheden af tidens gang fra det lille bornholmerur, der slog fra væggen i stuen. Ensomheden var tilstede og dominerede vores samvær.. Urets rytmiske slag blev højere og højere og forsvandt ind i mig, til skridt, på vej ud i fremtiden. Et lavtryk med dets grå nuancer rullede ind over mig, lyset blev taget ud af den tidlige eftermiddag, vinden tog til og begyndte at brøle gennem gaderne. Enkelte cykler væltede ind over andre cykler og butiksskilte drættede omkuld. Poser, papir og blade blev kastet op fra fortorv og rendesten. Træer og buske stod og rystede deres kroner så løvet raslede af dem. En enkelt dråbe varslede at vand var på vej. Himlen var dækket i et blygråt tæppe, der ikke kunne blive hængende uden at give efter. Luften var ladet med statisk elektricitet så håret rejste sig på hovedet af mig. Forberedelsen til trods, gav det et spjæt i mig da lynet slog ned og kortvarigt oplyste eftermiddagen, med et tordenskrald, der kunne mærkes i brystet. Nu blandede duften af svovl sig også i det dystopiske billede, som bragte nedbøren med sig. Min destination lå ude i horisonten, under det mørkeste himmel hav og vejen dertil førte gennem et umiddelbart helvede der på ingen tid, regnslaget tiltrods, havde gennemblødt mig. Der var kun en vej, det var frem, skridt for skridt mens jeg trøstede mig med et mentolbolsje og tordenen rullede truende hen over himmelen afbrudt af lyn der dirrede mellem himmeltæppet og landskabet.. En skikkelse kom til syne fra en sti og gestikulerede et goddag. Vi fulgtes et stykke op af en bakke inden han præsenterede sig.. - Goddag jeg er Holberg, sagde han, men de kan kalde mig Ludvig. - Goddag Ludvig, jeg er Casper, svarede jeg og gav ham hånden. - Casper, bare Casper, spurgte han, intet efternavn? - Nej, intet efternavn, bare Casper. - Nå, udbrød han, Casper uden efternavn! Hvor er de så på vej hen? - På vej ind i fremtiden, sagde jeg. - Fremtiden, interessant og så i det uvejr, svarede han og fortsatte. Jeg kommer fra fortiden, der må være gevaldige spændinger i nutiden. - Ja mon ikke, lo jeg, det kan du have ret i. Et lyn slog ned i kirken bag os, så kirkeklokken rungede i harmoni med tordenskraldet. - Det var tæt på, sagde Ludvig og vendte sig rundt mod mig, velkommen til Tersløsegaard her bor jeg så.. - Tak, sagde jeg, belejligt med lidt husly. Og fulgte efter ham ind mellem to majestætiske piletræer gennem den dobbelte hoveddør han åbnede op. Der stod vi et stykke tid og kiggede ud på vinden, der rev i regnen og skyerne der drev lavt hen over kirken for foden af bakken, som blev oplyst af lynglimt og vi lyttede til glasset i vinduerne der klirrede til tordenskraldene. - Heroppe er vi hævet over kirken, sagde Ludvig, og tættere på Gud. - Tro du på Gud Casper? spurgte han. - På Gud nej! svarede jeg, men Gud tror på os. - På os, grinede Ludvig, den var god. Med ét brød skyerne op og solen skinnede ned på Tersløsegaard og regnbuen stod i bro over kirken. - Der fik Gud sørme en åbenbaring, grinede Ludvig endnu højere mens han gik gennem stuen og op af trappen til første sal. Hans latter og fodtrin forstummede og stilheden bredte sig til haven hvor fuglene var begyndt at kvidre og kom frem fra deres skjul. Jeg gik ud og ned af bakken forbi kirken ind til Dianalund.
I bycenteret var en kvinde betaget af min mundering i bomuldsskjorte, shorts og støvler, med rygsæk og guitar og notesblok i brystlommen. - Hvor er en omrejsende som dig på vej hen? spurgte hun. - Jeg driver bare rundt, sagde jeg, det sommerferie! - Nå, sagde hun, så kan du jo drive med mig hjem og overnatte på sofaen, som en rigtig coach-surfer. - Nej tak, svarede jeg, det har jeg ikke lyst til. Jeg bemærkede en mand, med mørkt hår og skæg, almindelig af statur, stå og iagttage os. - Nå så det har du ikke lyst til! sagde hun, du ligner til forveksling Jesus, ved du godt det. - Det har jeg fået skud i skoene før, sagde jeg, men jeg kan altså ikke frelse dig.. - Frelse mig, jeg skal ikke frelses, sagde hun, det dit lange hår og skægget der gør det.. - Kender du den mand der, spurgte jeg, som står og stirre på os ovre ved Bog og Ide? - Har aldrig set ham før, sagde hun, han synes sikkert også du ligner Jesus.. - Bare det kun er det, sagde jeg, så der ingen grund til bekymring, tak for nu! Jeg drejede rundt og gik ud af centeret over mod skoven for at brygge en kop kaffe og spise en bid mad. På en bænk, på en rasteplads i skovbrynet, pakkede jeg min frokost ud. En schæferhund stod pludselig nogle meter fra mig med tungen hængende ud af munden og kiggede på mig. - Hej med dig, sagde jeg, det min frokost. Den begyndte at logre med halen og kom henimod mig. Den snusede undersøgende på afstand og satte sig og kiggede mod stien den var kommet af. En kvinde kom os i møde. - Undskyld, sagde hun, han gør ikke noget. - Det helt i orden, sagde jeg, jeg gør heller ikke noget. Jeg spiser bare lidt frokost og koger vand til kaffen. Vi sludre lidt om løst og fast og hun stillede ind imellem de obligatoriske spørgsmål; hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede på disse kanter og hvor jeg var på vej hen. Jeg svarede på spørgsmålene og undlod at afsløre min faktiske gøren i Dianalund. En bil med to mænd gjorde standsede på vejen da de fik øje på os, bakkede lidt, og kørte helt op til bænken. - Jeg pakker lige min foldekniv væk, sagde jeg mens jeg iagttog de to mænd bag forruden i dialog. - Hvad skal de mon herind for? spurgte hun. - Det ikke godt at vide, sagde jeg, det forekommer mig at jeg er et besynderligt trækplaster. Bilen blev sat i gear, de bakkede og kørte deres vej. - Det var underligt, sagde hun, det var som om de kom på andre tanker da de så hunden. Kvinden kiggede på mig og lagde hånden på hundens hoved, og manden fra Bog & Ide, cyklede henover rastepladsen. - Der er noget metafysisk over det her, sagde jeg, manden på cyklen stod nede i centeret for et øjeblik siden og stirrede på mig mens jeg handlede. - Det nok bare tilfældigt, sagde hun og studerede mig så øjnene rullede rundt i hovedet på hende. - Det ikke for noget, sagde hun, men du ligner altså Jesus. - Jesus, svarede jeg, hvis du siger det, så må der jo være noget om det. - Hvad mener du, spurgte hun. - Det har jeg fået af vide før, sagde jeg, senest af en kvinde i centeret da manden på cyklen stirrede på mig. - Det kan være han også synes du ligner Jesus, sagde hun og lo, har du lyst til nogle småkager til kaffen. Hun tog en pakke op af tasken og rakte den frem mod mig. - Nu du allerede har stukket dem i hånden på mig, sagde jeg, vil jeg ikke sige nej; Tak! Hun kiggede mig dybt i øjnene og trak et par skridt bagud og klappede hunden. - Det var hyggeligt at tale med dig, sagde hun, tak for nu, pas på dig selv herude. Jeg vinkede et farvel og kikkede på pakken med småkager mens hun gik med hunden. Olivias Butter Cookies, stod der på pakken.
- Casper, Casper, sagde hun og lagde sin rynkede hånd på min skulder, hvis du trænger til at sove kan du lægge dig ind på sofaen og tage tæppet over dig. Jeg vågnede ved den fjerne kalden og orienterede mig rundt i rummet. Køleskabet, det gule spisebord med voksduen, radioen der spillede lavt, “Du ringer vi spiller”, og det kvadratiske vindue med skoven og kolonihaverne som udsigt. Solen skinnede og himlen var blå, det lille batteridreven ur på væggen over radioen sagde fem. Mentolbolsjet, resterne af det, lå som en dårlig smag i munden og mit fokus blev rette mod vandhanen.. Jeg tog fat i hendes hånd og kiggede ind i hendes ulykkelige øjne, døden havde for alvor sat sig i karakter hos hende. - Jeg skal lige have et glas vand, sagde jeg, men det kunne godt være vi burde tage en lur en times tid. Jeg rejste mig og hun satte sig. Jeg lod vandet fra hanen løbe og tog et glas ud af skabet over køkkenbordet. - Der er is i fryseren, sagde hun, kunne det ikke være dejligt i et glas vand. - Jo, svarede jeg, det kunne det da bestemt. Jeg åbnede først køleskabet, hylderne var tomme. - Er du sulten, spurgte hun, jeg har kun lidt rugbrød med leverpostej og rødbede. Jeg tog isen ud af fryseren og slog nogle terninger ud i glasset, holdt det hen under det rindende vand, slukkede grådigt tørsten, først en gang, anden gang lidt langsommere, tredje gang lod jeg isen afkøle vandet og satte mig overfor hende. - Ja, jeg er faktisk lidt sulten, sagde jeg, er du sulten for ellers kan det vente. - Jeg spiser ikke ret meget for tiden, sagde hun, men vi kan da godt vente til efter vores lur. Jeg tog en slurk af det kolde vand og nød forfriskningen af det. - Ahh det var dejligt med is i vandet, sagde jeg, så skønt som køligt vand slukker tørsten. - Ja, der kan du bare se, sagde hun, læg du dig nu ind på sofaen så lægger jeg mig ind i sengen en times tid.
Hun fortsætter..
“(det skete ved at den der skulle give ham Antabussen var uopmærksom og han kunne nemt hælde det i vasken den enegang var det overlægen selv der var tilstede) Men den tredje gang da det gik galt drak han en flaske Rødvin, og gik ned til Anna's mor og ville ind, hun havde gæster og så straks at han var beruset, og nægtede at lukke ham ind, han gik vred sin vej men kom tilbage og smed en sten gennem et vindue, hvorefter en af gæsterne gennembankede ham, og der blev ringet efter Politiet, de ringede også til mig, men hvad skulle jeg gøre. Jeg vidste ikke hvor de havde kørt min dreng hen, og regnede med at han fik lov til at sove rusen ud på P. Stationen, da jeg til middag ikke havde set ham ringede jeg til Politiet og spurgte hvor han var, og fik det svar at de havde afleveret ham på den lukkede afd.”
Det lille bornholmerur, over den masive egetræsskænk, tikkede hypnotiserende. Det var trukket op. Hvem mon havde gjort det, tænkte jeg, havde hun selv formået det? Gardinerne hang som de plejede og vindueskarmen var grøn af planter. Døren til altanen stod på klem. Fjernsynet stod i hjørnet som det altid havde gjort, og sofaen jeg lå på, en trepersoners stod med kakkelbord, en topersoners sofa og den mest slidte af de tre, som matchede hinanden, lænestolen, som en øde ø, hvor hun havde siddet og ladet tiden gå til underholdning af Otto Leisner. Loftet var dækket af parketstave, møblerne stod på væg til vægtæppe og landskabsmalerierne hang i guldramme over sofaerne. Alt var næsten som det plejede, havde det ikke været for tiden, som var gået, og vi børn, som løb uskyldigt og legede og blev serveret, hjemmelavede isvafler med regnbue is, flødeboller, flødeskum og syltetøj i sommerferien, var blevet voksne og kom ikke længere forbi. Livet var gået ind i en anden fase for os alle. Stuen, som engang rummede leben og samlede os omkring det store egetræsbord til højtider, dækket op med and, varm leverpostej, sprøde flæskesvær, rødbeder, rødkål, snaps, øl og vand, var nu blot minder, til tikken, af det lille bornholmerur på væggen. - Sover du Casper, kaldte hun svagt fra sit soveværelse. - Ja, svarede jeg. - Hvad tænker du på, fortsatte hun efter en lille pause. - Dit liv og morfar, sagde jeg. Der blev stille, kun urets gang brød stilheden. - Morfar, sagde hun - hvorfor tænker du på ham? - Hvem er han, spurgte jeg og fortsatte, hvorfor har vi aldrig mødt ham? -Hvorfor vil mor ikke se eller tale om ham, brød jeg igen roen. Stilheden larmede, så selv uret i stuen, for en stund blev stille. - Hvor mødte i hinanden, fortsatte jeg, hvornår blev i, i grunden gift? Ja, i blev vel gift, ikke? Stilheden forblev stille, kun gardinet ved altandøren rørte på sig og blottede den stak spillekort, slidte i kanten, som altid lå der. - Lægger du egentlig stadig kabale, spurgte jeg, og holdt vejret. - Ja, det gør jeg når jeg har overskud, svarede hun. - Har du overskud i dag, sagde jeg, så kan vi da lige få sådan en til at gå op, inden vi tager en bid mad. - Ja, det kan vi godt, svarede hun, hvis du har lyst. Sengen knirkede, da hun satte sig op med et suk. Stilheden afslørede hendes kol og besværet hun havde, med at komme på benene. Hun bevægede sig langsomt og sagte bag den kvælende vejrtrækning.
- Hallo, Hallo, sagde en mand - mens han skubbede til mig. Tunnellens dyb forsvandt, mørk, agterud under metroens buldren. Ruden reflekterede kontrolløren, der skubbede. - Har du en billet, spurgte han. Jeg rakte mit rejsekort ud mod ham, han scannede det, jeg rejste mig til bippet, steg af en station for tidligt og gik det sidste stykke hjem. Postnord-buddet trådte ud af opgangen, steg op på sin blå trehjulede el-ladcykel, kørte forbi mig, mod næste opgang. Et langt skridt over dørtærskelen, forhindrede døren i at smække. Jeg satte nøglen i postkassen, så til min skræk, et brev fra et advokatkontor i Egtved, frankeret, Quickbrev. Det var et tykt og tungt brev i en rudekuvert. Jeg rev et hjørne af, stak en finger ind og åbnede det. Det var dateret den anden marts 2023. En linje fremhævet med ekstra tyk skrift, stak i øjnene, vedrørende et bo, efter Maren og Hans. Hvem i alverden er Maren og Hans, tænkte jeg og bladrede gennem papirerne, fra Retten i Kolding og Rigsarkivet. Det var nærmest volapyk af adresser, datoer, fødselsår, dødsår, navne og vielser. Børn, børenebørn og oldebørn, som strakte sig tilbage, til mine oldeforældre i det 19. århundrede. Jeg var selv nævnt, som barn af niecen til Hans, som da måtte være min moders farbror, altså min morfars bror, som var min grandonkel og min mormors svoger. Min grandonkel Hans blev født 1928 i Hald, Randers, som lillebro til Jens-Frederik, født 1926 i Hald, Kærby. Han blev borgerligt viet, til min mormor, Tove Minna, i København i 1949. Ægtefolk var de i tyve år og fik tre børn, inden de blev separeret i 1969 og skilt ved overpræsidiet i 1974.
Hun fortsætter..
Jeg ringede så afdelingen op og fik at vide de havde ham, og at han ikke ville komme hjem de første par dage, jeg fik også lov at tale med ham selv, og han fortalte hvordan han var blevet mishandlet af en stor mand. Han havde to store blå øjne, en næse der ikke havde det særligt godt og hans ribben varede det ca. et halvt år før de var normale igen, han var ellers meget rolig men græd over det der var sket, og sagde jeg ikke skulle ringe nogen steder hen. Men næste morgen ringede jeg alligevel og fik en meget kort samtale med overlægen, for at høre hvordan min dreng havde det. Han spurgte om jeg havde set ham og det kunne jeg benægte. Overlægen fortalte så hvordan han så ud, han havde sandelig fået mange smæk. Og jeg fornemmede at det frydede Hr. Overlæge.
Telefonen ringede, trafikken gled i begge retninger, markiserne skyggede for blomsterne på rullereolerne jeg stod og vandede, i juli varmen, med vandpistolen monteret på vandslangen. Forbipasserende stoppede og kiggede på buketter og potteplanter. En kvinde i sandaler og en blomstret bikini rettede sig mod mig, med en potteplante i hver sin hånd. - De her er altså knas tørre, sagde hun smilende, og trænger virkelig til noget vand. Jeg rettede, unden tøven, vandstålen i hendes retning og gav bikinien det vand den bad om.. - Hvad fanden har du gang i, skreg hun og hoppede baglens. Telefonen ringede fortsat. Kunder gik ind og ud af butikken. Ekspedienten, Rose, havde ikke i sinde at svare den. Jeg løftede blot vandpistolen lidt højere, så bikinien fik det vand, den havde bedt om. - Stop for fanden, råbte hun og stak i løb med potteplanterne, sprang ind i en sort golf cabriolet til veninderne og kørte af sted i bedste Bonnie and Clyde stil, med deres udbyttet. Jeg rettede vandpistolen mod kørebanen og trykkede hanen i bund. - IDIOT, råbte de i kor, da de kørte forbi, grinende med Beach Boys i CD-afspilleren, mens et par stykker flashede patter og røv af mig. - Casper, råbte Rose, gider du ikke nok svare telefonen! Jeg smed vandpistolen på fortorvet og løb ud i baglokalet. - Det er Blomster pavillonen, svarede jeg, hvad kan jeg hjælpe dem med.. - Bip bip bip, lød det fra røret. Jeg gik ind i butikken, der var fuld af kunder og alt for høj luftfugtighed og Rose, der ellers tog det med ro, så ud til at være lige ved at koge over. - Rose, sagde jeg, kan jeg gøre noget for dig? - Ja, vil du ik’ nok løbe hen i Skjold Burne og hente en Jack Daniels og en pose is, sagde hun, og få det skrevet på regningen. - Jo da, svarede jeg. - Og Casper, sagde hun. - Ja, svarede jeg spørgende. - Du skal ikke sprøjte vand på kunderne igen vel, forsatte hun. - Bikinien bad selv om det, sagde jeg på vej ud af døren, så hvis ingen igen beder mig om vand, så gøre jeg det selvfølgelig ikke igen. - Vandslangen, råbte hun, skal ikke ligge på fortorvet.. Jeg samlede vandpistolen op, rullede vandslangen på stativet og slukkede vandhanen på siden af bygning. På modsatte side, af Strandvejen, dukkede mormor op med familiehunden Soffie, af en sidevej. Hun hev gentagende gange voldsomt i hundesnoren, de standsede og hun tog fat i halsbåndet med venstre hånd og med hundesnoren, i højre hånd, slog hun gentagende gange Soffie’s rygstykker og bagdel. Jeg satte mig ned, på stolen, ved det massive egetræsbord, iagttog hende tage kortene frem fra vindueskarmen, sætte sig overfor mig og begynde at blande dem. - Hvad tænker du på, spurgte hun. - Hvem der i grunden trækker dit lille bornholmerur op, sagde jeg. Hun slog bunken af kort, på højkant, mod dugen og samlede dem i venstre hånd og fordelte dem, garvet, som en gammel poker dealer med sin kronisk syge hånd, med “dupuytrens kontraktur”. - Så kender jeg dig igen, sagde jeg, du mangler bare en grøn Cécil i mundvigen og glasaskebægeret ved din side. Hun løftede blikket fra kortene, kiggede på mig og grinte.
- Du kan lige hente posen med mentolbolcher i køkkenet, sagde hun og fortsatte med at lægge kortene til sin syv kabale. I køkkenet spillede radioen stadig sagte, “De ringer vi spiller”, Jørn Hjorting havde en lytter i røret. - Vi har jo også en Frk. Klokken, at tænke på, sagde han. Jeg stoppede et par mentolbolcher i munden, tændte for vandhanen og lod vandet løbe, fyldte et par glas og gik ind i stuen igen. - Du, Frk. Klokken, sagde jeg, hvem trækker i grunden dit lille bornholmerur op? - Det gør Jørn Hjorting, svarede hun med et grin og fortsatte, den her kable går ikke op. - Så må du lægge en til, sagde jeg. - Det tror jeg ikke jeg har energi til, svarede hun og tog et mentolbolche og skyllede lidt vand rundt i munden med det, og fortsatte, det gør jeg selv når jeg har energi, ellers får jeg mine gæster eller nabo til at gøre det. - Så skal jeg måske trække det op, sagde jeg, hvor er nøglen? - Den ligger i bunden af uret, sagde hun og delte kortene endnu engang. - Det gør den ikke, sagde jeg og følte efter i krogene. - Nå, gør den ikke, sagde hun og stak hånden i lommen på morgenkåben. - Så ved jeg ikke hvor den er, sagde hun, mens hun rykkede rundt og vendte kort og suttede på sit mentolbolche.
Hun fortsætter..
Jeg spurgte om det ikke var ulovligt selv at afstraffe, men fik ikke noget svar, sikkert fordi antabustilsynet havde svigtet. Han kom hjem efter ca. 10 dage, med solbriller på og ondt i sine ribben. Et polititilhold om ikke at komme i nærheden af Anna’s mor, men Anna måtte han godt se, og så fik han en forlængelse under kriminalforsorgen. Der var sket en mærkbar forandring med ham, han var blevet mere deprimeret og meget angst, der kom også korte perioder med mani dog uden det skadede andre end ham selv, det var ligesom om det var gået op for ham at han aldrig ville blive rask igen.
Lægerne kunne ikke hjælpe, medicinen hjalp ikke, kun det han fik til at sove på var han glad for, så kunne han falde til ro. Han købte det nye testamente og læste hver aften et lille stykke, og måske er det det der har givet ham kræfterne til hans sidste handling, jeg ved han tænkte meget over at komme herfra. Jeg sagde så tit til ham at jeg ville ønske at jeg kunne hjælpe ham, men fik altid det svar, at det var det kun ham selv der kunne. Jeg var klar over at hans tanker kredsede meget om at tage sit eget liv, og var meget nervøs når han var hjemme i sin egen lejlighed og ikke svarede gennem telefonen, men slog mig til ro med at han nok gik sig en tur eller sov.
Kære Asta,
Skovstien strakte sig langt for øjnene, bøgetræet, som Familie Journalen fik udråbt til Danmarks Nationaltræ, rejste sig rankt, trækronerne bredte sig majestætisk, de stod skulder ved skulder, den lune brise hviskede i bladene grønne. Jeg gik og kiggede op mellem de slanke stammer, ind i kronerne, der strakte og forgrenede sig ud, i finere, mere snoede og smidige lemmer, med mindre styrke, tættere, der husede fuglene der sang og fløj fra gren til gren, fra træ til træ. Ingen af træerne inviterede til at kravle op i dem, der var for meget stamme og ingen grene nær jorden man kunne tage fat i og hive sig op i. Der måtte da stå et klatretræ et sted blandt dem alle, tænkte jeg, og fortsatte frejdigt ud af stien, dybere ind i skoven. Jeg forestillede mig, et ikke for højt og et ikke for spinkelt træ, et ikke ungt, men et ældre træ der rummede tiden, et der havde stået i vind og vejr og fået sin helt egen personlighed og blevet beundret og stadig blev det, af mænd og kvinder og børn der krydsede dets vej. Et sådan træ dukkede op ved en skillevej på skovstien, det stod i midten af en lysning, stien delte sig og krøb omkring træet, en bænk var placeret så man kunne sætte sig og nyde en stund i dets selskab. Det var et harmonisk træ, stammen bred, enkelt stikgrene rakte ud mod de fire verdenshjørner, kronen prangende, med en tæt manke af fjerformede blade. Stien var dækket af dets nedfaldne frugt. Jeg bukkede mig ned og samlede en aflang nød op, tænkte på egernet, vildsvinet, på den lille mus, gnaveren, og alle de andre dyr i skoven, der gennem tiden, havde spist sig mætte i egens frugt. Jeg gik rundt om det, mærkede og følte dets bark, lænede mig op af det, krammede det, tog et skridt tilbage og kiggede på det, snuste til og kysede det, klamrede mig til det. Jeg rakte armene i vejret, hoppede og greb fat i dets mest indbydende lem, løftede mig op og kravlede ind i egetræets gamle knudrede krone, blandt fuglene, laverne, edderkopperne og myrene. Der satte jeg mig, stille og lyttede til hvad det havde at sige, og kiggede i stilhed på, de få, der passerede forbi på stien under. Var det her, tænkte jeg, var det i dette træ han kravlede op, var det her han bandt den stump af ledning fast, han havde taget ovre fra afdelingen, trukket løkken over hovedet, lukkede øjnene, lod sig falde og dinglede frem og tilbage, så blade og agern faldt til jorden, alt medens han blev kvalt, til der igen blev tyst under solen og alt åndede fred og idyl. Var det her han pendulerede til stilstand og hang i fulstændig lod, da skolepigen på stien fik øje på ham. Jeg søgte at vide det, havde banket på døre, spurgt, afvist, uden at få et tilfredstillende svar, jeg drev rundt, som en forlist bøje i åben sø, uden retning, i tilfældighedernes uforudsigelige spil. Jeg gled ned fra grenen jeg sad på, hang i armene og svingede frem og tilbage, lukkede øjnene, lyttede til træet, bladene, vinden, fuglene og den fjerne trafik, det hele univers. Jeg slap grenen og landede på mine ben, kiggede op og tænkte, det er et godt klatretræ.
Jeg havde strejfet rundt på egnen et par dage og den var allerede begyndt at være gammel og uinteressant, kedelig med dens genkendelige matrikler og parceller bag hegn og ligusterhæk, huse med fattige konger og dronninger der levede illusionen, deres eget lille kongedømme med en billig karret og et par rustne jernheste i garagen, haveskuret fyldt til renden med ting og sager, akkumuleret over tid, fra fødselsdage og juleaftner, som dødsyge gentagelser, forudsigelige, som frøken klokken, gik livet i ring, som jeg selv gik rundt i gaderne og lommefilosoferede over eksistensen og nåede frem til den samme og kedelige konklusion, om livet, specielt på denne egn, hvor udtagelsen bekræfter reglen om konventionel medicin, hvor marker med sprøjtespor og afgrøder omsluttede middelmådigheden, som kun en psykose eller døden kunne bryde ud af.
Jeg fortsatte ud af stien, krydsede lokalbanen, stoppede op et øjeblik og kigge ned langs skinnerne, overvejede om jeg skulle følge dem ind til stationen og tage det første tog væk herfra, øst eller vest, uanset retning, det gjorde ingen forskel, det ville fører mig til et regulært spejlbillede, en parallelforskydning af egnen her, dog med et par nuancer, om ikke andet, så et par nuancer der hurtigt ville blive en trivialitet, som trivialiteten selv, en trivialitet, som ingen ende havde. Mon det er følelsen, tænkte jeg, som har drevet mange, en mand og en kvinde, til den ultimative gerning, som gennem den kristne tidslader er blevet udstødt for eftertiden og begravet på den anden side af hegnet, afskåret fra de gode tilbedere af gud, fra fællesskabet, som passede deres kirkegang og bad deres bønner og troede på frelseren, Jesus Kristus af Jerusalem.
Jeg gik videre og lo lidt for mig selv, kløede mig i skægget og strøg en hånd gennem mit lange hår, mit udseende alene, vidnede om hvor dybt billedet af frelseren var brandet i os alle, hvor stærk en indflydelse han havde på os, troende eller ej. Men hey, enhver er salig i sin egen tro, tænkte jeg, og det alene, kan flytte bjerge.
En person i farverige klæder dukkede op på fortorvet længere fremme, vi gik mod hinanden, jeg krydsede Holbergsvej, den farverige krydsede også over vejen. Vi gik igen mod hinanden, nu på det modsatte fortorv. Hvad fanden, tænkte jeg, og krydsede tilbage over Holbergsvej, det samme gjorde den farverige. Jeg stoppede op, overvejede et kort øjeblik, at vende om, men blev stående og afventede den farverige ville passere forbi. Den farverige, var nu så nær, at jeg kunne se den farverige havde skæg og var en sydlandsk lignende mand i trediverne. - Hello, sagde han, på afstand og løftede højre hånd og vinkede.. Jeg blev stående og tænkte, åh nej, hvad nu? Hans hår var langt og sat op med det der lignede en spisepind fra den lokale grillbar. - I saw you yesterday in the city center, sagde han, and the romour has it, that you sleep in the forest and climb trees. Jeg stod stille, lyttede og kiggede på ham, uden interesse i at indgå en samtale med ham. Han havde et venligt udtryk, men situationen virkede ikke bare en smule underlig, der var noget yderst besynderligt over den, som om, vores møde var i iscenesat. - Do you not speak and understand english, sagde han, og løftede øjenbrynene spørgende. - I do yes, svarede jeg, but you seem just a bit too direct and insisting in your approach and I do not want to talk to you. - Okay then, sagde han, fair enough. But I can help you if you let me! - How so, with what, svarede jeg, I do not need your help, not that I know of.. Han kiggede op og ned af mig, han målte og vejede mig, rakte sin hånd frem mod mig, inviterede mig til at tage den, men jeg greb ikke invitationen. Han tog spisepinden ud af håret, svingede med hovedet, kørte en hånd gennem sine lange sorte glinsende hårlokker, kiggede mig dybt i øjnene, i et yderligere og mere intenst forsøg på at forføre mig. - Now we both look like Jesus, sagde han, a black and a white one, a pair of saviours that could do doble the good. - Oh, a holy yin yang, grinte jeg, in flesh and blood, that’s just dandy! - Sorry for being so blunt, sagde han, we could go into the forest and have sexual intercourse and save you. - Thanks for your offer, svarede jeg, but I found my saviour years ago. - You did, spurgte han, really - how so? - Yes, svarede jeg, thank you for your flattering and blunt suggestion, but I have other plans, and I’m not going to explain myself, if you would excused me. - If you don’t mind me asking, sagde han, what is your purpose here i Dianalund. - I do mind, svarede jeg, would you like a bisciut. Jeg rakte dåsen med Olivias butter cookies frem mod ham. Han kiggede overrasket og spørgende på mig. - They are the best, sagde jeg, try one.
Døren til den lille hvide kirke var låst, jeg gik en runde, kiggede ind af vinduerne, der var ingen at se, den var tom, ingen præst, ingen gud, ingen sang eller oplæsning fra et af evangelierne. Noget tog ved mig, som blev jeg ført, jeg lod mig bære med, gik i den retning min næse pegede til jeg stod foran et skilt, et kort over Kolonien Filadelfia. Du står her, stod med rødt over en rød prik. Jeg blev mindet om hvorfor jeg var her, i Dianalund, ligesom hjulpet af en højere magt. Var det Gud, morbror, eller Dr. Sell i engen person fra himlene, der gav mig et venligt puf og mindede mig om psykiatrien, den lukkede afdeling E, eller var det bare min egen underbevidsthed, der havde taget og lettet min mentale byrde, gjort mig let og svævende. Havde den samme underbevidsthed allerede bemærket skiltet og kortet over kolonien tidligere, taget fat om mine fødder og skridt for skridt, hjulpet mig hen foran skiltet.. Nu havde jeg, efter, at have kredset rundt om den varme grød i et par dage, endelig en fast destination, en vej, en adresse, et husnummer, en dør, en afdeling at banke på og gøre min entre, uopfordret, uden aftale, eller et navn på en person, som jeg skulle tale med.. Det lå ligesom i kortene, som i mormors syvkabale, kunne jeg fornemme, at nu ville den gå op. Der opstod en fjern hvisken, fra det bagerste af mit hoved, som langsomt, skridt for skridt, blev højere og tydeligere, alt mens, jeg igen havde den fornemelse af, at blive ført, båret frem, som fra et gennemsigtigt rør, fra toppen af min isse, der rakte ind i himlene, hvor mormor sad og spillede syvkabale og røg grøn Cécil, i selskab med P, farmor, Dr. Sell og måske endda Gud. De førte mig, hvis det altså var dem og ikke underbevidstheden, den mest direkte vej, over parkeringspladser, græsplæner, mellem cykelstativer, parkerede biler og skraldespande, alt mens, den hviskende, fra det bagerste af mit hoved nu var nået frem til mellem mine ører og blevet til en stemme; min moders stemme. - Ej, gå din vej, sagde jeg, mens jeg krydsede Dr. Sells Vej og gik ind mellem bøgetræerne og blev ramt i næsen, af lugten, fra en udbrændt bygning tildækket med tunge blå og grønne presenninger. Gad vide hvad der har forårsaget en sådan ildebrand, tænkte jeg, alt mens moders stemme blev stadig mere skinger og jeg blev ført direkte mod indgangen til afdeling E. - Casper, lad det nu ligge, sagde moders stemme, der er nogle ting man ikke skal begynde at rode op i. Jeg blev med et, en yngre udgave af mig selv; tidlig teenager gik jeg foran moder på vej ind af havestien til barndomshjemmet, hun med sin skuldertaske og en mulepose i hånden. I vindfanget, et par trappetrin oppe, slog jeg en prut så kraftig, at vindfanget, om det stadig eksisterer, står og runger den dag i dag. - Sig mig, snerrede hun, slog du lige en prut i hovedet på mig. Hun greb fat i min arm, ruskede, nærmest lidt latterligt, jeg grinte fjoget, kiggede vreden i øjnene og fremstammede et; nej! - Gu’fanden gjorde du så, sagde hun og slap igen min arm.. Fredsskovens fugle begyndte at synge, larmen i mit hoved forsvandt som dug for solen og jeg fornemmede igen letheden jeg blev ført frem med da jeg gjorde min entré gennem den glas beslåede dør til afdeling E.. Jeg satte min oppakning og guitar fra mig, gik ud på toilettet, tog mine støvler af og stak fødderne, en af gangen, op i håndvasken, ind under det rindende kolde vand og nød saligheden der forplantede sig op gennem benene til den hele krop og sindet, så englene sang for sjælen. Min plasken skabte en mindre vandpyt. Jeg lod vandet løbe, samlede min støvler og strømper op, trak et vådt spor fra mine våde fødder over linoleumsgulvets matte overfalde og stillede støvlerne ved siden af rygsækken og guitaren, i det der lignede et lille venteværelse, med et par lave sorte lænestole og et lille rundt batteridrevet urværk på væggen, samt et cafébord. - Hyggeligt, tænkte jeg, inden jeg igen strøg ud på toilette og forsatte min euforiske salighed til englesang.
Da jeg efter et stykke tid blev træt af den lidt akavede stilling, drejede jeg hanen og slukkede for vandet, tog en håndfuld servietter fra boksen på væggen og gik tilbage ud i venteværelset, satte en serviet under hver fod, bemærkede en puslen fra gangen ude af mit synsfelt, min aktivitet var ikke gået ubemærket hen. Målrettede skridt rungede ned af gangen, en midaldrende kvinde, brunette, trådte frem foran mig, kiggede på mig i stilhed og så en langhåret mand med fuldskæg stå på to servietter i sporet af vand fra toilettet, iført beige farvede Camel shorts, en langærmet beige fløjsskjorte trukket ud over en hvid t-shirt. Jeg løftede den højre arm, satte næsen til armhulen og snusede et par gange. - Måske jeg skulle have vasket mig under armene og i ansigtet også, sagde jeg, og drejede omkring og gik tilbage ud på toilettet, tog skjorte og t-shirt af for at vaske stanken væk og skylle ansigtet med kold vand. Endnu en velsignelse spredte sig til resten af kroppen og jeg følte mig renset for de eventuelle synder der måtte have sat sig på mig, de seneste dage, på min vandring rundt på Kolonien Filadelfia, i Dianalund. Da jeg igen havde taget t-shirt og skjorte på og vendte tilbage til mine pakkenelliker, gik der kun et øjeblik, før end, kvinden igen stod og kiggede på mig. - Hvad laver du her, spurgte hun. - Jeg er her for at tale med lægen, svarede jeg. - Det kan man ikke sådan bare, sagde hun, jeg må bede dig om at gå. - Nå hvorfor det, sagde jeg, jeg er her på opfordring af min mormor, med en vigtig meddelelse fra Dr. Sell. - Men Dr. Sell er længe død, sagde hun, hvad er meddelelsen da? - Er de måske lægen, spurgte jeg, for ellers kan jeg ikke meddele dem det. - Vi behøver ikke være dis, sagde hun, jeg er sekretær for den ledende overlæge. - Perfekt, udbrød jeg, så jeg jo kommet det helt rette sted hen. - Hvad mener du, spurgte hun. - Jeg mener, sagde jeg, så kan de underrette overlægen om, at der står en i venteværelset med en vigtig meddelelse, der ønsker at tale med ham. - Det er ikke muligt, sagde hun, du bliver nød til at gå. - Men så sætter jeg mig her, sagde jeg, til det bliver muligt. Hun drejede omkring og forsvandt ned af gangen. Jeg satte mig, kiggede ud af vinduet, mærkede sveden løbe fra armhulerne, lyttede til mit åndedræt og så vandet på gulvet fordampe stille men sikkert. En dør åbnedes og lukkedes, skridt gik fjernt i et andet rum, en stemme talte med en anden stemme, en kvinde og en mand i dialog. Så nu sker der noget, tænkte jeg. En dør åbnedes og lukkedes igen, en sagte puslen forsvandt med et par skridt ind i stilheden. Uret på væggen slog, tik tak, den store viser havde lige overhalet den lille viser hen over tretallet. Så de vil lege “udholdenhedsspillet”, tænkte jeg. - Ha, den leg vinder jeg, mumlede jeg, foldede armene, hvillede mit hoved mod væggen og lukkede øjnene.
Jeg drev med urets tikken ind i søvnen, tilbage i tiden, ind i stuen hos mormor. Lyden af hendes symaskine snurrede fra drengeværelset, hun sad iført grøn velour med en Cécil i mundvigen, papilotter i håret og skubbede to stykker stof ind under nålen hun styrede hastigheden på, med ynde og rytme, som en professionel syerske.. - Ja men er det ikke frøen Kermit der sidder der og syer, sagde jeg, og gik ind i værelset og stillede mig ved hendes side. Hun slap pedalen, nålen stoppede, tog et hvæs af cigaretten, askede den i glasaskebægeret, kikkede på mig og sagde; kvæk kvæk!! - Hvad syer du i grunden, spurgte jeg, tog en stykke afklippet hvidt stof i hånden og lagde det op i hendes papilotter. - Jeg er ved at sy Snoopy, sagde hun og trådte på pedalen, styrede stoffet under nålen og satte smøgen tilbage i mundvigen. Jeg dukkede mig for røgen fra cigaretten og kravlede ud i entreen, rakte op mod hoveddøren, drejede låsen, åbnede døren og listede ud på trappeopgangen, ned i kælderen til hendes kælderrum, satte et øje til døren, kiggede ind gennem sprækken og så til min overraskelse det hele splittet ad og en nøgen mand spændt fast på en briks. Jeg stødte mig væk fra kælderrumsdøren og blev mødt af en person i hvide klæder uden ansigt, med en dims i hver af sine hænder, der lave gnister, som dansede og knitrede blåt mellem dem. Personen gik imod mig med raske skridt. Jeg drejede rundt, løb gennem kælderen, forbi en skikkelse med en forstørret kanyle der sprøjtede en fluorescerende væske efter mig, imod opgange, tilbage i lyset på trappeopgangen hvor P stod og tog imod mig med en syngende lussing. Jeg slog øjnene op, sekræteren trådte frem fra gangen og bad mig følge med. Den store viser var på vej hen over tolvtallet. Jeg rejste mig og fulgte efter hende i bare fødder. Hun bankede formelt på en dør, ventede på en tilkendegivelse, et ja lød fra den anden side, hun åbnede døren og trådte ind på et lille kontor, med en gråmeleret mand på en stol bag et skrivebord. - Det er ham her der insisterer på at tale med dig, sagde hun mens hun kiggede på mig og trådte til side. - Kom indenfor, sagde manden og pegede på en stol overfor og bad mig sidde ned. Sekræteren lukkede døren bag mig og rummet fyldtes med en gensidig og nysgerrig stilhed, mens vi hver især iagttog hinanden. Manden overfor tog en kuglepen og en hvid blok a4 papir frem fra en skuffe, skrev et eller andet og rettede igen blikket op på mig.. - Du har insisteret på at se mig, sagde han, skal vi så ikke lige starte med det praktiske og få skrevet dine oplysninger ned. - Er du den ledende overlæge, spurgte jeg og kiggede rundt i lokalet der tog sig aldeles tomt ud. - Det er jeg ja, sagde han og fortsatte, du ligner til forveksling Jesus. - Tænk sig, sagde jeg, det er du ikke den eneste der synes. - Tror du, spurgte han, at du er Jesus? Og skrev yderligere nogle noter på blokken af papir foran sig. - Nej jeg tror ikke, at jeg er frelseren selv, sagde jeg, eller den nye messias der lige er dumpet ned her på dit ellers så tomme kontor, hvis det er det du insinuere. - Du har en besked med til mig fra Dr. Sell, sagde han, hvad er det for en besked.. - Nej det har jeg ikke, det var bare noget jeg forestillede mig, noget jeg legede, sagde jeg, jeg er kommet for at få udleveret min morbroders journal. - Din morbroders journal, skulle den da være her, sagde han og noterede yderligere på blokken af papir. - Ja, det skulle den, sagde jeg, efter som han har været patient her. - Men den kan du ikke bare sådan få udleveret, sagde han, det er kun de nærmeste pårørende der kan det. Døtre, sønner eller ægtefolk. - Aha, sagde jeg, så hans søskende har heller ingen mulighed for at få den udleveret.
- Nej, det er som sagt kun de nærmeste pårørende der kan få indsigt i den. Hvad er dit navn i grunden, sagde han med pennen klar på blokken. - Mit navn er Casper, sagde jeg, men det jo sagen uvedkommende hvis jeg ikke kan få lov at se journalen. - Hvis du nu giver mig dine oplysninger, sagde han, så vil jeg se hvad jeg kan gøre. - Aha, det er interessant, sagde jeg, så du er klar til at bryde reglerne for mig. Tak, det er da vældig sødt af dig. - Ja, sagde han, hvad er dit navn, adresse, telefon og email. Jeg oplyste så, den ledende overlæge som han ønskede, uden tøven, alt mens han flittigt noterede ned på blokken af papir foran sig og vidste, at kabalen nu ville gå op.
Hun fortsætter..
En aften da vi havde spist, sagde han, at han gerne ville blive her om natten og jeg svarede, at det kunne han da bare gøre, det blev til en periode på ca. 3 - 4 måneder hvor han for det meste gemte sig i sengen, men passede sine medicinske ture på hospitalet 2 gange om ugen, men det var meget svært for ham at komme afsted, og jeg fornemmede hans angst for disse 2 dage om ugen, og den blev værre og værre. Vi holdt juleaften hos min yngste datter og hendes mand, men P var meget trist, og savnede sin lille Anna.Nytårsaften holdt vi 2 herhjemme hos mig, vi plejede ellers at have Anna hos os, men det blev ikke sammen med hende, hans sidste Nytårsaften.
Psykiatrien er et redskab, for staten til at holde afvigende borgere skak og stille udfase dem af livet.. De ansatte, er spillere på et bræt, nøje programmeret til at holde illusionen om psykiatrien, som en helende anstalt, ved lige.
Kære Asta,
P sagtnede farten i den lille røde Fiat 127, min moders bil, lillebroder og jeg sad på bagsædet endnu med vådt hår efter en svømmetur i svømmehallen. Motorens omdrejninger steg, som han gearede ned for til sidst at holde stille bag bilisten der ventede fri bane til at udføre et venstresving. Med et, som vi sad der og ventede, pjattede og spiste slik, blev øjeblikket forvandlet til støjen af knust glas og krøllet metal. Lillebroder lå på gulvet, jeg selv befandt mig med hovedet først mellem fører- og passagersæde henover håndbremsen. P drejede nøglen i tændingen, motoren slukkede, han løsnede sin sikkerhedssele og hjalp mig over på passagersædet. Lillebroder i bunden af bilen var travlt optaget af at samle sit slik op. Himlen blå og bøgetræernes kroner grønne, vinden blæste lunt gennem de knuste bilruder, chokket var omgærdet med stilhed der langsomt fortagede sig da P forgæves forsøgte at åbne sidedøren og i stedet kravlede ud gennem bilruden. Jeg stod på parkeringspladsen efter mit spontane besøg på afdeling E og iagttog en rød Fiat 127, magen til moders, parkeret foran de udbrændte psykiatri bygninger. Jeg undrede mig over tilfældet og spekulerede på de sidste dages hændelser, i Dianalund, som virkede tilrettelagt, orkestreret, som et metafysisk mayhem der fuckede med mit hoved. Var det endnu en besked fra det hinsides; var det morbror, mormor eller Gud i egen person, som forsøgte at samle trådene og gøre mig opmærksom på min vandring gik i den rigtige retning.. Solen stod endnu højt på himlen, nu i vestsydvest, brisen varm og duftede friskt af bøgeskovens muld og grønne løv. En musvit, handsome i sin pragt, sang og baskede stillesående i luften en armlængde foran mig. - Hej med dig, sagde jeg, hvad har du så på hjerte? Den fløj op og over den lille røde Fiat, i retning af den ene udbrændte bygning der delvist stod tilbage tildækket med presenninger, ind gennem et vindues hul i murværket uden karm, forsvandt og kom igen til syne over murværket gennem det udbrændte tag alt mens den fløjtede, om branden, den havde set udvikle sig fra en gren i skovkanten.. P fyldte i det øjeblik alt i mig, jeg kunne ikke se ham tydeligt for mit indre billede, han var fjern, som han altid havde været, sært distanceret, som skyggen kastet af solen fulgte han altid med på en måde. Han er den person af alle, der har gjort det største indtryk på mig. Var det selvmordet der havde manifesteret sig så stærkt i mig og blevet til en ufrivillig besættelse, eller var det, den ubetingede kærlighed jeg nærede til ham, gennem sorgen, iagttagelsen af personen der langsomt gled væk, udstødt, klamrede han sig til livet i perioder, manden der fandt kærligheden på anden sal, i opgangen, hans moder boede i stuen af. En kærlighedsaffære der endte med, Anna, min kusine kom til verden, der som P, kom til at være en person der eksisterede i periferien af det billede, som tegnede vores familiemønster og med tiden forsvandt helt ud af. Jeg så hans arrede ansigt for mig, eller var det arret alene jeg så, et symbol på hans liv, vores dna, et ar der løb på tværs af hans ansigt, fra panden og ned over venstre øje, næse og mund, som han havde pådraget sig i en trafikulykke med en kammerat bag rattet, på den tyske autobahn i sine unge år. Tankerne tyngede mig, gråden var lige på trapperne, savnet af alle dem jeg havde kært var som kvælende klaustrofobi der drev hen over parkeringspladsen og endnu engang fik mig til at flygte, eller forsøget på, fra følelsen af det uoprettelige, mit livs katastrofe, vagabonderende, endnu ikke lige gammel med P’s endelige alder havde jeg forsøgt at sætte en fælde op for den institution, der efter min overbevisning havde drevet den sidste lyst til livet ud af ham.
Jeg var på en mission, jeg ville plante et frø der ultimativt ville bryde psykiatrien ned indefra, et frø der ville manifestere sig som nytænkning og omskrivning af psykiatriloven.. Jeg havde netop taget mit første stik og nu var det bare at vente det næste. Briste eller bære. Jeg vandrede syd over, zigzag gennem Kolonien Filadelfia’s gader, de tomme og mindst befærdede, op forbi Tersløsegård, ud over konventionelle marker med solen varm på min højre kind og Dianalund i ryggen.. Væk fra vejene, trafikken og menneskene, væk fra den metafysiske magnetisme, gennem sprøjtespor, blandt rug og hvede forkortet med chlorchlolinchlorid, langs levende hegn, ind gennem skov, mellem træer, rundt om et vandhul, over vandløb, mod aftenen, omfavnet af den lyse juli nat.
Solen var gået ned. Den gyldne time rakte ind i den blå time. De smeltede sammen i en blød overgang på aftenhimlen. Jeg gik på landmænds jorder, mellem gårde, kravlede over, under og gik omkring elektriskehegn. Mine bare ben kløede fra kontakten med det høje græs og afgrøder. Enkelte fasaner havde fået mit hjerte til at springe et slag over da de fløj i vejret for at undgå at blive trådt på.. Køer lå og tyggede drøv. Heste stod på fold. Fårene græssede uforstyrret. Hunde i alle størrelser stod på gårdspladser og græsplæner og galpede, gøede og bjæffede af det de havde fået færden af med deres næser og ører. Det var vindstille og koret fra hundene uforstyrret smukt. Tankerne kredsede om P. Jeg mindedes den gang han og Anna havde været på besøg hos min moder og spurgte om jeg ville køre dem hjem til Sorø. Jeg havde sagt nej, af hvilken årsag husker jeg ikke, men lige det “nej” tynger, et nej, jeg mere end noget andet ønskede at kunne have forvandlet til et ja. Jeg tænkte på hvordan stedfader fortalte om detaljerne ved hængning, om den rette og den forkerte måde, ved brud af taphvirvlen eller kvælning. Jeg mindedes de skæld ud jeg havde fået for ikke at have kørt dem til Sorø og jeg mindedes de skæld ud jeg havde fået da jeg havde taget P med hvor han ikke var velkommen. Moders stemme dukkede op. “Det var ikke noget liv, sagde hun, han havde prøvet at begå selvmord i arresten i Køge den nat han var blevet anholdt.” Jeg spekulerede på hvorfor jeg aldrig havde forstået alvoren af P’s mentale tilstand. Han var jo ikke bare blevet syg fra den ene dag til den anden. Om ikke andet, så var min hukommelse godt hullet. “Der i Køge arrest havde han mistet en masse blod, forsatte moders stemme, og hans syn virkede ikke ordenligt længere.” Var det mig eller hende selv hun forsøgte at forsikre, det var bedst sådan som det nu var. Og hvordan kan en person skærer sig så voldsomt i et arresthus at vedkommende bløder så meget som han havde gjort uden at blive opdaget.. Jeg mindedes de ord mosters eksmand havde fortalt mig om P. “Det siges, sagde han, at P havde taget en lille pille i New York engang han havde været derovre.” Altså en lille pille, tænkte jeg, som en lille pille af et hallucinerende stof og han derfor led den skæbne han nu gjorde. Og moder havde yderligere forsikret mig, at der ikke kom noget godt ud af at få elektrochok. At det ikke var et liv værd af leve.. Måske hun havde ret. Jeg vandrede fortsat. Jeg så en harer, ræven og enkelte gæs og en svane krydse mit spor. Jeg hørte gøgen og uglen kalde. Jeg så sågar en kat jage mus i det høje græs mellem marker. Jeg gik, til jeg ikke vidste hvor jeg befandt mig og gik så lidt til, til jeg stod overfor et kors, der lugtede af gamle jernbanesveller dobbelt så højt som mig selv midt på en veltrimmet græsplæne. Det gøs i mig, hvad var nu det, indremission måske eller det der var værre, tænkte jeg og gik rundt om det, da moders stemme igen brød tavsheden.. “Jeg bryder mig ikke om den præst P ser, sagde hun.” Det var rigtig, præsten, jeg havde set ham et par gange, dengang jeg lånte P min Commedore 128. Han var en underlig størrelse, det måtte jeg medgive hende. Der var også noget uhyggeligt over det kors og de to hjemmebyggede shelters ikke mange meter væk, som lugtede stærk af tjære. Lugten alene var giftig og selv om jeg var træt og havde lyst til at sove ville jeg aldrig i min vildeste fantasi lægge mig i et af de to sorte shelters. Angsten havde taget fat i mig og skubbet mig videre. Jeg gik ud af landevejen de lyse morgentimer til jeg stod på hovedgaden i Sorø foran bageriet.
Da klokke slog ti den formiddag gik jeg gennem skydedørerne til biblioteket. Jeg fandt frem til øen med datamaskiner. Blev mødt af en kæmpe plakat med en ung mand, Kasper med k, der led af schizofreni og gjorde reklame for Psykiatrifonden med kronprinsesse Mary. Jeg lo lidt for mig selv og tænkte over tilfældigheden, satte mig ned og loggede ind på min email. Mon det er stik nummer to, tænkte jeg, til synet af beskeden i min indbakke. Oplysninger, fra en Emma. Jeg trykkede beskeden åben med musen.. Emma Marie Foss, fra regionsjælland, skriver følgende den 23. Juli 2012.
Citat begynd: Hej Casper Jeg skriver denne mail for at sikre mig, det er den rigtige mailadresse. Du har i dag henvendt dig på hospitalet i Dianalund vedrørende oplysninger omkring din morbror. Du talte med vores ledende overlæge, Michael Schmidt. Venligst bekræft hvis mail-adressen er korrekt. Venlig hilsen Emma Foss lægesekretær. Citat slut. Jeg sad lidt og overvejede situationen. Mine overvejelser strakte sig frem til den 4. August 2012 da jeg valgte at svare Emma følgende. Citat begynd: Hej Emma, Det er korrekt at dette er den mail jeg gav ledende overlæge Michael Schmidt. Tak for henvendelsen og hjælpen. Vh Casper. Citat slut. Jeg hørte ikke yderligere fra Emma førend jeg igen retter henvendelse til hende den 25. September 2012. Citat begynd: Kære Emma, Jeg kommer til at rette henvendelse igen, for at høre, hvad status er for min henvendelse, for indsigt i min morbroders journal. Vh Casper Stærk Jensen. Citat slut. Hun svarer allerede dagen efter den 26. September i en mere kærlig vending med ønske om flere oplysninger.. Citat begynd: Kære Casper Jeg har forsøgt at finde oplysninger om din morbroder. Det har desværre indtil videre ikke været mig muligt at finde noget på baggrund af de få oplysninger, jeg har om ham. Jeg forsøger gerne videre. Hvis du kunne give mig lidt flere oplysninger - evt. hans fødselsdag - ville det give en meget større mulighed for at finde noget frem, fordi vores arkiv er indrettet i cpr. nr. orden. Bedste hilsener Emma Foss lægesekretær. Citat slut. Jeg fremsender hende yderligere oplysninger den 27. September 2012. Citat begynd: Emma, Min morbroder hed P. H. Hansen og født den 18 September 1949. Foreløbig tak for hjælpen.. Vh Casper. Citat slut. Fem minutter senere den 27. September 2012 svarer Emma mig en sidste gang og det bliver afslutningen på vores udveksling af mail. Citat begynd: Kære Casper Jeg prøver arkivet igen. Det vil tage lidt tid, så du kan forvente svar i slutningen af næste uge. Bedste hilsener og god weekend Emma Foss Lægesekretær Region Sjælland Psykiatrien Vest Distriktspsykiatrien Sorø Dr. Sells Vej 35A 4293 Dianalund. Citat slut.
Emma skriver en note på en linieret blok a4 papir. Rejser sig fra sit skrivebord og går ned af gangen med et stykke papir i hånden. Banker på døren til den ledende overlæge inden hun går ind.. “Casper har bekræftet sine oplysninger pr. mail.” siger Emma, og lægger papiret med noten på overlægens skrivebord. “Tak for det.” siger han, sidder et stykke tid i stilhed og kigger ned på papiret inden han løfter røret på telefonen og taster et nummer.. “Hej, de taler med ledende overlæge, Michal Schmidt, fra distriktspsykiatrien Sorø. Jeg vil gerne anmelde et mistænkeligt forhold….” siger han.
Hun afslutter.
Nogle dage ind i januar, sagde han, at han ville hjem til sig selv, jeg spurgte om han ville vente og have lidt at spise, men han var ikke sulten og tog sit tøj på og gik, men var meget bange for turen ned til sin lejlighed. Der gik så nogle få dage, hvor han var helt alene, men sagde, at han havde fået købt lidt mad, og når han ikke svarede telefonen, sagde han, at han havde været ude og gå nogle ture. Jeg spurgte, om han ikke ville ringe til sin læge og han sagde, at det kunne godt være han ville. Så en morgen ringede han, og sagde, han havde ringet til lægen og han ville kigge ned til ham. Så ringede jeg lægen op og spurgte om de ikke nok ville skynde sig ned til min dreng, og der gik ca. 1 time, så ringede lægen til mig, og sagde, at han havde indlagt ham, og at han var meget syg. Så fulgte der en meget lang og svær tid, indtil d. 5. august, som blev hans sidste dag.
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
.JPG)
vildt
SvarSletuden pis
SvarSletja ik
SvarSletKære Asta,
SvarSletSolsorten med det gule næb
trappen til den skjulte bunker
den rungende opgang
de gule mursten
garagerne i gavlen
kælderen, og
det dybe fyrrum
hvorfra varmen
steg op i stuen.
køkkenet og svaleskabet,
udsigten over kolonihaverne
radioen, og
det lille køkkenbord
de fire stole
køleskabet, og
det altid rene hjem..
entréen og den gamle drejeskive telefon.
badeværelset med tarrazzogulv
drengeværelset med symaskine
stuen og soveværelset.
scenen sat.
(dage senere)
Kære Asta,
jeg ser dig, for mig, som ung pige ved din mormors computer, i en glidende overgang til, du, voksne kvinde ved tasterne skrive dine digte og senest; roman..
Du rejser med mig, gennem aftenen, i mørket der omslutter regionaltoget mellem Kalundborg og København.
Der er noget ved det hele, som, så forunderligt forbinder mig til dig; om det er den lille peberkværn der sirligt fyldes, med et lille peberkorn af gangen, eller, det billede du skaber i dit svar på din seneste opdatering, til Madsen, er i og for sig ligegyldigt.
Jeg ved end ikke om det betyder noget i sig selv. Blot er det, mig en trøst du er derude og skriver og gør dit virke med dine ord i dit netværk..
Det var som udgangspunkt, noget andet jeg ville fortælle dig, som din mormor vækker en tanke om min mormor, et andet sted, på Sjælland, min barndom, og “de” der skrevet med “i”, som kommer mig til tanke, ved en stund, hvor kupéen reflekteres i togvinduet.
Jeg bilder mig ind, stop; jeg rambler og rammer ikke nerven..
Ligger og kigger op i loftet; vinduet på klem, enkelte biler triller forbi i den kølige, forholdsvis stille nat.
En tåre triller ned over venstre kind ved tanken om alverdens smerte enkelte bærer.
(med forbehold til at rette og viske ud)
Kære Asta,
SvarSletTasterne har kaldt så inderligt på mig, rastløsheden har modarbejdet kaldet.
Kameraet og billederne den fortrukne og lette flugt fra det svimlende ord hav, der skummer af følelser i en turbulent vind af breve fra fortiden, endnu før jeg var en nyfødt, ren og velduftende baby.
Min søgen gennem årene, på det udefinerbare genetiske, har endelig fundet frem til mig, nu,
C/o Boet efter, er pakket ned i kasser og tømt,
står i mit ellers så minimalistiske nye hjem, med ting, min mormor havde i sine gemmer, som min moder tog med sig videre og som på magisk vis, har fundet frem til mig, der ved byrdens tyngde, læser breve, der er et sandhedsbevis på, fortielsen af, de svar, mine spørgsmål stillede ind til.
Dette, det mentale bjerg, klatres i et højdedrag hvor ilten er minimal og trægrænsen ligger under min færden, himlen er blå og du kigger ind til mig, som, kalder du på mine ord og afventer et livstegn. Kommer han eller kommer han ikke, til festen, i det gule univers hvor landet er fladt og bølgen ruller mod kysten i lavt vand og frugten på træet, moden og rød ved skolen og engen hvor telt kan rejses og vejskiltet inviterer til fysisk udfoldelse og der tales om litteratur.
(Som værelset mit legeme befinder sig i, spredte genstande, tilfældigt placeret, falder ordene gennem tasterne i en rodet orden og mit kritiske syn på teksten kommunikere; benyt delete knappen, start forfra, glem det for nu, læg dig ned på din daybed og træk tæppet over dig og luk dine øjne, postspone din kommunikation, dagdriver, gør det du bedst til, gå rundt i byen, i gader du kun kender på facader, hvor du gør dig tanker om andres liv, deres gøren og laden, hvor matte vinduer kigger ned med et tomt blik, på dig, alene fortabt og med ligegyldigheden, som følgesvend. Forlad det hele nye hjem, alle disse genstande der er en fodlænke, til det ellers frie levede liv, flygt ud i den monokultur vi så indbildsk kalder natur og lev, som skyggen udenfor samfundet og bevæg dig usynligt mellem de indbildte forestillede liv.)
Konvolutterne i plastposen dufter af fortid, de er adresseret til min mormor, fra min mor, som stor teenager skriver hun hjem, blot sytten år, indleder hun. Citat begynd; Kære mor, ja så jeg vel ankommet til Schweiz; du kan slet ikke forstille dig, hvor smukt her er, her er høje bakkeskråninger med skov, og skoven er jo i alle farver i øjeblikket, så du kan jo nok forstå, at her er smukt. Citat slut.
Jeg taster adressen ind i google maps og svæver over et ejendoms kvarter i Lucerne. Det lever ikke op til min forestilling, fremkaldt af teksten i brevene, tanken strejfer, at det jo også er fireoghalvtreds år siden og meget kan have ændret sig i den tid, men måske hun var pige i huset, hos en familie, der havde hjemme i et lejlighedskompleks med elevator.
På ryggen af arkivkassen står skrevet, Mormor, jeg falder i staver over det, stirre på den hvide kasse med mønstret af kvadrater inddelt af en tynd rød linje, med hul til en finger, der gør det let, at tage den ud af mængden i et reolsystem. Jeg hælder indholdet ud i en bunke; plastikchartek, postkort, et par rationeringsmærker fra 1950 til 250g smør og margarine. Et chartek indeholdende en dåbs og begravelsesattest, samt et gult linjeret a4, hendes sidste vilje, overskriften; Marts 1996. Et brunt stykke papir hvorpå der står, dåbsattest, med dobbelt a, fanger min umiddelbare interesse og tager indholdet ud, attesten er dateret 1928, familienavn; Madsen.
Kære Asta,
SvarSletEn boomerang kastet i fortiden har ramt sit bytte smerteligt.
Natmaden; ristet rugbrød med Tahini, rå løg, mozzarella i skiver, cherrytomater, krydret med salt og peber nydes stående til savnet af de der i mit liv er gået bort og de der er her endnu, men synes at være fjernt fra den sti mit liv er gået ud af.
Der ingen indretningsarkitekt gået tabt i mig, ej heller en rengøringskone eller ordensmenneske, men kaospilot derimod trives tilsyneladende uden nogen bekymring i sin vært; der ofte kigger sig omkring og gør sig tanker om at skabe et hjem, som flest vil kende til indenfor fire vægge, men dertil at få det gjort, er milevidt.
Du kunne være en hjælp, tænker jeg, til at gennemgå nogen af alle de sager, men mister pusten allerede ved de indledende tanker.
Du får ordene i stedet, en fortsættelse fra der hvor vi sidst slap; Frk. Madsen, som giftede sig Hansen og fik tre børn, hvoraf den ældste, et drengebarn hun oplevede gå bort ved egen hånd, som jeg ikke har forstået smerten af før nu, ved fundet af et håndskrevet brev, ved hendes døds- og begravelsesattest, dateret 19. december 1996 for bortgang og 23. december for jordpåkastelse.
Hun skriver.
“Tanker fra en mor!! Hvordan er det at have et voksent barn der er psykisk syg? (manio depressiv) Det er et mareridt for man er aldrig rolig, de fleste af ens tanker vender hele tiden tilbage til dig når man ikke lige har dig i nærheden, hvor er du? hvad laver du nu? og hvordan kan jeg hjælpe? Den maniske periode er nok den man som mor er mest nervøs for fordi den kan være meget voldsom og når den så er i forbindelse med alkohol forstærkes den yderligere måske med kriminelle eller andre voldsomme ting for at blive hørt.
Den syge prøver også hash og en enkelt gang lidt stærkere sager men vender tilbage til spiritussen og bliver til sidst alkoholiker, og så er det umuligt for ens læge at yde hjælp når der er spiritus i blodet, kan man ikke behandle med medicin og den syge er helt uden hjælp…”
Sådan indleder hun og billederne ruller rundt i hovedet, som åbningen af billardkugler i et spil pool. Et af dem, er det lykkedes at holde fast på, som dukker op igen og igen, over sommeren, efteråret og ved utallige øjeblikke, som i køkkenet, med natmaden i skæret af lyset, alene med stilheden.
Jeg rejser mig fra mit leje, søvnen har valgt ikke at overmande mig og lyset bringes frem af solen til sang af kvarterets fugle. Tøjet på stolen tages med på toilettet og iføres stille. Den kolde hane drejes og vandet fra den drikkes af hånden. Ansigtet vaskes og tænderne børstes. Morgenurin tømmes i kummen og støjen fra cisternen runger mens gummiskoene tages på og snøres til roen af de andres søvn. Hoveddøren åbnes og lukkes, trappen leder mig ned og ud i den morgenfriske luft hvor solens varme stråler møder mit ansigt og bare ben. Cyklen låses op og pedalen, min stigbøjle, sender mig afsted i bevægelse på tomme gader, som ligger åbne for et sommerferie eventyr.
SletUden retning drives cykelkæden rundt af mine tråd, hjulene spinner og styret drejes venstre og højre ned af navnløse gader, forbi en enkelt hundelufter, ned af kastanjealléen langs kirkegårdsmuren og ind i Akademiskoven, der omfavner mig med kølig luft og skygge mens den visker til mig fra bøgens lysegrønne kroner og dækkene hvæser under mig i gruset. Duften af løv og fugtig jord fylder min næse og fryd spredes i mit sind. Insekter sværmer i en solstråle i skovbunden. Et rådyr kigger op fra græsset i en lysning. Engen åbner sig og stien føres mellem indhegning over en lille bro med rislende vand under sig. Kvæg går med yveret fyldt og mulen i græsset. Bremsen trædes til cyklen stopper. En ræv har efterladt en fjerpragt på stien. Støjen fra drabet er for længst forstummet. Drøvtyggeren tager et langsomt skridt frem gennem græsset og endnu en mundfuld, med fascinerende ro, tygger den og løfter blikket op på mig. Hegnet tikker rytmisk og en summen af liv omgiver os. En skovsnegl trækker sit spor efter sig på vej over stien. Et vingesus trækker ind over os, ikke tilfældigt tænker jeg og kigger op, på storken, som i sin nysgerrighed på os, fløj lavt henover for at se os an og fortsatte på langs af skovkanten. I begejstring, trådte jeg i pedalerne og satte efter storken, af stien, som igen førte ind i skoven hvor den svingede venstre og styret fulgte og tempoet nu var drevet af storkens tilstedeværelse i nærheden på jagt efter frøer. Stien blev skåret over af asfalt, styret blev drejet venstre og Fægangen med sine træer lå bølget foran mig, som en tunnel af en allé, førte mine tråd dybt ind i. Ved et rødt gelænder hvor åen løb under vejen, var den så, storken, nu ikke ene og alene, men sammen med en ven eller veninde, midt i åen med vand langt op af deres tynde ben gik de og kiggede roligt ned på bunden. Motorstøj kom fjernt nærmere, en traktor med anhænger trillede larmende forbi og havde nær skubbet mig i åen. Da jeg igen kiggede ned i åen, var storkene allerede på vingerne langt ude over engen. I luften spredte sig en svag duft af morgenstund, der blev stærkere jo længere, afstanden i Fægangen blev tilbagelagt. Langs kolonihaverne mødte kaffen mig, der hang, som et Aladdins tæppe der bar mig hjem til mormor, som kunne høres pusle i køkkenet og duften af friske boller sneg sig ud af det åbentstående vindue. Trappen førte mig op og ind hvor morgenbordet var dækket, tog plads og sagde, jeg har set storken. Storken, spurgte hun, hvor? Nede ved åen! Det var nok bare hejren, du så, sagde hun. Nej det var storken. Havde den et orange næb og ben? spurgte hun. Der blev stille i køkkenet. Spis du nu en bolle, sagde hun og skubbede tallerkenen hen foran mig.
Kære Asta,
SvarSletNu mit leje i skovens bund er skiftet ud med en madras på et plankegulv, på først sal. Da kommer musen ikke længere tilfældig forbi i søgen efter varme og lidt mad. Gæssene med deres hvislende vinger lægger stadig til landing på det blanke vand i mosen, uden min iagttagelse og begejstring, når de i flok taler deres sprog mens de cirkler nedad, for at skøjte til landing og svømme talende rund mens de snadrer føde. Nattehimlen ligger ej heller blottet for mit øje og bålet kaster ikke sit lys til de flakkende skygger der danser mellem træernes stammer og sætter fantasien fri. Kulden trænger sig heller ej på, som en evig igangsætter, for at holde varmen. I stedet pusler livet omkring bag vægge, i rum, på trappen, på gaden, over gården og metroen buldre forbi, fyldt med mennesker, til og fra. Om man er det ene eller andet sted, vil savnet på et tidspunkt trænge sig på, med mindet om noget andet bedre.
Ud af det dukker billedet om dengang, vi i flok, en skoleklasse, hele Sorø Borger real Skole måske endda, gik gennem Akademi skoven, forbi flommen hvor skøjtende børn og voksende legede på isen, som min mor yndede at gøre, som en skøjte prinsesse wannabe og vi hånd i hånd, side om side i to rækker gik mod Sorø Kirke for at lytte til præstens forkyndelse og synge Grundtvigs salmer i juletræets skær, inden vi kunne gå hjem til vores forældre, vores familier, brødre og søstre, for sammen, at holde jul og ferie.
Det år ville det nok have været Fru. Hansen hvor duften af and eller flæskesteg, sneg sig ud af det på klem stående vindue, med rødkål, brunsovs og brunede kartofler. Den puslen, i lejligheden, med juletræ og duggede ruder, med kravlenisser og hendes arbejde i køkkenet satte scenen for illusionen de tidlige år, inden facaden, stille men roligt år for år begyndte at krakelere.
Hun fortsætter…
“Det endte med en grov kriminel handling som førte til fængsling og mentalundersøgelse og tilbage til et større fængsel hvor der var hårde kræfter inden for murene der styrede de svage, ikke helt uden hjælp fra nogen af ansatte af personalet og det førte desværre til forsøg på selvmord. Efter nogle dage på hospitalet endte han igen på en psykiatrisk lukket afd. hvor han blev fikseret og dermed følger af Serenace kuren som er meget hårdt og med mange bivirkninger når man skal ud af den igen. Jeg besøgte ham ikke i den periode da min store datter sagde jeg skulle lade være, da det sikkert ville virke nedværdigende at jeg skulle se ham i den situation.”
Nu stiger duften igen af flæskesteg og and fra ovne ud gennem vinduer der står på klem i andres hjem med andre familier med sorger og glæder, som ligger under træet pakket ind i illusionen om Jesu fødsel, som vil omfavne de, som er juleløse og søger hen vor der er fællesskaber og duften af jul, krammer de, som vælger, at bevæge sig ud.
Kære Asta,
SvarSletJeg steg ind i bussen og viste chaufføren mit rejsekort som fulgte med værnepligten og satte mig umiddelbart på det tomme sæde fremme med frit syn i køreretningen. Byen gled forbi i slowmotion. Den lave hastighed og de mange stop og start ud af byen fungerede som en vugge for en stor knægt der havde svært ved at holde sig vågen og døsede hen i drømmen om det virkelige paradis.
Villabyerne, de lå der igen og ventede ved havelågen til det store gule hus, på drengen med den lille røde schweizerkniv der ville åbne bundterne og folde aviser med reklamer til omdeling på Danmarks dyreste adresser. Han kiggede på sin lille kniv, med et blad og neglefil, som han havde ønsket sig i fødselsdagsgave og havde modtaget med posten fra sin onkel. Hvad mon han gik og lavede, tænkte han; hvorfor han ikke hørte noget fra ham og oplevede et savn i den opløsning han ikke forstod familien var ved at gennemgå. Han sad i nutiden og drømte tilbage på noget ikke så klart længere, men følelsen af at skulle tage det op og kigge på det syntes virkelig og så alligevel ikke; noget ambivalent noget modstridende. Det som en usynlig byrde på ryggen i en imaginær rygsæk, med et tomt indhold uden definition; alt det ikke artikulerede gennem opvæksten, som en barnets kopi af de voksne, en iagttagelse af dem, som levede deres liv uden at fortælle sandheden, eller om de problemer som foregik i kulissen og gjorde barnets virkelighed, til en anden end deres. Det virker som, at være efterladt i skyggen, med den intention at det ville være bedst for barnet. Hvor er det han er på vej hen i livet, hvad gør det overhovedet godt at skrive noget overhovedet, når det er at intet i ham trives og aldrig har gjort det. Er det bare hans lod at holde sig i live og iagttage alt og alle omkring sig gå i opløsning, mens tiden, siddende i sengen, voksen uden drømme længere og forsøge at finde ind til nerven af det, han egentligt ønsker at artikulere videre til verden, mens nytårsfyrværkeriet buldre mellem bygninger og intet længere er som det kunne have været, andet end en gentagelse af i går og i går en gentagelse af i forgårs. Det var et absurd kalejdoskop der drejede rundt for hans indre.
Jeg vågnede og tørrede savlen af hagen og kiggede mig omkring og rettede forvirringen ind i en orientering af omgivelserne og måtte sande jeg havde været væk et stykke tid og havde mistet muligheden for at kigge ind på den mytiske Herlufsholm Kostskole. Vi var på vej ned i dalen hvor åen løb under broen, på tværs af vejen og markerne stod med bondens afgrøder og kiggede op på solen. Kanoudlejningen lå på breden, med deres kanoer og ventede på, nogen skulle søsættes, som han havde gjort med min fætter et par gange i de tidlige år. Og vi sammen gjorde, som store teenagere med fisketænger, bål og den magiske nattehimmel med stjerner og de flygtige satellitter.
Chaufføren styrede den halv fulde bus ind omkring stationsbygningen hvor enkelte stod af og flere stod på inden den igen satte i gang med udsigt over søen, der lå og spejlede Akademiet i sig. Før busholdepladsen ved skolen, trykkede jeg stop, kiggede ud gennem vinduet på skolen og de brune barakker der hver rummede to klasser trin hvor mine første skoleår startede. Jeg blev siddende lidt og lod andre passagerer gå ud først og tænkte på den tid før busholdepladsen var til og fritidshjemmet endnu lå på hovedgaden og den nye kommune ikke skulle koste det gamle hus livet. Nu var der et helt nyt fritidshjem uden mine minder. Som det hele dog var forandret, tænkte jeg, rejste mig og gik ud i solen og blev mødt af trækronernes hvisken op langs det nye kompleks af vuggestue, børnehave og fritidshjem i et.
- Hej Casper, afbrød en stemme mig i min grublen, jeg vendte mig rundt, det var Dorthe. Hun var også vokset, pigen var blevet høj med former og bryster i smart tøj og sminke i ansigtet.
Slet- Hej Dorthe, jeg genkendte dig ikke, det længe siden.
- Ja, sagde hun, du blevet soldat.
- Ej, værnepligtig, soldat bliver jeg aldrig.
- Det noget værre noget med Peter hva’? fortsatte hun.
- Med Peter?
- Ja, det han gjorde nede i byen! Bankrøveriet, sagde hun, ved du ikke det?
- Jo, men jeg kender ikke detaljerne.
- Folk de snakker ved du nok, sagde hun, jeg synes det er synd for ham.
- Tak Dorthe, pas du på dig selv, vi ses.
- I lige måde Casper, sagde hun, hils din mormor.
Pludselig blev alle vinduer til øjne og alle øjne til stirrende bebrejdelser. Nu var forandringen af byen ikke kun på byggetomter i landskabet, nu var den flyttet ind i folks forestilling og bevidsthed om os også. Jeg åbnede døren til opgangen der duftede og lød som den plejede og holdt på minder fra tidligere år. Jeg stemte dørklokken og kiggede på navneskiltet på brevsprækken, mens jeg ventede på døren blev åbnet. Der lød en langsom puslen, sagte skridt, inden døren blev åbnet langsomt.
- Hej Casper er det dig, sagde hun, kom indenfor.
- Ja, det mig, hej mormor og tak..
Hun fortsætter..
“Der var også her et par plejere som ikke var særlig rare, og en overlæge som jeg fik indtryk af, ikke var klar over at det var et råb om hjælp.
Han blev udskrevet og hentet af sin far som var på en eller anden måde blevet udset som værge for ham, da jo var kommet ind under kriminalforsorgen og tvunget til antabusbehandling, og altså nu kunne komme i medicinsk behandling. Han blev sat af i sin lejlighed og hans far blev Ca. 15 min. hvorefter han kørte tilbage til København, der var ingen hjælp til indkøb af nogen slags og efter lang tids fravær var der intet mod hverken sult eller tørst. Efter Ca. en halv time kom han hjem til mig og blev et par dage, så fik vi købt lidt ind så han havde morgenmad og frokost, og kom så her og fik sin varme mad til aften og klarede det i en periode fint. Han rejste to gange om ugen til hospitalet og fik sin medicin + antabus. Han snød tre gange med antabussen, de to gange skete der ikke noget særligt, men tredje gang gik det galt.”
Kære Asta,
SvarSletJeg trådte ind i entréen, lukkede døren til opgangen, fulgte efter hende forbi badeværelset, hvor vi drenge engang lå og lurede gennem sprækken under døren da moster badede, og værelset, hun kaldte drengeværelset, hvor vi drenge plejede at sove, når vi var på besøg i de tidlige og stadig naive år.
Hun gik ind i køkkenet hvor hun placerede sig med albuerne på køkkenbordet og trak vejet med besvær iført sin jogging dragt og rakte ud efter en pose mentolbolsjer og rystede nogle stykker ud på bordet.
- Et bolsje, tilbød hun, og kiggede op på mig med et sort indsunket blik.
- Tak, sagde jeg, tog et par stykker og satte mig ned til stilheden af tidens gang fra det lille bornholmerur, der slog fra væggen i stuen. Ensomheden var tilstede og dominerede vores samvær.. Urets rytmiske slag blev højere og højere og forsvandt ind i mig, til skridt, på vej ud i fremtiden.
Et lavtryk med dets grå nuancer rullede ind over mig, lyset blev taget ud af den tidlige eftermiddag, vinden tog til og begyndte at brøle gennem gaderne. Enkelte cykler væltede ind over andre cykler og butiksskilte drættede omkuld. Poser, papir og blade blev kastet op fra fortorv og rendesten. Træer og buske stod og rystede deres kroner så løvet raslede af dem.
En enkelt dråbe varslede at vand var på vej. Himlen var dækket i et blygråt tæppe, der ikke kunne blive hængende uden at give efter. Luften var ladet med statisk elektricitet så håret rejste sig på hovedet af mig. Forberedelsen til trods, gav det et spjæt i mig da lynet slog ned og kortvarigt oplyste eftermiddagen, med et tordenskrald, der kunne mærkes i brystet. Nu blandede duften af svovl sig også i det dystopiske billede, som bragte nedbøren med sig. Min destination lå ude i horisonten, under det mørkeste himmel hav og vejen dertil førte gennem et umiddelbart helvede der på ingen tid, regnslaget tiltrods, havde gennemblødt mig. Der var kun en vej, det var frem, skridt for skridt mens jeg trøstede mig med et mentolbolsje og tordenen rullede truende hen over himmelen afbrudt af lyn der dirrede mellem himmeltæppet og landskabet.. En skikkelse kom til syne fra en sti og gestikulerede et goddag. Vi fulgtes et stykke op af en bakke inden han præsenterede sig..
- Goddag jeg er Holberg, sagde han, men de kan kalde mig Ludvig.
- Goddag Ludvig, jeg er Casper, svarede jeg og gav ham hånden.
- Casper, bare Casper, spurgte han, intet efternavn?
- Nej, intet efternavn, bare Casper.
- Nå, udbrød han, Casper uden efternavn! Hvor er de så på vej hen?
- På vej ind i fremtiden, sagde jeg.
- Fremtiden, interessant og så i det uvejr, svarede han og fortsatte. Jeg kommer fra fortiden, der må være gevaldige spændinger i nutiden.
- Ja mon ikke, lo jeg, det kan du have ret i.
Et lyn slog ned i kirken bag os, så kirkeklokken rungede i harmoni med tordenskraldet.
- Det var tæt på, sagde Ludvig og vendte sig rundt mod mig, velkommen til Tersløsegaard her bor jeg så..
- Tak, sagde jeg, belejligt med lidt husly. Og fulgte efter ham ind mellem to majestætiske piletræer gennem den dobbelte hoveddør han åbnede op. Der stod vi et stykke tid og kiggede ud på vinden, der rev i regnen og skyerne der drev lavt hen over kirken for foden af bakken, som blev oplyst af lynglimt og vi lyttede til glasset i vinduerne der klirrede til tordenskraldene.
- Heroppe er vi hævet over kirken, sagde Ludvig, og tættere på Gud.
- Tro du på Gud Casper? spurgte han.
- På Gud nej! svarede jeg, men Gud tror på os.
- På os, grinede Ludvig, den var god.
Med ét brød skyerne op og solen skinnede ned på Tersløsegaard og regnbuen stod i bro over kirken.
- Der fik Gud sørme en åbenbaring, grinede Ludvig endnu højere mens han gik gennem stuen og op af trappen til første sal. Hans latter og fodtrin forstummede og stilheden bredte sig til haven hvor fuglene var begyndt at kvidre og kom frem fra deres skjul. Jeg gik ud og ned af bakken forbi kirken ind til Dianalund.
I bycenteret var en kvinde betaget af min mundering i bomuldsskjorte, shorts og støvler, med rygsæk og guitar og notesblok i brystlommen.
Slet- Hvor er en omrejsende som dig på vej hen? spurgte hun.
- Jeg driver bare rundt, sagde jeg, det sommerferie!
- Nå, sagde hun, så kan du jo drive med mig hjem og overnatte på sofaen, som en rigtig coach-surfer.
- Nej tak, svarede jeg, det har jeg ikke lyst til.
Jeg bemærkede en mand, med mørkt hår og skæg, almindelig af statur, stå og iagttage os.
- Nå så det har du ikke lyst til! sagde hun, du ligner til forveksling Jesus, ved du godt det.
- Det har jeg fået skud i skoene før, sagde jeg, men jeg kan altså ikke frelse dig..
- Frelse mig, jeg skal ikke frelses, sagde hun, det dit lange hår og skægget der gør det..
- Kender du den mand der, spurgte jeg, som står og stirre på os ovre ved Bog og Ide?
- Har aldrig set ham før, sagde hun, han synes sikkert også du ligner Jesus..
- Bare det kun er det, sagde jeg, så der ingen grund til bekymring, tak for nu!
Jeg drejede rundt og gik ud af centeret over mod skoven for at brygge en kop kaffe og spise en bid mad. På en bænk, på en rasteplads i skovbrynet, pakkede jeg min frokost ud.
En schæferhund stod pludselig nogle meter fra mig med tungen hængende ud af munden og kiggede på mig.
- Hej med dig, sagde jeg, det min frokost.
Den begyndte at logre med halen og kom henimod mig. Den snusede undersøgende på afstand og satte sig og kiggede mod stien den var kommet af. En kvinde kom os i møde.
- Undskyld, sagde hun, han gør ikke noget.
- Det helt i orden, sagde jeg, jeg gør heller ikke noget. Jeg spiser bare lidt frokost og koger vand til kaffen.
Vi sludre lidt om løst og fast og hun stillede ind imellem de obligatoriske spørgsmål; hvor jeg kom fra, hvad jeg lavede på disse kanter og hvor jeg var på vej hen. Jeg svarede på spørgsmålene og undlod at afsløre min faktiske gøren i Dianalund.
En bil med to mænd gjorde standsede på vejen da de fik øje på os, bakkede lidt, og kørte helt op til bænken.
- Jeg pakker lige min foldekniv væk, sagde jeg mens jeg iagttog de to mænd bag forruden i dialog.
- Hvad skal de mon herind for? spurgte hun.
- Det ikke godt at vide, sagde jeg, det forekommer mig at jeg er et besynderligt trækplaster.
Bilen blev sat i gear, de bakkede og kørte deres vej.
- Det var underligt, sagde hun, det var som om de kom på andre tanker da de så hunden.
Kvinden kiggede på mig og lagde hånden på hundens hoved, og manden fra Bog & Ide, cyklede henover rastepladsen.
- Der er noget metafysisk over det her, sagde jeg, manden på cyklen stod nede i centeret for et øjeblik siden og stirrede på mig mens jeg handlede.
- Det nok bare tilfældigt, sagde hun og studerede mig så øjnene rullede rundt i hovedet på hende.
- Det ikke for noget, sagde hun, men du ligner altså Jesus.
- Jesus, svarede jeg, hvis du siger det, så må der jo være noget om det.
- Hvad mener du, spurgte hun.
- Det har jeg fået af vide før, sagde jeg, senest af en kvinde i centeret da manden på cyklen stirrede på mig.
- Det kan være han også synes du ligner Jesus, sagde hun og lo, har du lyst til nogle småkager til kaffen.
Hun tog en pakke op af tasken og rakte den frem mod mig.
- Nu du allerede har stukket dem i hånden på mig, sagde jeg, vil jeg ikke sige nej; Tak!
Hun kiggede mig dybt i øjnene og trak et par skridt bagud og klappede hunden.
- Det var hyggeligt at tale med dig, sagde hun, tak for nu, pas på dig selv herude.
Jeg vinkede et farvel og kikkede på pakken med småkager mens hun gik med hunden. Olivias Butter Cookies, stod der på pakken.
- Casper, Casper, sagde hun og lagde sin rynkede hånd på min skulder, hvis du trænger til at sove kan du lægge dig ind på sofaen og tage tæppet over dig.
SletJeg vågnede ved den fjerne kalden og orienterede mig rundt i rummet. Køleskabet, det gule spisebord med voksduen, radioen der spillede lavt, “Du ringer vi spiller”, og det kvadratiske vindue med skoven og kolonihaverne som udsigt. Solen skinnede og himlen var blå, det lille batteridreven ur på væggen over radioen sagde fem. Mentolbolsjet, resterne af det, lå som en dårlig smag i munden og mit fokus blev rette mod vandhanen..
Jeg tog fat i hendes hånd og kiggede ind i hendes ulykkelige øjne, døden havde for alvor sat sig i karakter hos hende.
- Jeg skal lige have et glas vand, sagde jeg, men det kunne godt være vi burde tage en lur en times tid.
Jeg rejste mig og hun satte sig. Jeg lod vandet fra hanen løbe og tog et glas ud af skabet over køkkenbordet.
- Der er is i fryseren, sagde hun, kunne det ikke være dejligt i et glas vand.
- Jo, svarede jeg, det kunne det da bestemt.
Jeg åbnede først køleskabet, hylderne var tomme.
- Er du sulten, spurgte hun, jeg har kun lidt rugbrød med leverpostej og rødbede.
Jeg tog isen ud af fryseren og slog nogle terninger ud i glasset, holdt det hen under det rindende vand, slukkede grådigt tørsten, først en gang, anden gang lidt langsommere, tredje gang lod jeg isen afkøle vandet og satte mig overfor hende.
- Ja, jeg er faktisk lidt sulten, sagde jeg, er du sulten for ellers kan det vente.
- Jeg spiser ikke ret meget for tiden, sagde hun, men vi kan da godt vente til efter vores lur.
Jeg tog en slurk af det kolde vand og nød forfriskningen af det.
- Ahh det var dejligt med is i vandet, sagde jeg, så skønt som køligt vand slukker tørsten.
- Ja, der kan du bare se, sagde hun, læg du dig nu ind på sofaen så lægger jeg mig ind i sengen en times tid.
Hun fortsætter..
“(det skete ved at den der skulle give ham Antabussen var uopmærksom og han kunne nemt hælde det i vasken den enegang var det overlægen selv der var tilstede)
Men den tredje gang da det gik galt drak han en flaske Rødvin, og gik ned til Anna's mor og ville ind, hun havde gæster og så straks at han var beruset, og nægtede at lukke ham ind, han gik vred sin vej men kom tilbage og smed en sten gennem et vindue, hvorefter en af gæsterne gennembankede ham, og der blev ringet efter Politiet, de ringede også til mig, men hvad skulle jeg gøre. Jeg vidste ikke hvor de havde kørt min dreng hen, og regnede med at han fik lov til at sove rusen ud på P. Stationen, da jeg til middag ikke havde set ham ringede jeg til Politiet og spurgte hvor han var, og fik det svar at de havde afleveret ham på den lukkede afd.”
Kære Asta,
SvarSletDet lille bornholmerur, over den masive egetræsskænk, tikkede hypnotiserende. Det var trukket op. Hvem mon havde gjort det, tænkte jeg, havde hun selv formået det? Gardinerne hang som de plejede og vindueskarmen var grøn af planter. Døren til altanen stod på klem. Fjernsynet stod i hjørnet som det altid havde gjort, og sofaen jeg lå på, en trepersoners stod med kakkelbord, en topersoners sofa og den mest slidte af de tre, som matchede hinanden, lænestolen, som en øde ø, hvor hun havde siddet og ladet tiden gå til underholdning af Otto Leisner.
Loftet var dækket af parketstave, møblerne stod på væg til vægtæppe og landskabsmalerierne hang i guldramme over sofaerne. Alt var næsten som det plejede, havde det ikke været for tiden, som var gået, og vi børn, som løb uskyldigt og legede og blev serveret, hjemmelavede isvafler med regnbue is, flødeboller, flødeskum og syltetøj i sommerferien, var blevet voksne og kom ikke længere forbi. Livet var gået ind i en anden fase for os alle. Stuen, som engang rummede leben og samlede os omkring det store egetræsbord til højtider, dækket op med and, varm leverpostej, sprøde flæskesvær, rødbeder, rødkål, snaps, øl og vand, var nu blot minder, til tikken, af det lille bornholmerur på væggen.
- Sover du Casper, kaldte hun svagt fra sit soveværelse.
- Ja, svarede jeg.
- Hvad tænker du på, fortsatte hun efter en lille pause.
- Dit liv og morfar, sagde jeg.
Der blev stille, kun urets gang brød stilheden.
- Morfar, sagde hun - hvorfor tænker du på ham?
- Hvem er han, spurgte jeg og fortsatte, hvorfor har vi aldrig mødt ham?
-Hvorfor vil mor ikke se eller tale om ham, brød jeg igen roen.
Stilheden larmede, så selv uret i stuen, for en stund blev stille.
- Hvor mødte i hinanden, fortsatte jeg, hvornår blev i, i grunden gift? Ja, i blev vel gift, ikke?
Stilheden forblev stille, kun gardinet ved altandøren rørte på sig og blottede den stak spillekort, slidte i kanten, som altid lå der.
- Lægger du egentlig stadig kabale, spurgte jeg, og holdt vejret.
- Ja, det gør jeg når jeg har overskud, svarede hun.
- Har du overskud i dag, sagde jeg, så kan vi da lige få sådan en til at gå op, inden vi tager en bid mad.
- Ja, det kan vi godt, svarede hun, hvis du har lyst.
Sengen knirkede, da hun satte sig op med et suk.
Stilheden afslørede hendes kol og besværet hun havde, med at komme på benene. Hun bevægede sig langsomt og sagte bag den kvælende vejrtrækning.
- Hallo, Hallo, sagde en mand - mens han skubbede til mig.
SletTunnellens dyb forsvandt, mørk, agterud under metroens buldren. Ruden reflekterede kontrolløren, der skubbede.
- Har du en billet, spurgte han.
Jeg rakte mit rejsekort ud mod ham, han scannede det, jeg rejste mig til bippet, steg af en station for tidligt og gik det sidste stykke hjem.
Postnord-buddet trådte ud af opgangen, steg op på sin blå trehjulede el-ladcykel, kørte forbi mig, mod næste opgang.
Et langt skridt over dørtærskelen, forhindrede døren i at smække. Jeg satte nøglen i postkassen, så til min skræk, et brev fra et advokatkontor i Egtved, frankeret, Quickbrev. Det var et tykt og tungt brev i en rudekuvert. Jeg rev et hjørne af, stak en finger ind og åbnede det. Det var dateret den anden marts 2023. En linje fremhævet med ekstra tyk skrift, stak i øjnene, vedrørende et bo, efter Maren og Hans.
Hvem i alverden er Maren og Hans, tænkte jeg og bladrede gennem papirerne, fra Retten i Kolding og Rigsarkivet.
Det var nærmest volapyk af adresser, datoer, fødselsår, dødsår, navne og vielser. Børn, børenebørn og oldebørn, som strakte sig tilbage, til mine oldeforældre i det 19. århundrede.
Jeg var selv nævnt, som barn af niecen til Hans, som da måtte være min moders farbror, altså min morfars bror, som var min grandonkel og min mormors svoger.
Min grandonkel Hans blev født 1928 i Hald, Randers, som lillebro til Jens-Frederik, født 1926 i Hald, Kærby. Han blev borgerligt viet, til min mormor, Tove Minna, i København i 1949. Ægtefolk var de i tyve år og fik tre børn, inden de blev separeret i 1969 og skilt ved overpræsidiet i 1974.
Hun fortsætter..
Jeg ringede så afdelingen op og fik at vide de havde ham, og at han ikke ville komme hjem de første par dage, jeg fik også lov at
tale med ham selv, og han fortalte hvordan han var blevet mishandlet af en stor mand. Han havde to store blå øjne, en næse der ikke
havde det særligt godt og hans ribben varede det ca. et halvt år før de var normale
igen, han var ellers meget rolig men græd over det der var sket, og sagde jeg ikke skulle ringe nogen steder hen. Men næste morgen ringede
jeg alligevel og fik en meget kort samtale med overlægen, for at høre hvordan min dreng havde det. Han spurgte om jeg havde set ham og det kunne jeg benægte. Overlægen fortalte så hvordan han så ud, han havde sandelig fået mange smæk. Og jeg fornemmede at det frydede Hr. Overlæge.
Kære Asta,
SvarSletTelefonen ringede, trafikken gled i begge retninger, markiserne skyggede for blomsterne på rullereolerne jeg stod og vandede, i juli varmen, med vandpistolen monteret på vandslangen. Forbipasserende stoppede og kiggede på buketter og potteplanter. En kvinde i sandaler og en blomstret bikini rettede sig mod mig, med en potteplante i hver sin hånd.
- De her er altså knas tørre, sagde hun smilende, og trænger virkelig til noget vand.
Jeg rettede, unden tøven, vandstålen i hendes retning og gav bikinien det vand den bad om..
- Hvad fanden har du gang i, skreg hun og hoppede baglens.
Telefonen ringede fortsat. Kunder gik ind og ud af butikken. Ekspedienten, Rose, havde ikke i sinde at svare den. Jeg løftede blot vandpistolen lidt højere, så bikinien fik det vand, den havde bedt om.
- Stop for fanden, råbte hun og stak i løb med potteplanterne, sprang ind i en sort golf cabriolet til veninderne og kørte af sted i bedste Bonnie and Clyde stil, med deres udbyttet.
Jeg rettede vandpistolen mod kørebanen og trykkede hanen i bund.
- IDIOT, råbte de i kor, da de kørte forbi, grinende med Beach Boys i CD-afspilleren, mens et par stykker flashede patter og røv af mig.
- Casper, råbte Rose, gider du ikke nok svare telefonen!
Jeg smed vandpistolen på fortorvet og løb ud i baglokalet.
- Det er Blomster pavillonen, svarede jeg, hvad kan jeg hjælpe dem med..
- Bip bip bip, lød det fra røret.
Jeg gik ind i butikken, der var fuld af kunder og alt for høj luftfugtighed og Rose, der ellers tog det med ro, så ud til at være lige ved at koge over.
- Rose, sagde jeg, kan jeg gøre noget for dig?
- Ja, vil du ik’ nok løbe hen i Skjold Burne og hente en Jack Daniels og en pose is, sagde hun, og få det skrevet på regningen.
- Jo da, svarede jeg.
- Og Casper, sagde hun.
- Ja, svarede jeg spørgende.
- Du skal ikke sprøjte vand på kunderne igen vel, forsatte hun.
- Bikinien bad selv om det, sagde jeg på vej ud af døren, så hvis ingen igen beder mig om vand, så gøre jeg det selvfølgelig ikke igen.
- Vandslangen, råbte hun, skal ikke ligge på fortorvet..
Jeg samlede vandpistolen op, rullede vandslangen på stativet og slukkede vandhanen på siden af bygning.
På modsatte side, af Strandvejen, dukkede mormor op med familiehunden Soffie, af en sidevej. Hun hev gentagende gange voldsomt i hundesnoren, de standsede og hun tog fat i halsbåndet med venstre hånd og med hundesnoren, i højre hånd, slog hun gentagende gange Soffie’s rygstykker og bagdel.
Jeg satte mig ned, på stolen, ved det massive egetræsbord, iagttog hende tage kortene frem fra vindueskarmen, sætte sig overfor mig og begynde at blande dem.
- Hvad tænker du på, spurgte hun.
- Hvem der i grunden trækker dit lille bornholmerur op, sagde jeg.
Hun slog bunken af kort, på højkant, mod dugen og samlede dem i venstre hånd og fordelte dem, garvet, som en gammel poker dealer med sin kronisk syge hånd, med “dupuytrens kontraktur”.
- Så kender jeg dig igen, sagde jeg, du mangler bare en grøn Cécil i mundvigen og glasaskebægeret ved din side.
Hun løftede blikket fra kortene, kiggede på mig og grinte.
- Du kan lige hente posen med mentolbolcher i køkkenet, sagde hun og fortsatte med at lægge kortene til sin syv kabale.
SletI køkkenet spillede radioen stadig sagte, “De ringer vi spiller”, Jørn Hjorting havde en lytter i røret.
- Vi har jo også en Frk. Klokken, at tænke på, sagde han.
Jeg stoppede et par mentolbolcher i munden, tændte for vandhanen og lod vandet løbe, fyldte et par glas og gik ind i stuen igen.
- Du, Frk. Klokken, sagde jeg, hvem trækker i grunden dit lille bornholmerur op?
- Det gør Jørn Hjorting, svarede hun med et grin og fortsatte, den her kable går ikke op.
- Så må du lægge en til, sagde jeg.
- Det tror jeg ikke jeg har energi til, svarede hun og tog et mentolbolche og skyllede lidt vand rundt i munden med det, og fortsatte, det gør jeg selv når jeg har energi, ellers får jeg mine gæster eller nabo til at gøre det.
- Så skal jeg måske trække det op, sagde jeg, hvor er nøglen?
- Den ligger i bunden af uret, sagde hun og delte kortene endnu engang.
- Det gør den ikke, sagde jeg og følte efter i krogene.
- Nå, gør den ikke, sagde hun og stak hånden i lommen på morgenkåben.
- Så ved jeg ikke hvor den er, sagde hun, mens hun rykkede rundt og vendte kort og suttede på sit mentolbolche.
Hun fortsætter..
Jeg spurgte om det ikke var ulovligt
selv at afstraffe, men fik ikke noget
svar, sikkert fordi antabustilsynet
havde svigtet.
Han kom hjem efter ca. 10 dage, med solbriller på og ondt i sine ribben.
Et polititilhold om ikke at komme i nærheden af Anna’s mor, men Anna måtte han godt se, og så fik han en
forlængelse under kriminalforsorgen.
Der var sket en mærkbar forandring med
ham, han var blevet mere deprimeret og
meget angst, der kom også korte
perioder med mani dog uden det skadede
andre end ham selv, det var ligesom om
det var gået op for ham at han aldrig
ville blive rask igen.
Denne kommentar er fjernet af forfatteren.
SvarSletKære Asta,
SvarSlet[Interludiet].
Du den toogfirsenstyende fabrikant
der spejder efter maskiner og
får øje på min bare røv i en strandkant.
Tiden er nu, fortid og fremtid.
Jeg er blot et barn
jeg er iført gummistøvler
jeg hopper i vandpytter.
Du er mit totemdyr
Du er min Puma
Du er endnu ikke materialiseret.
Mit hjerte var let
mit hjerte var hverken eller
mit hjerte er smerte.
Tårerne triller ned af mine kinder, som
vagabonden, på flugt, på sin cykel
ned fra bjerget, de kalder; skyldfølelse.
Det gamle sind er mørkt
det lille hjerte slår tungt —
et ekko runger weltschmerz.
I en dal mellem to bjerge
en landevej, ved en flod
vandets strøm, mine tanker.
Med jeget, som indpisker
og vagabonden, som motor
forsøger skribenten, endnu engang
at forcere bjerget, ved sine taster.
Er livet en sådan størrelse
man bare kan tage sig af
hvis man ikke længere
har lyst til af gå gennem det?
Bøgerne og brevene rejser sig
som en usynlig og listig tsunami
fra underbevisthedens skjulte kamre.
Moder er isoleret med to sønner
brevskriver oversøisk, via air mail.
Kære mor og søster,
Casper er ude at lege
han cykler hele dagen lang,
på sin tohjulede cykel.
Han leger det er en motorcykel, og
han skal have en nøgle til den,
for ellers kan han ikke starte lortet, siger han.
Han taler meget om dig mor,
og han vil blive lykkelig
hvis det lykkes os, at
få dig en tur herover til sommer.
Lykken kom
lykken så
lykken sejrede.
Bevisbyrden står
sort på hvidt
Onsdag morgen
den sekstende juni
det herrens år, 1975.
Kære datter,
bare en kort hilsen
fra din mor, og
alle os her i Canada,
vi har det godt.
Vi har set mange skønne ting,
og oplevet en masse.
Casper og mormor
har deres eget værelse
og vi sover dejligt.
I nat har Casper været syg
og haft meget høj feber.
Har Verner ringet?
Hun forsætter..
SvarSletLægerne kunne ikke hjælpe, medicinen hjalp ikke, kun det han fik til at sove på var han glad for, så kunne han falde
til ro. Han købte det nye testamente og
læste hver aften et lille stykke, og
måske er det det der har givet ham kræfterne til hans sidste handling, jeg
ved han tænkte meget over at komme
herfra. Jeg sagde så tit til ham at jeg
ville ønske at jeg kunne hjælpe ham,
men fik altid det svar, at det var det kun ham selv der kunne.
Jeg var klar over at hans tanker
kredsede meget om at tage sit eget liv,
og var meget nervøs når han var hjemme i sin egen lejlighed og ikke svarede
gennem telefonen, men slog mig til ro
med at han nok gik sig en tur eller sov.
Kære Asta,
Skovstien strakte sig langt for øjnene, bøgetræet, som Familie Journalen fik udråbt til Danmarks Nationaltræ, rejste sig rankt, trækronerne bredte sig majestætisk, de stod skulder ved skulder, den lune brise hviskede i bladene grønne. Jeg gik og kiggede op mellem de slanke stammer, ind i kronerne, der strakte og forgrenede sig ud, i finere, mere snoede og smidige lemmer, med mindre styrke, tættere, der husede fuglene der sang og fløj fra gren til gren, fra træ til træ.
Ingen af træerne inviterede til at kravle op i dem, der var for meget stamme og ingen grene nær jorden man kunne tage fat i og hive sig op i. Der måtte da stå et klatretræ et sted blandt dem alle, tænkte jeg, og fortsatte frejdigt ud af stien, dybere ind i skoven. Jeg forestillede mig, et ikke for højt og et ikke for spinkelt træ, et ikke ungt, men et ældre træ der rummede tiden, et der havde stået i vind og vejr og fået sin helt egen personlighed og blevet beundret og stadig blev det, af mænd og kvinder og børn der krydsede dets vej.
Et sådan træ dukkede op ved en skillevej på skovstien, det stod i midten af en lysning, stien delte sig og krøb omkring træet, en bænk var placeret så man kunne sætte sig og nyde en stund i dets selskab. Det var et harmonisk træ, stammen bred, enkelt stikgrene rakte ud mod de fire verdenshjørner, kronen prangende, med en tæt manke af fjerformede blade. Stien var dækket af dets nedfaldne frugt. Jeg bukkede mig ned og samlede en aflang nød op, tænkte på egernet, vildsvinet, på den lille mus, gnaveren, og alle de andre dyr i skoven, der gennem tiden, havde spist sig mætte i egens frugt.
Jeg gik rundt om det, mærkede og følte dets bark, lænede mig op af det, krammede det, tog et skridt tilbage og kiggede på det, snuste til og kysede det, klamrede mig til det. Jeg rakte armene i vejret, hoppede og greb fat i dets mest indbydende lem, løftede mig op og kravlede ind i egetræets gamle knudrede krone, blandt fuglene, laverne, edderkopperne og myrene. Der satte jeg mig, stille og lyttede til hvad det havde at sige, og kiggede i stilhed på, de få, der passerede forbi på stien under. Var det her, tænkte jeg, var det i dette træ han kravlede op, var det her han bandt den stump af ledning fast, han havde taget ovre fra afdelingen, trukket løkken over hovedet, lukkede øjnene, lod sig falde og dinglede frem og tilbage, så blade og agern faldt til jorden, alt medens han blev kvalt, til der igen blev tyst under solen og alt åndede fred og idyl. Var det her han pendulerede til stilstand og hang i fulstændig lod, da skolepigen på stien fik øje på ham. Jeg søgte at vide det, havde banket på døre, spurgt, afvist, uden at få et tilfredstillende svar, jeg drev rundt, som en forlist bøje i åben sø, uden retning, i tilfældighedernes uforudsigelige spil.
Jeg gled ned fra grenen jeg sad på, hang i armene og svingede frem og tilbage, lukkede øjnene, lyttede til træet, bladene, vinden, fuglene og den fjerne trafik, det hele univers. Jeg slap grenen og landede på mine ben, kiggede op og tænkte, det er et godt klatretræ.
SletJeg havde strejfet rundt på egnen et par dage og den var allerede begyndt at være gammel og uinteressant, kedelig med dens genkendelige matrikler og parceller bag hegn og ligusterhæk, huse med fattige konger og dronninger der levede illusionen, deres eget lille kongedømme med en billig karret og et par rustne jernheste i garagen, haveskuret fyldt til renden med ting og sager, akkumuleret over tid, fra fødselsdage og juleaftner, som dødsyge gentagelser, forudsigelige, som frøken klokken, gik livet i ring, som jeg selv gik rundt i gaderne og lommefilosoferede over eksistensen og nåede frem til den samme og kedelige konklusion, om livet, specielt på denne egn, hvor udtagelsen bekræfter reglen om konventionel medicin, hvor marker med sprøjtespor og afgrøder omsluttede middelmådigheden, som kun en psykose eller døden kunne bryde ud af.
Jeg fortsatte ud af stien, krydsede lokalbanen, stoppede op et øjeblik og kigge ned langs skinnerne, overvejede om jeg skulle følge dem ind til stationen og tage det første tog væk herfra, øst eller vest, uanset retning, det gjorde ingen forskel, det ville fører mig til et regulært spejlbillede, en parallelforskydning af egnen her, dog med et par nuancer, om ikke andet, så et par nuancer der hurtigt ville blive en trivialitet, som trivialiteten selv, en trivialitet, som ingen ende havde. Mon det er følelsen, tænkte jeg, som har drevet mange, en mand og en kvinde, til den ultimative gerning, som gennem den kristne tidslader er blevet udstødt for eftertiden og begravet på den anden side af hegnet, afskåret fra de gode tilbedere af gud, fra fællesskabet, som passede deres kirkegang og bad deres bønner og troede på frelseren, Jesus Kristus af Jerusalem.
Jeg gik videre og lo lidt for mig selv, kløede mig i skægget og strøg en hånd gennem mit lange hår, mit udseende alene, vidnede om hvor dybt billedet af frelseren var brandet i os alle, hvor stærk en indflydelse han havde på os, troende eller ej. Men hey, enhver er salig i sin egen tro, tænkte jeg, og det alene, kan flytte bjerge.
SletEn person i farverige klæder dukkede op på fortorvet længere fremme, vi gik mod hinanden, jeg krydsede Holbergsvej, den farverige krydsede også over vejen. Vi gik igen mod hinanden, nu på det modsatte fortorv. Hvad fanden, tænkte jeg, og krydsede tilbage over Holbergsvej, det samme gjorde den farverige. Jeg stoppede op, overvejede et kort øjeblik, at vende om, men blev stående og afventede den farverige ville passere forbi. Den farverige, var nu så nær, at jeg kunne se den farverige havde skæg og var en sydlandsk lignende mand i trediverne.
- Hello, sagde han, på afstand og løftede højre hånd og vinkede.. Jeg blev stående og tænkte, åh nej, hvad nu? Hans hår var langt og sat op med det der lignede en spisepind fra den lokale grillbar.
- I saw you yesterday in the city center, sagde han, and the romour has it, that you sleep in the forest and climb trees.
Jeg stod stille, lyttede og kiggede på ham, uden interesse i at indgå en samtale med ham. Han havde et venligt udtryk, men situationen virkede ikke bare en smule underlig, der var noget yderst besynderligt over den, som om, vores møde var i iscenesat.
- Do you not speak and understand english, sagde han, og løftede øjenbrynene spørgende.
- I do yes, svarede jeg, but you seem just a bit too direct and insisting in your approach and I do not want to talk to you.
- Okay then, sagde han, fair enough. But I can help you if you let me!
- How so, with what, svarede jeg, I do not need your help, not that I know of..
Han kiggede op og ned af mig, han målte og vejede mig, rakte sin hånd frem mod mig, inviterede mig til at tage den, men jeg greb ikke invitationen. Han tog spisepinden ud af håret, svingede med hovedet, kørte en hånd gennem sine lange sorte glinsende hårlokker, kiggede mig dybt i øjnene, i et yderligere og mere intenst forsøg på at forføre mig.
- Now we both look like Jesus, sagde han, a black and a white one, a pair of saviours that could do doble the good.
- Oh, a holy yin yang, grinte jeg, in flesh and blood, that’s just dandy!
- Sorry for being so blunt, sagde han, we could go into the forest and have sexual intercourse and save you.
- Thanks for your offer, svarede jeg, but I found my saviour years ago.
- You did, spurgte han, really - how so?
- Yes, svarede jeg, thank you for your flattering and blunt suggestion, but I have other plans, and I’m not going to explain myself, if you would excused me.
- If you don’t mind me asking, sagde han, what is your purpose here i Dianalund.
- I do mind, svarede jeg, would you like a bisciut. Jeg rakte dåsen med Olivias butter cookies frem mod ham. Han kiggede overrasket og spørgende på mig.
- They are the best, sagde jeg, try one.
Kære Asta,
SvarSletDøren til den lille hvide kirke var låst, jeg gik en runde, kiggede ind af vinduerne, der var ingen at se, den var tom, ingen præst, ingen gud, ingen sang eller oplæsning fra et af evangelierne. Noget tog ved mig, som blev jeg ført, jeg lod mig bære med, gik i den retning min næse pegede til jeg stod foran et skilt, et kort over Kolonien Filadelfia. Du står her, stod med rødt over en rød prik. Jeg blev mindet om hvorfor jeg var her, i Dianalund, ligesom hjulpet af en højere magt. Var det Gud, morbror, eller Dr. Sell i engen person fra himlene, der gav mig et venligt puf og mindede mig om psykiatrien, den lukkede afdeling E, eller var det bare min egen underbevidsthed, der havde taget og lettet min mentale byrde, gjort mig let og svævende. Havde den samme underbevidsthed allerede bemærket skiltet og kortet over kolonien tidligere, taget fat om mine fødder og skridt for skridt, hjulpet mig hen foran skiltet..
Nu havde jeg, efter, at have kredset rundt om den varme grød i et par dage, endelig en fast destination, en vej, en adresse, et husnummer, en dør, en afdeling at banke på og gøre min entre, uopfordret, uden aftale, eller et navn på en person, som jeg skulle tale med.. Det lå ligesom i kortene, som i mormors syvkabale, kunne jeg fornemme, at nu ville den gå op.
Der opstod en fjern hvisken, fra det bagerste af mit hoved, som langsomt, skridt for skridt, blev højere og tydeligere, alt mens, jeg igen havde den fornemelse af, at blive ført, båret frem, som fra et gennemsigtigt rør, fra toppen af min isse, der rakte ind i himlene, hvor mormor sad og spillede syvkabale og røg grøn Cécil, i selskab med P, farmor, Dr. Sell og måske endda Gud. De førte mig, hvis det altså var dem og ikke underbevidstheden, den mest direkte vej, over parkeringspladser, græsplæner, mellem cykelstativer, parkerede biler og skraldespande, alt mens, den hviskende, fra det bagerste af mit hoved nu var nået frem til mellem mine ører og blevet til en stemme; min moders stemme.
- Ej, gå din vej, sagde jeg, mens jeg krydsede Dr. Sells Vej og gik ind mellem bøgetræerne og blev ramt i næsen, af lugten, fra en udbrændt bygning tildækket med tunge blå og grønne presenninger. Gad vide hvad der har forårsaget en sådan ildebrand, tænkte jeg, alt mens moders stemme blev stadig mere skinger og jeg blev ført direkte mod indgangen til afdeling E.
- Casper, lad det nu ligge, sagde moders stemme, der er nogle ting man ikke skal begynde at rode op i.
Jeg blev med et, en yngre udgave af mig selv; tidlig teenager gik jeg foran moder på vej ind af havestien til barndomshjemmet, hun med sin skuldertaske og en mulepose i hånden. I vindfanget, et par trappetrin oppe, slog jeg en prut så kraftig, at vindfanget, om det stadig eksisterer, står og runger den dag i dag.
- Sig mig, snerrede hun, slog du lige en prut i hovedet på mig. Hun greb fat i min arm, ruskede, nærmest lidt latterligt, jeg grinte fjoget, kiggede vreden i øjnene og fremstammede et; nej!
- Gu’fanden gjorde du så, sagde hun og slap igen min arm..
Fredsskovens fugle begyndte at synge, larmen i mit hoved forsvandt som dug for solen og jeg fornemmede igen letheden jeg blev ført frem med da jeg gjorde min entré gennem den glas beslåede dør til afdeling E.. Jeg satte min oppakning og guitar fra mig, gik ud på toilettet, tog mine støvler af og stak fødderne, en af gangen, op i håndvasken, ind under det rindende kolde vand og nød saligheden der forplantede sig op gennem benene til den hele krop og sindet, så englene sang for sjælen. Min plasken skabte en mindre vandpyt. Jeg lod vandet løbe, samlede min støvler og strømper op, trak et vådt spor fra mine våde fødder over linoleumsgulvets matte overfalde og stillede støvlerne ved siden af rygsækken og guitaren, i det der lignede et lille venteværelse, med et par lave sorte lænestole og et lille rundt batteridrevet urværk på væggen, samt et cafébord.
- Hyggeligt, tænkte jeg, inden jeg igen strøg ud på toilette og forsatte min euforiske salighed til englesang.
Da jeg efter et stykke tid blev træt af den lidt akavede stilling, drejede jeg hanen og slukkede for vandet, tog en håndfuld servietter fra boksen på væggen og gik tilbage ud i venteværelset, satte en serviet under hver fod, bemærkede en puslen fra gangen ude af mit synsfelt, min aktivitet var ikke gået ubemærket hen. Målrettede skridt rungede ned af gangen, en midaldrende kvinde, brunette, trådte frem foran mig, kiggede på mig i stilhed og så en langhåret mand med fuldskæg stå på to servietter i sporet af vand fra toilettet, iført beige farvede Camel shorts, en langærmet beige fløjsskjorte trukket ud over en hvid t-shirt. Jeg løftede den højre arm, satte næsen til armhulen og snusede et par gange.
Slet- Måske jeg skulle have vasket mig under armene og i ansigtet også, sagde jeg, og drejede omkring og gik tilbage ud på toilettet, tog skjorte og t-shirt af for at vaske stanken væk og skylle ansigtet med kold vand. Endnu en velsignelse spredte sig til resten af kroppen og jeg følte mig renset for de eventuelle synder der måtte have sat sig på mig, de seneste dage, på min vandring rundt på Kolonien Filadelfia, i Dianalund.
Da jeg igen havde taget t-shirt og skjorte på og vendte tilbage til mine pakkenelliker, gik der kun et øjeblik, før end, kvinden igen stod og kiggede på mig.
- Hvad laver du her, spurgte hun.
- Jeg er her for at tale med lægen, svarede jeg.
- Det kan man ikke sådan bare, sagde hun, jeg må bede dig om at gå.
- Nå hvorfor det, sagde jeg, jeg er her på opfordring af min mormor, med en vigtig meddelelse fra Dr. Sell.
- Men Dr. Sell er længe død, sagde hun, hvad er meddelelsen da?
- Er de måske lægen, spurgte jeg, for ellers kan jeg ikke meddele dem det.
- Vi behøver ikke være dis, sagde hun, jeg er sekretær for den ledende overlæge.
- Perfekt, udbrød jeg, så jeg jo kommet det helt rette sted hen.
- Hvad mener du, spurgte hun.
- Jeg mener, sagde jeg, så kan de underrette overlægen om, at der står en i venteværelset med en vigtig meddelelse, der ønsker at tale med ham.
- Det er ikke muligt, sagde hun, du bliver nød til at gå.
- Men så sætter jeg mig her, sagde jeg, til det bliver muligt.
Hun drejede omkring og forsvandt ned af gangen. Jeg satte mig, kiggede ud af vinduet, mærkede sveden løbe fra armhulerne, lyttede til mit åndedræt og så vandet på gulvet fordampe stille men sikkert. En dør åbnedes og lukkedes, skridt gik fjernt i et andet rum, en stemme talte med en anden stemme, en kvinde og en mand i dialog. Så nu sker der noget, tænkte jeg. En dør åbnedes og lukkedes igen, en sagte puslen forsvandt med et par skridt ind i stilheden. Uret på væggen slog, tik tak, den store viser havde lige overhalet den lille viser hen over tretallet. Så de vil lege “udholdenhedsspillet”, tænkte jeg.
- Ha, den leg vinder jeg, mumlede jeg, foldede armene, hvillede mit hoved mod væggen og lukkede øjnene.
Jeg drev med urets tikken ind i søvnen, tilbage i tiden, ind i stuen hos mormor. Lyden af hendes symaskine snurrede fra drengeværelset, hun sad iført grøn velour med en Cécil i mundvigen, papilotter i håret og skubbede to stykker stof ind under nålen hun styrede hastigheden på, med ynde og rytme, som en professionel syerske..
Slet- Ja men er det ikke frøen Kermit der sidder der og syer, sagde jeg, og gik ind i værelset og stillede mig ved hendes side.
Hun slap pedalen, nålen stoppede, tog et hvæs af cigaretten, askede den i glasaskebægeret, kikkede på mig og sagde; kvæk kvæk!!
- Hvad syer du i grunden, spurgte jeg, tog en stykke afklippet hvidt stof i hånden og lagde det op i hendes papilotter.
- Jeg er ved at sy Snoopy, sagde hun og trådte på pedalen, styrede stoffet under nålen og satte smøgen tilbage i mundvigen.
Jeg dukkede mig for røgen fra cigaretten og kravlede ud i entreen, rakte op mod hoveddøren, drejede låsen, åbnede døren og listede ud på trappeopgangen, ned i kælderen til hendes kælderrum, satte et øje til døren, kiggede ind gennem sprækken og så til min overraskelse det hele splittet ad og en nøgen mand spændt fast på en briks. Jeg stødte mig væk fra kælderrumsdøren og blev mødt af en person i hvide klæder uden ansigt, med en dims i hver af sine hænder, der lave gnister, som dansede og knitrede blåt mellem dem. Personen gik imod mig med raske skridt. Jeg drejede rundt, løb gennem kælderen, forbi en skikkelse med en forstørret kanyle der sprøjtede en fluorescerende væske efter mig, imod opgange, tilbage i lyset på trappeopgangen hvor P stod og tog imod mig med en syngende lussing.
Jeg slog øjnene op, sekræteren trådte frem fra gangen og bad mig følge med. Den store viser var på vej hen over tolvtallet. Jeg rejste mig og fulgte efter hende i bare fødder. Hun bankede formelt på en dør, ventede på en tilkendegivelse, et ja lød fra den anden side, hun åbnede døren og trådte ind på et lille kontor, med en gråmeleret mand på en stol bag et skrivebord.
- Det er ham her der insisterer på at tale med dig, sagde hun mens hun kiggede på mig og trådte til side.
- Kom indenfor, sagde manden og pegede på en stol overfor og bad mig sidde ned.
Sekræteren lukkede døren bag mig og rummet fyldtes med en gensidig og nysgerrig stilhed, mens vi hver især iagttog hinanden. Manden overfor tog en kuglepen og en hvid blok a4 papir frem fra en skuffe, skrev et eller andet og rettede igen blikket op på mig..
- Du har insisteret på at se mig, sagde han, skal vi så ikke lige starte med det praktiske og få skrevet dine oplysninger ned.
- Er du den ledende overlæge, spurgte jeg og kiggede rundt i lokalet der tog sig aldeles tomt ud.
- Det er jeg ja, sagde han og fortsatte, du ligner til forveksling Jesus.
- Tænk sig, sagde jeg, det er du ikke den eneste der synes.
- Tror du, spurgte han, at du er Jesus? Og skrev yderligere nogle noter på blokken af papir foran sig.
- Nej jeg tror ikke, at jeg er frelseren selv, sagde jeg, eller den nye messias der lige er dumpet ned her på dit ellers så tomme kontor, hvis det er det du insinuere.
- Du har en besked med til mig fra Dr. Sell, sagde han, hvad er det for en besked..
- Nej det har jeg ikke, det var bare noget jeg forestillede mig, noget jeg legede, sagde jeg, jeg er kommet for at få udleveret min morbroders journal.
- Din morbroders journal, skulle den da være her, sagde han og noterede yderligere på blokken af papir.
- Ja, det skulle den, sagde jeg, efter som han har været patient her.
- Men den kan du ikke bare sådan få udleveret, sagde han, det er kun de nærmeste pårørende der kan det. Døtre, sønner eller ægtefolk.
- Aha, sagde jeg, så hans søskende har heller ingen mulighed for at få den udleveret.
- Nej, det er som sagt kun de nærmeste pårørende der kan få indsigt i den. Hvad er dit navn i grunden, sagde han med pennen klar på blokken.
Slet- Mit navn er Casper, sagde jeg, men det jo sagen uvedkommende hvis jeg ikke kan få lov at se journalen.
- Hvis du nu giver mig dine oplysninger, sagde han, så vil jeg se hvad jeg kan gøre.
- Aha, det er interessant, sagde jeg, så du er klar til at bryde reglerne for mig. Tak, det er da vældig sødt af dig.
- Ja, sagde han, hvad er dit navn, adresse, telefon og email.
Jeg oplyste så, den ledende overlæge som han ønskede, uden tøven, alt mens han flittigt noterede ned på blokken af papir foran sig og vidste, at kabalen nu ville gå op.
Hun fortsætter..
En aften da vi havde spist, sagde han, at han gerne ville blive her om natten og jeg svarede, at det kunne han da bare gøre, det blev til en periode på ca. 3 - 4 måneder hvor han for det meste gemte sig i sengen, men passede sine medicinske ture på hospitalet 2 gange om ugen, men det var meget svært for ham at komme afsted, og jeg fornemmede hans angst for disse 2 dage om ugen, og den blev værre og værre.
Vi holdt juleaften hos min yngste datter og hendes mand, men P var meget trist, og savnede sin lille Anna.Nytårsaften holdt vi 2 herhjemme hos mig, vi plejede ellers at have Anna hos os, men det blev ikke sammen med hende, hans sidste Nytårsaften.
Psykiatrien er et redskab, for staten til at holde afvigende borgere skak og stille udfase dem af livet.. De ansatte, er spillere på et bræt, nøje programmeret til at holde illusionen om psykiatrien, som en helende anstalt, ved lige.
SvarSletKære Asta,
P sagtnede farten i den lille røde Fiat 127, min moders bil, lillebroder og jeg sad på bagsædet endnu med vådt hår efter en svømmetur i svømmehallen. Motorens omdrejninger steg, som han gearede ned for til sidst at holde stille bag bilisten der ventede fri bane til at udføre et venstresving. Med et, som vi sad der og ventede, pjattede og spiste slik, blev øjeblikket forvandlet til støjen af knust glas og krøllet metal. Lillebroder lå på gulvet, jeg selv befandt mig med hovedet først mellem fører- og passagersæde henover håndbremsen. P drejede nøglen i tændingen, motoren slukkede, han løsnede sin sikkerhedssele og hjalp mig over på passagersædet. Lillebroder i bunden af bilen var travlt optaget af at samle sit slik op. Himlen blå og bøgetræernes kroner grønne, vinden blæste lunt gennem de knuste bilruder, chokket var omgærdet med stilhed der langsomt fortagede sig da P forgæves forsøgte at åbne sidedøren og i stedet kravlede ud gennem bilruden.
Jeg stod på parkeringspladsen efter mit spontane besøg på afdeling E og iagttog en rød Fiat 127, magen til moders, parkeret foran de udbrændte psykiatri bygninger. Jeg undrede mig over tilfældet og spekulerede på de sidste dages hændelser, i Dianalund, som virkede tilrettelagt, orkestreret, som et metafysisk mayhem der fuckede med mit hoved. Var det endnu en besked fra det hinsides; var det morbror, mormor eller Gud i egen person, som forsøgte at samle trådene og gøre mig opmærksom på min vandring gik i den rigtige retning..
Solen stod endnu højt på himlen, nu i vestsydvest, brisen varm og duftede friskt af bøgeskovens muld og grønne løv. En musvit, handsome i sin pragt, sang og baskede stillesående i luften en armlængde foran mig.
- Hej med dig, sagde jeg, hvad har du så på hjerte?
Den fløj op og over den lille røde Fiat, i retning af den ene udbrændte bygning der delvist stod tilbage tildækket med presenninger, ind gennem et vindues hul i murværket uden karm, forsvandt og kom igen til syne over murværket gennem det udbrændte tag alt mens den fløjtede, om branden, den havde set udvikle sig fra en gren i skovkanten..
P fyldte i det øjeblik alt i mig, jeg kunne ikke se ham tydeligt for mit indre billede, han var fjern, som han altid havde været, sært distanceret, som skyggen kastet af solen fulgte han altid med på en måde. Han er den person af alle, der har gjort det største indtryk på mig. Var det selvmordet der havde manifesteret sig så stærkt i mig og blevet til en ufrivillig besættelse, eller var det, den ubetingede kærlighed jeg nærede til ham, gennem sorgen, iagttagelsen af personen der langsomt gled væk, udstødt, klamrede han sig til livet i perioder, manden der fandt kærligheden på anden sal, i opgangen, hans moder boede i stuen af. En kærlighedsaffære der endte med, Anna, min kusine kom til verden, der som P, kom til at være en person der eksisterede i periferien af det billede, som tegnede vores familiemønster og med tiden forsvandt helt ud af. Jeg så hans arrede ansigt for mig, eller var det arret alene jeg så, et symbol på hans liv, vores dna, et ar der løb på tværs af hans ansigt, fra panden og ned over venstre øje, næse og mund, som han havde pådraget sig i en trafikulykke med en kammerat bag rattet, på den tyske autobahn i sine unge år.
Tankerne tyngede mig, gråden var lige på trapperne, savnet af alle dem jeg havde kært var som kvælende klaustrofobi der drev hen over parkeringspladsen og endnu engang fik mig til at flygte, eller forsøget på, fra følelsen af det uoprettelige, mit livs katastrofe, vagabonderende, endnu ikke lige gammel med P’s endelige alder havde jeg forsøgt at sætte en fælde op for den institution, der efter min overbevisning havde drevet den sidste lyst til livet ud af ham.
Jeg var på en mission, jeg ville plante et frø der ultimativt ville bryde psykiatrien ned indefra, et frø der ville manifestere sig som nytænkning og omskrivning af psykiatriloven.. Jeg havde netop taget mit første stik og nu var det bare at vente det næste. Briste eller bære.
SletJeg vandrede syd over, zigzag gennem Kolonien Filadelfia’s gader, de tomme og mindst befærdede, op forbi Tersløsegård, ud over konventionelle marker med solen varm på min højre kind og Dianalund i ryggen.. Væk fra vejene, trafikken og menneskene, væk fra den metafysiske magnetisme, gennem sprøjtespor, blandt rug og hvede forkortet med chlorchlolinchlorid, langs levende hegn, ind gennem skov, mellem træer, rundt om et vandhul, over vandløb, mod aftenen, omfavnet af den lyse juli nat.
Solen var gået ned. Den gyldne time rakte ind i den blå time. De smeltede sammen i en blød overgang på aftenhimlen. Jeg gik på landmænds jorder, mellem gårde, kravlede over, under og gik omkring elektriskehegn. Mine bare ben kløede fra kontakten med det høje græs og afgrøder. Enkelte fasaner havde fået mit hjerte til at springe et slag over da de fløj i vejret for at undgå at blive trådt på.. Køer lå og tyggede drøv. Heste stod på fold. Fårene græssede uforstyrret. Hunde i alle størrelser stod på gårdspladser og græsplæner og galpede, gøede og bjæffede af det de havde fået færden af med deres næser og ører. Det var vindstille og koret fra hundene uforstyrret smukt. Tankerne kredsede om P. Jeg mindedes den gang han og Anna havde været på besøg hos min moder og spurgte om jeg ville køre dem hjem til Sorø. Jeg havde sagt nej, af hvilken årsag husker jeg ikke, men lige det “nej” tynger, et nej, jeg mere end noget andet ønskede at kunne have forvandlet til et ja. Jeg tænkte på hvordan stedfader fortalte om detaljerne ved hængning, om den rette og den forkerte måde, ved brud af taphvirvlen eller kvælning. Jeg mindedes de skæld ud jeg havde fået for ikke at have kørt dem til Sorø og jeg mindedes de skæld ud jeg havde fået da jeg havde taget P med hvor han ikke var velkommen. Moders stemme dukkede op. “Det var ikke noget liv, sagde hun, han havde prøvet at begå selvmord i arresten i Køge den nat han var blevet anholdt.” Jeg spekulerede på hvorfor jeg aldrig havde forstået alvoren af P’s mentale tilstand. Han var jo ikke bare blevet syg fra den ene dag til den anden. Om ikke andet, så var min hukommelse godt hullet. “Der i Køge arrest havde han mistet en masse blod, forsatte moders stemme, og hans syn virkede ikke ordenligt længere.” Var det mig eller hende selv hun forsøgte at forsikre, det var bedst sådan som det nu var. Og hvordan kan en person skærer sig så voldsomt i et arresthus at vedkommende bløder så meget som han havde gjort uden at blive opdaget.. Jeg mindedes de ord mosters eksmand havde fortalt mig om P. “Det siges, sagde han, at P havde taget en lille pille i New York engang han havde været derovre.” Altså en lille pille, tænkte jeg, som en lille pille af et hallucinerende stof og han derfor led den skæbne han nu gjorde. Og moder havde yderligere forsikret mig, at der ikke kom noget godt ud af at få elektrochok. At det ikke var et liv værd af leve.. Måske hun havde ret. Jeg vandrede fortsat. Jeg så en harer, ræven og enkelte gæs og en svane krydse mit spor. Jeg hørte gøgen og uglen kalde. Jeg så sågar en kat jage mus i det høje græs mellem marker. Jeg gik, til jeg ikke vidste hvor jeg befandt mig og gik så lidt til, til jeg stod overfor et kors, der lugtede af gamle jernbanesveller dobbelt så højt som mig selv midt på en veltrimmet græsplæne. Det gøs i mig, hvad var nu det, indremission måske eller det der var værre, tænkte jeg og gik rundt om det, da moders stemme igen brød tavsheden.. “Jeg bryder mig ikke om den præst P ser, sagde hun.” Det var rigtig, præsten, jeg havde set ham et par gange, dengang jeg lånte P min Commedore 128. Han var en underlig størrelse, det måtte jeg medgive hende. Der var også noget uhyggeligt over det kors og de to hjemmebyggede shelters ikke mange meter væk, som lugtede stærk af tjære. Lugten alene var giftig og selv om jeg var træt og havde lyst til at sove ville jeg aldrig i min vildeste fantasi lægge mig i et af de to sorte shelters. Angsten havde taget fat i mig og skubbet mig videre. Jeg gik ud af landevejen de lyse morgentimer til jeg stod på hovedgaden i Sorø foran bageriet.
SletDa klokke slog ti den formiddag gik jeg gennem skydedørerne til biblioteket. Jeg fandt frem til øen med datamaskiner. Blev mødt af en kæmpe plakat med en ung mand, Kasper med k, der led af schizofreni og gjorde reklame for Psykiatrifonden med kronprinsesse Mary. Jeg lo lidt for mig selv og tænkte over tilfældigheden, satte mig ned og loggede ind på min email. Mon det er stik nummer to, tænkte jeg, til synet af beskeden i min indbakke. Oplysninger, fra en Emma. Jeg trykkede beskeden åben med musen.. Emma Marie Foss, fra regionsjælland, skriver følgende den 23. Juli 2012.
SletCitat begynd:
Hej Casper
Jeg skriver denne mail for at sikre mig, det er den rigtige mailadresse.
Du har i dag henvendt dig på hospitalet i Dianalund vedrørende oplysninger omkring din morbror.
Du talte med vores ledende overlæge, Michael Schmidt.
Venligst bekræft hvis mail-adressen er korrekt.
Venlig hilsen
Emma Foss lægesekretær.
Citat slut.
Jeg sad lidt og overvejede situationen. Mine overvejelser strakte sig frem til den 4. August 2012 da jeg valgte at svare Emma følgende.
Citat begynd:
Hej Emma,
Det er korrekt at dette er den mail jeg gav ledende overlæge Michael Schmidt.
Tak for henvendelsen og hjælpen.
Vh Casper.
Citat slut.
Jeg hørte ikke yderligere fra Emma førend jeg igen retter henvendelse til hende den 25. September 2012.
Citat begynd:
Kære Emma,
Jeg kommer til at rette henvendelse igen, for at høre, hvad status er for min henvendelse, for indsigt i min morbroders journal.
Vh Casper Stærk Jensen.
Citat slut.
Hun svarer allerede dagen efter den 26. September i en mere kærlig vending med ønske om flere oplysninger..
Citat begynd:
Kære Casper
Jeg har forsøgt at finde oplysninger om din morbroder.
Det har desværre indtil videre ikke været mig muligt at finde noget på
baggrund af de få oplysninger, jeg har om ham.
Jeg forsøger gerne videre.
Hvis du kunne give mig lidt flere oplysninger - evt. hans fødselsdag - ville det give
en meget større mulighed for at finde noget frem, fordi vores arkiv er indrettet i cpr. nr. orden.
Bedste hilsener
Emma Foss
lægesekretær.
Citat slut.
Jeg fremsender hende yderligere oplysninger den 27. September 2012.
Citat begynd:
Emma,
Min morbroder hed P. H. Hansen og født den 18 September 1949.
Foreløbig tak for hjælpen..
Vh Casper.
Citat slut.
Fem minutter senere den 27. September 2012 svarer Emma mig en sidste gang og det bliver afslutningen på vores udveksling af mail.
Citat begynd:
Kære Casper
Jeg prøver arkivet igen.
Det vil tage lidt tid, så du kan forvente svar i slutningen af næste uge.
Bedste hilsener og god weekend
Emma Foss
Lægesekretær
Region Sjælland Psykiatrien Vest Distriktspsykiatrien Sorø Dr. Sells Vej 35A
4293 Dianalund.
Citat slut.
Emma skriver en note på en linieret blok a4 papir. Rejser sig fra sit skrivebord og går ned af gangen med et stykke papir i hånden. Banker på døren til den ledende overlæge inden hun går ind..
Slet“Casper har bekræftet sine oplysninger pr. mail.” siger Emma, og lægger papiret med noten på overlægens skrivebord.
“Tak for det.” siger han, sidder et stykke tid i stilhed og kigger ned på papiret inden han løfter røret på telefonen og taster et nummer..
“Hej, de taler med ledende overlæge, Michal Schmidt, fra distriktspsykiatrien Sorø. Jeg vil gerne anmelde et mistænkeligt forhold….” siger han.
Hun afslutter.
Nogle dage ind i januar, sagde han, at han ville hjem til sig selv, jeg spurgte om han ville vente og have lidt at spise, men han var ikke sulten og tog sit tøj på og gik, men var meget bange for turen ned til sin lejlighed. Der gik så nogle få dage, hvor han var helt alene, men sagde, at han havde fået købt lidt mad, og når han ikke svarede telefonen, sagde han, at han havde været ude og gå nogle ture. Jeg spurgte, om han ikke ville ringe til sin læge og han sagde, at det kunne godt være han ville.
Så en morgen ringede han, og sagde, han havde ringet til lægen og han ville kigge ned til ham.
Så ringede jeg lægen op og spurgte om de ikke nok ville skynde sig ned til min dreng, og der gik ca. 1 time, så ringede lægen til mig, og sagde, at han havde indlagt ham, og at han var meget syg. Så fulgte der en meget lang og svær tid, indtil d. 5. august, som blev hans sidste dag.