24. oktober 2011

ANNA, EMILY OG ROSA I DIALOG VED EMILYS SYGESENG

Anna:

Jeg havde en ven, der fortalte, at han ved en enkelt lejlighed var tilstede da hans far gjorde toilette, ved denne lejlighed lagde han ikke mærke til den plumpe lyd det gav når lorten ramte vandet, heller ikke de sjældent blottede ben, han lagde for første gang rigtig mærke til sin fars overarme, de fine overgange i hudens rosa og gule farvenuancer, han fortalte, at det billede i årevis havde taget hans hjerne og hjerte i besiddelse, jeg fortæller dig det for at trøste dig, eller, jeg fortæller dig det for at forflytte dit fokus til et andet menneskes gåde, denne min ven, har siden tænkt mange gange på, hvorfor det almindelige, de arme han havde set så mange gange, hvorfor det var dem der fremstod lige dele pirrende og skandaløse

Emily:

Jeg er ikke interesseret i at løse gåder, jeg har én ting at sige og den er som følger: siden min mor blev syg har jeg hadet alt det truer med at overleve hende, sådan er det blevet: alt der lader til at leve ser jeg som en trussel

Rosa:

Sæt dig op Emily, jeg vil skænke et glas vin for dig

Emily:

den usle vin

Ingen kommentarer:

Send en kommentar