Sidder i et tog nu, har rejst siden igår klokken elleve morgen. det var ikke meningen at det skulle tage så længe. toge udgik, andre ting skete. en mand, der brugte et langt skohorn som scepter forsøgte at jage mig væk fra en perron, troede at jeg skulle dø, at familiens forbandelse ville ta en til mønt. stod dum og bange. bagefter købte jeg i en form for raseri en kjole på vestbahnhof som var på udsalg. kiggede på mig selv i spejlet i prøverummet og syntes jeg lignede et ødelagt menneske.

Vi er lige kørt forbi Vordingborg station. Syntes, som jeg lige nåede at se den inden vi igen kørte, at betontilbygningen på stationen var smuk, den stod på pæle, seks edderkoppeben.

I toget sidder en masse mennesker som skal hjem fra efterskole weekenden over. 

to piger snakker om noget der skete. den ene gjorde det med en anden, men kan ikke selv huske episoden, to timer mindst er forsvundet, hun har kun fået det genfortalt. det bliver akavet nu, siger hende hun snakker med. 

der bliver sagt til en der hedder Steven, at han skal gå væk med at ta billeder, ellers bliver han telefon smidt ud af vinduet. Steven siger han er ligeglad, at han allerede har mistet hånden. 

han kan alle s-togslinjer. hvor de kører hen og hvor de stopper på vejen. han fortæller om det. 

en dreng, der tager sig plads i samtalen mellem steven og en anden om s-togslinjerne siger, at der hvor han bor behøvede togene ikke køre hver halve time, de kunne nøjes med en gang i timen uden tab. 

der dukker en brumbasse op. den er så langt væk at den er helt sort. det er en stor overvintrer, den flyver lige under loftet. 

nogle skifter sæde på grund af den. jeg er lige ved at blive bange også, men er for træt, for glemsom. 

nu er det lundby station. her er ingenting beregnet på beboelse. dyrket land over det hele og så den her lille tange cement at stå af på. en enkelt bygning i miniature-gods-halvfemser-stil. 

tre vindmøller på en bakke. 

jeg svulmer op når jeg bliver overanstrengt, bukserne, der ikke skar igår, skær i dag. flere kilo. min læge siger det er normalt. det er hvad man kan forvente. tror tit jeg vil begynde at græde, men gør det ikke. jeg har stort set ikke grædt siden min mor døde, for nu lidt mere end et år siden. Inden da græd jeg virkelig ofte, flere gange om ugen, flere timer. Mine øjne blev bylder. man kunne mærke folks udmattelse allerede når jeg begyndte, fordi de vidste der ville gå så længe med det.

vi kører igennem en birkeskov.

hurtigt efter  et åbent landskab.

har brugt nogle af timerne i toge på at inddele billeder fra Wien i kategorier

trekanter: 

Margarethe von Trautenegg:

Sendt til Freud pga. homoseksualitet.

på billederne ses blandt andet

Margarethe von Trautenegg painting a farm, 1976

Margarethe von Trautenegg with a woman, a girl, and a boy in a winter landscape mid-1930s

Chico, Margarethe von Trauteneggs monkey, two days before his death, February 1965

Bygninger: 

fugleliv: 

 

 

to små hunde: 

Wiens ældste konditori: 

Træer der voksede nedenfor Nazi Tårnene: 

Nat: 

Liten gul stol: 

selfies: 

søvn: 

 

steder: 

 

Seelsorgezentrum: 

regn: 

 

 

 

blå:

 shiny bright wolfgang: 

barliv:

Donau: 

 

cirkler:

Blomster:

nose cut: 

juledekoration: 

karl marx hof:

 

 sten: 

 bærdreng: 

mig selv sløret: 

overvintringsmuligheder for fugle og insekter:

 forløjet samfund: 

en lille by lige udenfor wien

servitricer bar folkedragter.

vi vidste ikke det ville være så aggressivt virkelighedsfjernt. så tarveligt og kedeligt

var bare vadet igennem forskellige kvarterer, til sidst ud af wien 

pølser blev udskåret så de var formet som blomster, man kunne tage en brochure om byen

her er nogle billeder af en fantavle der hang udenfor en resturent, som også var et sted der producerede vin, man kunne købe en bush-og-putin vin årgang 2010 etikettebilledet det samme som nedenfor. som man kan se er også jorg haider, den østriske skønhedsdronning og dalai lama også fx at finde på fantavlen:

her er et billede af byen: 

et latterligt sted. 

museum over alberts hår i blæst om natten.
nu han planlægger at få en skulderpage.

det fort adolf loos byggede til wittgenstein i slutningen af tyverne

så kunne han sidde der. hvad han stort set ikke fik gjort.

nu ligger jeg under en knitrende dyne på et lille hostel. fuldstændig drænet for energi på grund af menstruation. rygsmerter. igår, hvor det var søndag og ALT var lukket, satte andreas sig ind i en taxa.

FRAUEN HYGIEJN

TAMPONS

TAMPONEN

så hen på et døgnåbent apotek, ind i en lille højtaler

FRAUEN HYGIEJN

TAMPONS

TAMPONS

WO KAUFEN FRAUEN HYGIEJN

men der var ikke nogen steder.

ikke noget som nogen vidste af.

så lå man med en lille blodrøv her hos Klaus. som driver dette sted tilsyneladende pertentligt og miljøbevidst. man læser gamle bøger: pludselig dukker det op for en at kalde en betjening for elskværdig.

klaus virker venlig.

fandt det her billede af min farmor! det er hende, i den mønstrede bikini. Det er min far der står omme bag ved og græder! Det er næsten for sweet det her billede, det er næsten for lavendel.

julebrev

jeg så de her billeder for nu en del tid siden. jeg har tænkt på dem siden. og på hvorfor det, at de er (mestendels, hvis man kan gå ind på at badende børn ved en sø er mere en scene end det er netop to badende børn ved en sø) affolkede gjorde indtryk på mig. Selvfølgelig er der den elendige swetizerlandsby, som man kunne tage sig selv i at tænke var bedårende hvis man var på en ferie, hvis havde parkeret en bil for at tanke og ville strække benene. Det kunne jeg have gjort. Stået og røget en pause-smøg der, og være blevet forført af en eller anden forestilling om noget simpelt, at det for fanden kan lade sig gøre at hænge sine overalls så lige på en snor mens man bor i en lille landsby mens man plejer sine solsikker omhyggeligt og møjsomt med plantesaks, med gødning. Jeg kunne sagtens have glemt at det der indlullede perspektiv som kan være tursistens, at det slagter så mange hensyn, i det hele taget: så meget, undviger så mange tanker man burde have tænkt.
det der vanvittige begær efter at fokusere tingene så meget at det bliver kønt, der sikkert har med at slå ihjel at gøre, eller en tilstræbt tilstand allerede på den anden side af altings død. vil så gerne se mig selv gengivet ulivagtigt ved siden at en smuk blomst. bag de der halvtransperante gardiner. på den der stol.

det er voldsomt at tænke på hvor mange steder fx i København, der for nogen, for en eller anden er traumatiserede steder. her blev nogen slået ned, som lige så godt kunne have været mig.  

 jeg blev voldtaget engang og det er så mærkeligt hvad stedet betyder. på mange måder ellers, overgik angsten til at blive diffus ret hurtigt. det er ikke sådan så jeg har tænkt, hvert øjeblik at det ville være en mulighed at blive voldtaget igen. men det der sted, der gik længe før jeg overhovedet kunne opholde mig i nærheden igen. det er mærkeligt.

andreas minder mig om en side jeg sad og gloede på en hel dag, som jeg nu ikke kan linke til fordi bookmarket gik ned med den anden computer, men det var en side, der blandt andet dokumenterede forladte bygningers udvikling år for år i detroit. måske kan man finde den selv hvis man googler. det var lidt det samme, sagde andreas lige, og tænkte vel på at alle billederne var affolkede. men det var også meget anderledes, fordi bygningerne som de var affotograferet der serielt havde til formål at bevidne nogle særskilte begivenheder. så var nogen kommet og taget gelenderet og dørkarmene med sig, havde vel haft en stor ladvogn med sig. nogle havde tydeligvis holdt en fest. nogle havde boet der, og gjorde det nok ikke længere. det kunne der stå i de korte ledsagende tekster, og det kunne man så finde dokumentation for på billedet. til forskel fra sidste år: ikke noget gelender længere, til forskel fra sidste år: mange sprutflasker rundt omkring på gulvet.

hvis i vil vide noget fuldstændig latterligt, ellers skal man stoppe med at læse nu, så sidder jeg med en sut i munden. det er et rygestops-initiativ. jeg er faktisk overrasket over at det for mig at se ikke har spillet ind på de ting jeg har skrevet her. bare det at ha den i munden, jeg havde tænkt det man skrev ku blive lallet af det, måske fuldstændig hadsk og idiotisk.

har set en masse film for nyligt. de var næsten alle sammen ret uinteressante undtagen en. det er sjældent jeg har set en film som bestræber sig på at fortælle om en relativt glad periode i nogens liv, uden det bliver patetisk. uden det bliver noget lallet hø hvor der tit skal optræde en kvinde, som er meget naiv og ofte smiler uforståeligt for sig selv og generelt handler umotiveret og meget som hvis en køn blomst havde skiftet krop med et menneske, og som på den måde spreder glæde ved ikke at stille nogle krav om at blive forstået af nogle, men det gjorde den film, altså beskrev nogle mennesker i nogle rimelig glade omstændigheder og det var ret fint. stille og roligt. praktisk.

jeg ville skrive om mette frederiksen og distriktpsykiatrien her i det her indlæg, som alligevel kan have lidt karakter af sådan en brev man i nogle famlilier, min ekskærestes for eksempel, sender ud til jul, om hvad der er foregået i det forgangne år, folks meritter, men så kan jeg mærke at jeg orker ikke, kan ikke. Jeg havde troet det ville være en værre jul end det har været, så blev jeg klar over at den ikke har adskilt sig betragteligt fra resten af året, som mest har handlet om ikke at orke eller kunne.

ikke kunne tænke, ikke kunne læse, ikke kunne handle ind, ikke kunne lave mad, ikke kunne forudsige om jeg har kunnet sige ja til noget, været så hængt for med at nære mistillid til min egen hukommelse, taget trehundrede forholdsregler hele tiden af den grund, ikke kunne vide om jeg har kunnet bevæge mig imorgen, så meget desto mere febrilsk hele tiden fordi jeg ikke kan forvente noget af mig selv, at de her kræfter lige nu fortsætter. vi har været rimelig ensomme egentlig, vi har ikke snakket med særlig mange særlig tit, hverken mig eller min kæreste, det har handlet om at jeg har været syg, hvordan vi har kunnet skabe situationer hvor det næsten kan blive usynligt for os begge lidt af gangen.

tænker hele tiden på sådan nogle ting som at sætte sig op på en cykel fordi man har modtaget en sen invitation. bare lige gøre det som om det ikke var noget problem. dengang jeg var seksten. der ville jeg bare ha gjort det. For fuck sake, jeg tænker som en olding, jeg fetischerer min ungdoms ydeevne, kropskontrol som en fucking olding. en formodet olding i hvert fald, jeg har ikke kendt nogle.

inde ved siden af ligger min kæreste og min bror og spiller Fifa.

kom til at tænke på forleden, for hvor mange pengesedlers mummikopper vi har. da mig og andreas mødte hinanden spurgte han om alle piger i københavn får mummikopper i gave hele tiden. det er der nok en del der ikke gør, og en del der gør.

så at så var der lidt diskussion i dag her og så her 

så tænkte jeg at jeg burde kunne kommentere noget, fordi jeg sagde noget på et tidspunkt, der forbandt ærlighed med ikke at henfalde til det ulykkelige generelle.

men så vidste jeg ikke helt.

ærligt er easy. det er mest det jeg tænker. det er meget som at sidde på bagsædet i en bil og udpege alle de grønne biler der kører forbi. så de gule. det er som at trække vejret.

så når jeg engang skrev noget om at ærlighed kunne være et værn mod det ulykkelige generelle mente jeg ikke en form for ærlighed der bestræber sig på at sige det som det er.

ærlighed mere som en måde at kigge sig omkring. så skal man nok bruge et andet ord. men altså som en måde at undgå at skrive om de der liv som ingen nogensinde har levet anyway.

som bjørn, som i øvrigt jo i hvert fald blandt andet med Huden er det elastiske hylster…, har skrevet bogen jeg lige kan komme i tanke om, om ærlighed som en vare og ligesom semi løsrevet fra subjektet en prydsgenstand, sagde her for noget tid siden, om en dokumentarserie på dr1 som fulgte tre vist udviklingshæmmede vist kvinder (jeg har ikke set den selv), og som han var meget skuffet over at have set: hvad så, så skal den demonstrere at at de personer har de samme problemer som alle har, kæresteskænderier om mælk og mærkedage, men hvem har de problemer?

forleden blev jeg rasende på en måde jeg ikke har oplevet før, så jeg fik lyst til at opsøge nogen jeg ikke kendte og smadre dem. sådan har jeg aldrig haft det før, jeg har aldrig haft lyst til så konkret at smadre nogen, med mindre at jeg elskede dem meget højt. sådan nogle impulser, at knuge dem det hårdere, forbigående, knudeagtigt. det her det var anderledes fordi det var som hævn. 

det drejede sig om nogle lærere i en specialklasse der havde nægtet en ung kvinde et apparat som kunne verbalisere hendes tanker. hun kunne ikke kontrollere sin mund og derfor heller ikke tale, den eneste kropsdel hun havde kontrol over var hendes øjne. de havde ment, der ikke var nogen grund til det, simpelthen at det kunne være ligemeget. Hun sagde (det var et radioprogram): jeg bliver ked af det når jeg tænker på skolen, jeg vil ikke tænke på det. Hun beskrev at den tid, hendes skolegang, der havde hun oplevet sig selv som en levende død, der var andre der beskrev noget tilsvarende: at være kommet i kisten mens de stadig var levende. Jeg kan slet ikke fatte det, at man kan synes at være i stand til at afvise at noget menneske måtte kunne sige noget, som var værd for nogen at lytte til.

mit raseri var virkelig plat, stumpt, PLAT, jeg sagde til andreas: burde man ikke kunne blive straffet for sådan noget. i det mindste: sidde hundrede år i fængsel. Jeg havde virkelig lyst til, på en besat og ensporet, på en fuldstændig håbløs måde, at de skulle bøde for hvad de havde gjort. 
  
nu lavede hun noget, den unge kvinde, jeg mener hun bl.a. gik til koncerter. men hun skal leve med det, hvor vildt er det, at nogens vurdering var at hun ikke var værdig til at have et sprog.

det er mit julebrev i år.

 dear drout,

sometimes when people talk to me, i simply forget to answer, like there is no need. if they write to me on a social media platform, i simply don't answer. this is what is wrong me. i have no contact with reality in such way people would exspect an answer. i just pass like there is no need.

this is also the situation with my boyfriend, so we make a terrible team. it is as though we are sleeping all the time. when the weather is very thin, like almost not there but you know it is somehow, this is like us.

my boyfriend will massage my legs every now and then, cause they are all useless. many times i can't even stand on them, this is how much they hurt. the same goes for my arms, but you can travel with pain arms. i was told by my doctor that to feel such pain i your legs and arms is normal. still i fell this is wierd, why is the rest of the body not hurting then. it is as though I have a little boks in the middle of me witch is normally funtioning. where my heart and lungs etc sits, with my face and brain attachted. so i can live. but someone cut all the innessesary stuff away. so i am this little boks with life.

now i'm starting smoking again. this fills me with delight. like talking to people about thing you did'nt think you were this passionate about. suddenly your all heated, and you will drink your wine in a hurry. this is what i'ts like to start smoking. only i will not smoke for long. this is what's delightfull, i can be two devils in the same time. the person who did'nt do and the person who did.

recently i looked out the window. i saw a little man unusually red in the face, like he was in a pot cooking with only the face left to be seen. i noticed he was peing. you ware able to tell couse he looked down in such way, as he was chekking out his pee falling down the toilet. i have never known before that i was able to see my naibours pee from here. i am happy now that i know, so i think: i should look at that window all the time, how many peeing working men will i be able to see through out a day! but tommorow i probably forgot about it.

i already told you, i am a person who get way to excitet about things that is very normal and dull. like i see a person doing something quiet normal on the television, he chase a little animal now that's hes in mexico and now that he is very interessted in all kinds of animal life, then he falls in love with a girl and eat, then i get all excitet and wants to chase this man down and marry him, but then i forget.

it's getting late and i hav'nt done anything alle day ecxept smoking all this cigarretes. everytime i write i fell like a moron machine. but then people tell me different. this is what tornes me: how can it even make sense that i'm not a complete moron to people. this is so delicate to think about. this is magnificent. like i dont even know.

now i will have to eat the pancakes my boyfriend made me allthough i'm not happy about putting anything solid into my mouth.

best wishes

Olivia  

et billede af tre unge drenge med mælkeskæg

jeg googler dem, vil ikke vide mere om dem end jeg gør, kun være sikker på at de ikke er døde

nu må man forestille sig at de er i californien

engang en milk boy, nu: foroverbøjet på et bibliotek

en blomstret skjorte, hans sind kan man ikke få indtryk af på afstand

fingre mod mahoni

og min mormors chatol der smeltede, bare på grund af nærhed til vinduet, så det nu efter reperationen, må være overdækket af et stort lagen i sommermånederne

så man nu, hvergang man vil hive en skuffe ud må fjerne et lagen

engang en milk boy, nu: en kattepote mod et nøgent lår

og kaktusen der vokser hurtigere efter jeg stillede den i vindueskarmen

et vindue at hvile sin kind mod, meget køligt

tak, fra en tidligere milk boy, slikker mælk fra de små hår på overlæben

nu der var næsten tyst i svømmehallen

ingen i fitnesscenteret

det er lyden af operationstuer, en ophøjet saglighed

de få der var, i det store bassin, de stod som underlige vandfrugter,

thank you milk boy for making my life so qiuet and pleasent yesterday,

hvor mine bryster, jeg lå og undersøgte dem for knuder

indtil jeg blev helt hvid af kedsomhed og lavede popcorn og nudler

stod og kiggede på vandet i gryden som om det var noget alvorligt

det var som om jeg ikke fandtes, eller som om det eneste der er tilbage af mig er sådan en alvorsfuld førthed