vågner i et parcelhus i Vanløse, stadig våd

gøre sig til festens omdrejningspunkt ved at påstå man kan sluge alt

Jákup er blevet hos mig,

du har slugt ristede løg og sperm og lidt benzin etc. siger han,

vi spiser mælkesnitter i køkkenet, slikker flødeost af halsen på hinanden

ingenting er mistet

eller også har tabet været let,

sådan befri du mig Jákup lige den morgen

æreløse lortebørn

en lille hængebro i dit hus

så obskurt

at det skulle være en hængebro der forbandt den øverste etage

men det var det, jeg ville sige: at jeg kan huske at ligge og kigge op på den hængebro.

Nu du er død, det skal du vide, jeg glemmer det aldrig.

bange for at drive rovdrift, men har lyst til at sige noget trøstende til dig

det enkle og hjerteløse sidder ikke på bladene,

den store katastrofe er at der er penge at tjene på menneskers selvhad.

du var smuk

jeg er blank som våde sten i sommeren fordi jeg er oplyst af de døde.

lyser hinanden

pause

et blad! 

darling darling Andreas

din varme krop om morgenen

tilsvarende hundens, hestens, panterens

sammenkrøben tillidsfuld

at natten vil være god mod dig

at jeg vil

darling darling Andreas

hvis du nogensinde går fra mig river jeg min lever ud og sømmer den fast til min pande,

eller jeg hælder kuld i næbet på dig.

pause.

min mor lagde sit kvindehad fra sig

det var en kamp hun havde

det er en kamp jeg har,

hun forlod mig en aften på en campingplads, jeg fandt et sted at overnatte, men manden som lod mig sove i hans seng voldtog mig

det kan slide mig op at tænke på hvor ondt det må have gjort på hende

ligger og kigger på et træ nede fra.

Ved at hun står i køkkenhaven,

brede hænder om skovlen

vidunderlige brede hænder,

jeg beundrer alt ved hende

hendes dybe stemme

hendes raseri pludseligt,

skrige holdkæftdinnar hvis nogen sagde noget ovre ved superbrugsen

skære folks bildæk op, smadre deres ruder

Træets grene og blomster mønstrer hendes ansigt

holdkæftdinnar hvis du siger noget om min mor

det kæreste jeg har,

pause

darling darling Andreas, lad os brænde mit teenageværelse ned

blåmalet savsmuldstapet

tørrede roser.

Være den eneste der ikke fik en rose.

Præsten købte en rose til mig på udflugten under konfirmationsforberedelsen fordi ingen af drengene ville,

ha ha

der er da lidt morsomt at guds stedfortræder trøstebejlede

snart bliver jeg vel jomfrugravid,

så kunne mit liv ikke blive mere åndssvagt

jeg har ikke lyst til at skrive mere i dag

jeg kommer ind til dig nu

Sidde fuldstændig smadret

og skrive om engang fyrværkeriet føg om teltet på stranden

og vi holdt om hinanden indtil vi indså at fyrværkeriet var rettet mod os

at nogle sigtede mod teltet fra afstand

og den styrke der kom til os der

at vi blev så arrige og forelskede

kastede sten efter dem der skød, hujede

kneppede helt sindssygt bagefter

det var om vinteren men ingen frøs

dagen efter beskrev kasper hvordan han hele natten havde drømt om sæler

mig og asbjørn holdt i hånden under soveposen

vi havde den hemmelighed sammen om morgenen: at noget havde gjort os klar over at vi elskede hinanden mere end vi elskede Kasper.

Købte vild meget brød. Frosne fisk som blev ved med at være frosne.

Nogen måtte påtale solopgangen over trætoppene, briste i vellyst.

Siddende her nu. At have været seksten.

Ville ønske menstruationen gik væk,

ville ønske man ikke skulle høre for at være arrogant når man siger at man aldrig vil have børn

jeg vil ikke have børn så fat det

flere ting at martre

jeg har dræbt en killing en gang,
kastet den imod en væg fordi den ikke ville tage imod mit barnebryst

jeg har lyst til at skyde nogen, mig selv eller hele Gentofte

råbe: ved i hvor mange i selv har slået ihjel

det aktiepis

det rige pis

det rige liv

være så nærig

pas på jeg kommer og plyndrer jer

med mine barnebryster som er blevet gigantiske i mellemtiden

jeg har taget sytten kilo på af de nye piller

her har i mig  

Hvem der har vundet bøgerne

Her, nu er det blevet sent, og vi har holdt os vågne med Irish Coffee, længe siden jeg har drukket whiskey, er det vi er kommet til. Altså de fire der vinder bøgerne, og en begrundelse på mere eller mindre noteform for hvorfor. Tak for alle bidragene, vi har haft en god tid med at læse dem.

Rasmus Varnich Blumensaat

• Noget med at det kommende allerede er her, det ulyksagelige, at hesten kan forstene og at forsteningsporcessen allerede begynder i livet, men også den modsatte bevægelse: at flyet akkurat undviger en eksplotion der fremskrives med determinisk fortegn i og med indlegret i flyet
• Den der altfavnende totalbevægelige form, slår på den ene side ud i nogle sætninger der bliver fremmede og golde, for eksemplariske, stjernerne danser efter forfatterens pibe, andre gange slår den ud i en ret forunderlig nærhed med nogle historiske figurer, som jesus, der bliver mærkelig og kluntet også i sin referentialitet, og sært nærværende, ligesom også de selvopfundne karakterer er sære og tæt på ved deres sære ageren, såsom den mongolske kvinde.

Rasmus West:

• Valgte digtet fordi i første omgang to ting: dels på grund af vandværket som er en uhyggelig og mærkelig motor, kan blive konkret i form af waterboarding, et brug af vand til at udøve magt, men også et instrument der ligger under for ordren samtidig med at instrumentet er ordren i sig selv, det er en vanvittig angstfremkaldende maskine der fremanes. Vand og drukning er sammen med vandværket.
• 'De små lig på pengene' er et voldsomt billede, A. siger at foragten i det er befriende O. tænker på forbindelsen mellem penge og død, dyr der dør fordi deres ansigter ikke er appellerende, mennesker fordi deres nød ikke er det osv. den ulykke der ikke kan sælges. Så er vi enige om begge ting. Begge får følelsen af et udgangspunkt i sætningen.

Barhèlemeus de la Vellée des sept sources

• det opregnende spor: konkrete tal overalt, 20, to, 12, 88000, 50000, hvor meget vil det koste, hvor mange dage, hvor mange timer, osv, kvinder jeget har været sammen med opregnes, den tilsyneladende ugidelighed over for mennesker, har måske at gøre med et problem med det der falder uden for kategori, man får et billede af en meget pertentlig person der sidder i en (meget) lille lejlighed i en jeg-har-aldrig-hørt-om-den-Tysk by-der-er-sikkert-en-stor-flod-i-nærheden og tæller
• Trækker lige lovlig på nogle fælles forestillinger om nationaliteter, studiegrupper osv., vi diskuterer i premieudvalget hvad man skal stille op med portrætter der på den måde er indskrænkende og forfladiger jegets omgivelser til stort set udelukkende kategorier og overfladiske pegen, man kan forstå det som en del af portrættet af et jeg der oplever en stor ordenstrang, men primært kom vi frem til at de passager der ikke indeholdt forfladigende person eller gruppe-portrætter var de langt stærkeste, de to passager der handler om at bygge står frem som noget helt særligt i teksten, og er den primære årsag til at vi kan lide den, der kommer en meget rolig vemodighed og et håb, som er rigtig godt.
• Mildt god underholdning men også lidt en blindgyde at interessere sig for præsentationen af teksten, hvori der påståes at dokumentet har været afsendt til familiemedlemmer, måske, måske ikke, ok.
• Point ned for at skrive lille fortatterinde

Jakob Slebsager Nielsen

• Først var det mest bemærkelsesværdige den strategi med at fremhæve noget åbenlyst, det vilkår som mange deler, at man trækker vejret til eksaminer, det bliver en særlig, en vild erfaring som det står her, fremhævet og alene, at det bemærkes, for for helvede, hvor er eksaminer noget ensomt, ensomt lort. I det hele taget en sær stemning digtet igennem der øger opmærksomheden.
• Uenighed om visse linjer, jeg bryder mig ikke om de to Man-linjer, der for mig bliver patetiske i og med hvorfor generelle? Hvorfor ikke tage dem på sig som kropsnær erfaring, ikke dermed unik men egen, bedre end den almene appel der, syns jeg, ligger i dette specifikke man. A. tænker at det ikke har med en appel til det almene at gøre, men er en karakteristik af et jeg med et robotagtigt præg, der er er blevet nærmest plantet i livet og imødegår sansninger med en slags nyfigenhed.
• Der er til trods for det at der er tale om et jeg der umiddelbart er på afstand af sine egne registreringer, nøgtern, konstaterende, en mulighed for nærhed med jeget som man ikke lige kan placere, måske det der gør en nysgerrig.    
  
  
  Hvem der får hvilke bøger afgøres af, hvem der skriver hvilken bog de helst vil have hurtigst osv. 
  
  
  
  
  

Undskyld forsinkelsen

Undskyld forsinkelsen med at skrive hvem der vinder konkurencen. Det har været nogle hårde uger. Her er fire billeder, et der dokumenterer at jeg igår sad nede i Amaliehaven og læste jeres tekster, og poster vindere og noter imorgen, så er der to billeder af henholdvis et springvand og nogle blomster, og endelig et billede af nogle hjorte i mørke, jeg har aldrig været så tæt på hjorte før, de spiste af en skraldespand, de havde et kid med, så med det håber jeg vi er ok.

Jeg fik den tanke i forgårs, at man ikke burde stille en skriveopgave, uden også selv at besvare den. 

nedenfor er altså mit bud på en tekst der handler om kamp og kærlighed, kampaspektet mestendels tilsidst fordi det munder ud i, hvad jeg opfatter som et egentligt kampskrift. 

Med det her digt vil jeg også lukke konkurrencen fordi der allerede er mange fine bidrag, og juryen for kam til sit hår. Om en uges tid vender jeg tilbage her med vindere og begrundelse. 

Min farmor blev ved med at ryge efter hun havde fået en hjerneblødning

hun var blevet lam i den ene side af ansigtet

hun kunne akkurat samle læberne tilstrækkeligt i den ene side af munden

det må have gået ud over smøgernes kraft at lukke så meget luft med ind

det kan jeg vide nu

det kunne jeg ikke vide dengang

jeg var 10 da hun døde.

Når jeg koncentrerer mig om at tænke på hende er det ikke hendes ansigt der står frem

det minde har fotografier ødelagt

når jeg forsøger at komme i tanke om hvordan hun så ud

husker jeg i stedet fotografiets kvalitet

det ene billede er kornet

det andet billede er i et format, der ikke er standart længere.

Jeg husker imidlertid nogle objekter der knyttede sig til hendes eksistens

Et tallerkenunderlag i rødt skinnende voks

En blomsterkasse i beton der betød, at nu skulle man dreje af, nu var det farmors gade

Hvis jeg opholder mig tilstrækkelig længe ved objekterne, begynder rum at forme sig

En smal gang

En dør der leder ind til stuen

Soveværelset

En seng.

Jeg tror, at jeg kan placere mig selv i den seng igen

men den fortælling der knytter sig til sengen ødelægger mindet om sengen:

Hver onsdag kom jeg der,

vi lå der,

i den seng sammen,

vi så altid den store badedag.

En evig, en generel sekvens,

Hver onsdag. Vi så altid den store badedag.

Hvis det var onsdag,

vi altid den store badedag.

Det er i det løsrevne at nærheden bliver størst:

hvis jeg går ud af stuen igen.

Den smalle gang

toilettet

der vaskede jeg engang mit ansigt.

Koldt vand

hænder

ansigt

spejl

mintgrøn

en lille pose med nellikker

bare det, at vandet er koldt

at det gør godt.

Jeg kan ikke huske hvornår jeg bliver klar over det.

min far må have fortalt mig det

at farfar gav dem alle sammen tæsk

som han huskede det:

hver dag en venten på volden og så blev det stille

farmor kunne ligge i køkkenet

der lå i direkte forlængelse af gangen og var lige så smalt

eller hun kunne ligge i gangen.

Når først gangen er nærverende, kan jeg være min far

ikke hvis jeg begynder at tænke på hans barneknæ

brune shorts

sådan som det ser ud på billedet:

farmor i hvidt, far i brune shorts

så er alt mistet

og man kan ikke finde fars syn

siddende på sengen

derfra kan han se spisebordet.

Jeg ved at min far som fjortenårig stak af hjemmefra

Junkede og levede på gaden.

Jeg er for nyligt blevet klar over hvordan han senere i livet omtaler min mor i breve

henvendt til andre kvinder.

Et minde der er kommet til siden jeg så de breve:

Han har ladet sådan et brev ligge fremme

han har aldrig haft til hensigt at sende dem til nogen

min mor skulle finde dem

hun skulle ødelægges

hun var seksten på det tidspunkt

han var meget ældre,

det betyder noget

de boede i samme lejlighed, som jeg bor i nu

jeg ville ønske jeg kunne gemme brevene væk

jeg tror de elsker hinanden.

Angsten for at blive vildledt

forveksle vand med vind

der er så mange sorger

mine negle er groet ud og klippet ned mange gange siden min mor døde

utallige gange siden min far døde

man vasker tingene af og fortryder det

du har den samme krop som din farmor

det sagde min mor altid

du har den samme mimik som din far

det siger alle

ingen kunne høre forskel når jeg tog telefonen ude hos min mor

min morfar troede han havde fået fat i sin datter

min mors sidste mand slog hende

alligevel tænker jeg tit på ham komme gående uden for vinduet

han har hentet noget i bilen

forknyt

noget ved den måde han viste mishag over for frokostanretningen på kroen

som om hans tøj var blevet for stort

at se ham i den nye lejlighed efter min mors død

han havde købt to lænestole

en forventning om at det ville blive relevant at have to

et forestillet liv foran sig.

Alt er mistet herfra hvor jeg skriver

at holde min mor på panden

sikre sig, at hun ikke har feber

at håndfladerne ikke er fugtige

at hun sidder på sin cykel

på vej til havet

vi plukker hyldebær,

ingen undgår at få røde hænder

alt den kærlighed jeg har

kan være i et hyldebær

nogle skulle tage hendes ydmyghed fra hende

min mor

hun var altid så taknemmelig

jeg ville have sagt:

Det er ingens ret at ødelægge dig

alle de fuckhoveder omkring dig

du er omhyggelig med makeuppen inden vi skal til fest på skolen

glem det

bare glem det

der ingen grund til at være venlig over for de uvenlige

bare glem det

der er ingens ret at kræve af dig, at du er venlig over for de uvenlige 

sommerkonkurrence

fordi der har været næsten halvtredstusind besøgende på den her blog nu, og det er et utroligt antal, vil der nu komme en konkurrence. det der udloves er: 1 eksemplar af antologi 2010 forlaget kronstork, mange gode bidrag 1 eksemplar af et ansigt til emily 2 eksemplarer af skriftserie for ny dansk litteraur nr. 1 som lige er udkommet, og også indeholder mange gode bidrag, (christel wiinblad, Ida marie hede, josefine klougart, christina hagen, amalie smith, asta olivia nordenhof, bjørn rasmussen, illustration: halfdan pisket). der er altså fire premier i alt. det man skal gøre er at poste en tekst man selv har skrevet (alle slags tilladt) i kommentarfeltet som skal handle om kamp og kærlighed og så vil jeg bede min lillebror, hvis der kommer flere end fire kommentarer, om at vælge sine fire favoritter.

det vil vise sig, om jeg forstår noget af hvordan den her nye måde google-blog fungerer. Måske vil jeg begynde at skrive lidt her igen. Jeg har ikke skrevet noget meget længe, jeg har ikke prøvet, der er andre ting, jeg savner mere end at skrive. At kunne huske, for eksempel, de samtaler jeg fører er besværede af, at jeg må lede efter hovedparten af ordene, grøntsager for eksempel, som jeg kender udmærket, hvis jeg skal komme i tanke om hvad en fenikkel hedder, først er der en masse støj og smerte i tindingerne, så kommer der forkerte ord: springløg, rødbede, sølvhale, efterhånden, mens hovedpinen tager til, jeg får kvalme, og en følelse af sammensnævring i luftrøret,kommer jeg i tanke om at det starter med f, så følger en mængde forkerte ord med f, fromage, frikasse, alt muligt med f, hvorefter jeg kommer i tanke om det italienske ord for fennikel, (jeg kan ikke stave på italiensk, så jeg skriver de italienske ord fonetisk her, FINNOTJIO, siger jeg til min kæreste, det hedder finnotjio, det ved han ikke hvad betyder, jeg prøver at vende tilbage til f'et, der kommer mange italienske ord med f, federuntjini, jeg kan ikke huske hvad det betyder, måske små peberfrugter lagt i en lage af edikke og olie, andre ord med f: føderal, jeg kommer i tanke om et billede af en ørn, hvor der står skrevet: sorry, i can't hear you over my freedom, kirkens frelserhær, frække frida, dobbelt f, helt ekstrem hovedpine, grøntsager med f, folklore, fahrenheit, frimærke, det er værre når jeg forsøger at se grøntsagen for mig, det gør hovedpinen værre, grøntsager med f, ofte må jeg helt opgive at finde det korrekte ord, i nogle samtaler kan man komme uden om, man kan forsøge at fortsætte sætningen uanfægtet at man mangler et ord, men så har hovedpinen sat ind, knoglerne vræler, noget spids og skingert og blegt og ensomheden, når man ikke kan huske ordene, det spidse og blege raseri der kommer fra knoglerne, syre i benene, opskrifter må jeg opgive at gengive for min kæreste, jeg KAN ikke finde ordene, jeg kan ikke samordne informationerne, må henvise til en kogebog eller gøre det selv, indkøblister er håbløse, hvis jeg bliver spurgt hvor noget er henne, i hvilken dåse er teen, hvor lagde du christinas bog, hvor har du læst det henne, dette enorme raseri, det gør ONDT at huske, det er en sav gennem hjernen, i det mindste må radioen slukkes, alle vinduerne lukkes, men der er stadig blomsterne, fordi de er begyndt at hænge, fordi de ikke har kunne tåle at jeg har siddet og pustet cigaretrøg direkte på dem, der er den lyd de afgiver, og der er den støj man selv forårsager, det liv man giver liv til, miderne der ernærer sig af døde hudceller, mariehønen har fået et ansigt i år, et orange tyreansigt henover vingerne, sidder fuldstændig stille på bladet, lykkeligt pludselig at få øje for den sovende ands vejrtrækning, den bliver bredere over ryggen imiddelbart efter indånding, hvad fiskene aldrig vil se, det at de finder mad i vandoverfladen får hele søen til at glimte i solskinnet, afledt af dette: igen bange for at nogen iagttager mig ovenfra, jeg ville ønske betalingsringen var blevet indført, også af banalt selviske årsager: traffikstøjen rider mig som en mare, farer sammen, et par gange har jeg måttet opdage om mig selv, ligesom efter at det er sket, at jeg har råbt efter støjende traffik, bandeord, jeg vil mindst muligt ud, det hele sidder på ryggen af mig, min ryg er et ormehul, alt gnaver mig i ryggen, hvis man elskværdigt kunne bede fuglene om at indstille deres lyde, det gør ONDT at de afgiver lyd, min ryg er en kirkegård, stalin ligger begravet der, mærsk, hver gang nogen nævner deres navn slår deres slange-lig ottetaller på min ryg.