I laden. Spredt metal, blik, bagerst nogle halmballer i stabler. Halmballerne var købt til Turner, som pludseligt døde. Pludseligt, synes Kurt, selv om Turner var gammel og hendes pels var gråstænket, selv om han aldrig red hende mere, men nøjedes med at give hende seletøjet på og trække langs markerne og ind i skoven. Til Maggie sagde han, at han fortsat red, han kunne ikke bære at indrømme nogen Turners svaghed. Han hemmeligholdt hendes alderdom, ikke mindst for sig selv, eller snarere; han delte sig i to: den Kurt, der forstod at trække og kærtegne sin gamle hest og sige farvel, og den Kurt, der ikke forstod eller havde glemt, hvad det betød.

Særligt om vinteren, hvor kulden i laden er større og mere klangfuld end den udenfor, men selv nu, i den lunkne og stillestående luft, mærker han en højtidelighed herinde. Det er min metaldrejebænk derovre. Det er her, busserne kører ind om aftenen. Så må Maggies misbilligelse være hvad den er, for Kurt har gjort noget, han ikke troede at han kunne. Han blev ved. Før han kom her, var der ikke andet end flakken. Han var knap nok en mand, han havde ikke andet end sine hænder, og de duede ikke til noget. Han kunne forelske sig i de fleste, Maggie blev det så, den sidste i en lang serie. Han levede sit liv om natten, mødte nye venner som alle drømte om hurtige penge og kærlighed, noget at give sig til, men ikke det, de blev budt. Sengene skiftede, den sene nats ideer virkede anderledes besværlige om morgenen, hvor skulle man starte, han gik hjem med en tynd, allerede bleg eufori, og hjemme kom mistanken; Ingen elsker mig, jeg er paria? Så måtte han ud igen. Hans kone, Ulla, hun levede med det, hun ventede sig ikke mere af en anden mand, og frygtede for at bytte Kurt ud med en, der var mere hjemme, for hun elskede timerne alene om aftenen og sengen, der var stor og fredfyldt uden en mand. Hun havde regnet på det, og selv om han drak for en stor del af sin svingende indkomst, var hun stadig bedre stillet i ægteskabet end ved skilsmisse. Desuden satte hun pris på at der altid var øl i køleskabet og da Maggie kom ind i billedet, var det først og fremmest udsigten til færre, næsten ingen penge, dernæst et spørgsmål om ære og om at føle sig ydmyget af Maggies yngre krop, der fik hende til at kaste et rugbrød i hovedet på Kurt, som stod som et bløddyr og måbede indtil han pludselig blev vred, og sagde at hun selv havde skabt ham sådan og smækkede døren i hovedet på hende.

Kurt sætter sig på en kasse. Han fylder lungerne med varm luft, holder på det, slipper. Det er det vigtige tidspunkt på dagen. Runden i laden. Det er her, han forstår at han har levet, har haft noget i hænderne. Så ringe har jeg ikke været. Ikke så ringe. Han når denne mening hver dag. Han må ligesom rive den til sig fra en brand, og bære den, som man bærer et uskyldigt barn, væk, på tilstrækkelig afstand af branden, så han kan få sine to minutters fred.

Så tænker han på overskuddet og bliver sit hektiske, ængstelige selv igen. Firmaet har haft tre gode år i træk, han har efterhånden ret meget stående og det gør næsten ondt i ham for at få pengene ud. Men det skal ikke være hvad som helst. Han vil ikke investere i fortiden, han drømmer om noget helt nyt.