noter i lillehammer
jeg er i lillehammer. mit hotel ligger klods op af stationen. taxachaufførerne står på pladsen foran stationen med hænderne i lommen på den der måde. man skyder hoftepartiet lidt frem.
idag vågnede jeg ved at fortrydelsen nev mig i ansigtet. der var scenesamtale igår, og jeg føler jeg gjorde skade på noget. det er en tåge der har ligget over mig længe, fremkaldes ved det mindste. hentede i al hast et æble ved morgenbufeen. tænkte: jeg går absolut ikke ud af dette hotelværelse igen, jeg må blive her for stedse. tænkte: hvorfor er jeg den eneste der forsøger at forhindre mig selv i gå ud. det er skamløst det hele. det lissom at køre så forfærdelig hurtigt i bil henover en mark, ham der kører bilen er pissefuld. man ler på den der måde.
jeg kom herover med oslo båden. det er det dejligste. om natten sover man som var man et insekt i et rum uden vinduer.
tænker på pasolini og på forsynet.
jeg håber at jeg bliver gammel nok til at ingen skal gå fuldstændig knuget fra mit lig.
pasolini skriver forfærdet og forelsket om de nymodens cowboybukser :
disse amerikanske bukser der knuser vores køn
se æbletræerne havde strøet sig i lillehammer. lå sådan der over brændenælderne.
det enkleste er at påvise er at det ikke er klart hvor ens krop begynder og ender, i toget igår for eksempel. der var en baby der lo over at togdørene lukkedes og den latter (babyen selv kunne jeg ikke se) bragte mig til at græde og mine tårer over babyen latter bragte den unge mand over for mig til at le. alt sammen lissom muskler, som muskler bare går igang.
terje, den ene af dem jeg skulle snakke med igår til scenesamtalen, var så sød at vise mig den bedste rute langs elven igår. han sagde at nogle betragter en elv som et stort organ. en arm. og at vandet i elve, modsat havvand har hukkomelse.
det mærkelige er hvordan man skulle komme frem til at vand IKKE har hukommelse, når alt man behøver for at blive klar over at vand bærer sine erfaringer med sig er at smage på det.
jeg gravede efter en flot sten til min kæreste et lavvandet sted. fandt en lille gullig en som smagte surt og bar den i hånden tilbage til hotellet men nu kan jeg ikke finde den.
tænker på om jeg skal ta op og se ol-byen. bare sådan.
glane på det.
jeg er i lillehammer. mit hotel ligger klods op af stationen. taxachaufførerne står på pladsen foran stationen med hænderne i lommen på den der måde. man skyder hoftepartiet lidt frem.
idag vågnede jeg ved at fortrydelsen nev mig i ansigtet. der var scenesamtale igår, og jeg føler jeg gjorde skade på noget. det er en tåge der har ligget over mig længe, fremkaldes ved det mindste. hentede i al hast et æble ved morgenbufeen. tænkte: jeg går absolut ikke ud af dette hotelværelse igen, jeg må blive her for stedse. tænkte: hvorfor er jeg den eneste der forsøger at forhindre mig selv i gå ud. det er skamløst det hele. det lissom at køre så forfærdelig hurtigt i bil henover en mark, ham der kører bilen er pissefuld. man ler på den der måde.
jeg kom herover med oslo båden. det er det dejligste. om natten sover man som var man et insekt i et rum uden vinduer.
jeg håber at jeg bliver gammel nok til at ingen skal gå fuldstændig knuget fra mit lig.
disse amerikanske bukser der knuser vores køn
se æbletræerne havde strøet sig i lillehammer. lå sådan der over brændenælderne.
det mærkelige er hvordan man skulle komme frem til at vand IKKE har hukommelse, når alt man behøver for at blive klar over at vand bærer sine erfaringer med sig er at smage på det.
jeg gravede efter en flot sten til min kæreste et lavvandet sted. fandt en lille gullig en som smagte surt og bar den i hånden tilbage til hotellet men nu kan jeg ikke finde den.
tænker på om jeg skal ta op og se ol-byen. bare sådan.
glane på det.
Kære Asta,
SvarSletStilstanden begynder nærmest
at ligne en blindgyde. Dog,
burde jeg vide bedre, at
dette blot er en flaskehals
hvor materien har sat sig fast, og
forstoppelsen bliver værre ved
ikke aktivt, at gå den i rette.
Hjemmesider med helse og
alternative behandlingsmetoder
søges for at afhjælpe ubehaget
der gradvist vokser sig større.
Jeg går i helseforretning, og
handler ind efter mine nøje
overvejede konklusioner.
Fasten bliver refereret til biblen, og
skulle være en ørkenvandring
på fyrretyve dage med brød og vin.
Jeg har ikke lige en ørken, og
har for længst klippet mit hår
kartoffel- og porresuppe koges
som indledningsvis forløsning.
Slavisk følges kurens punkter
æbler- og most indtages om formiddagen
fasten begynder over middag
kun vand, drikkes resten af dagen
en spiseske Glaubersalt opløses
i et glas kogende vand,
jeg drikker bitterheden selv.
Fire citroner presses
tilsvarende mængde olivenolie
tilsættes og rystes sammen
blandingen indtages stående
jeg lægger mig i fosterstilling
på højre side, i sengen
og lytter til mavesæk og tarm.
Dagen derpå indledes med
“bitterheden selv” drikkes
med to timers mellemrum
jeg bliver nu reduceret til
pendler mellem seng og toilet
lettelsen er af en sådan karakter
at en kan gå på vandet.
Epistler fra Nord.. #01.
SvarSletKære Asta,
Jeg fyldes af en genkendelig længsel, et uimodståeligt savn og drages mod naturen, ud under åben himmel, ud hvor eventyret gør svimmel, hvor insekter kravler i bunden af teltet,
hvor landbruget genkendeligt sniger sig ind i tuden. Der ude, hvor skoven stadig rejser sig fordi den endnu får lov, og fårenes bjældehalsbånd gør klang. Der ude, hvor vinden og vandet taler med fuglene omkring, der, hvor trampestier er mudder og sump, hvor myggen trives og suger mit blod..
Har besluttet at gå i dine fodspor. Og har ladet inspirere, til en lille cykeltur. Trille ombord på båden mellem København og Oslo. Ligge i kahyt, som et lille insekt, uden vinduer. Gå rundt på dæk, på alle etager, sightseen de begrænsede kvadratmeter. Spise et måltid og nyde en pils. Tale med fremmede rejsefæller, om alt og intet. Og ind imellem alle dem, støde på dit yngre selv, med kamera over skulderen, på vej, til Litteratur Festival. Trille af bildækket og ud i Norge og ind gennem Oslo. Træde i pedalerne med næsen mod nord. Gennem skov og by, over sti, ad landevej og trampespor. Slå lejr, lave bål, hilse på en lokal fluefisker; tale om, området, fisken og den eventuelle fangst, og tage imod gode råd. Tilberede mad; spidse ører i retning af stemmer, fra tre unge gutter fjernt komme nærmere, hilse kort, da de tager deres oppustelige fartøjer til søs med fiskestænger. Rulle soveposen ud under åben himmel. Lade søvnen indhylle mig med drøm ved skovsø. Slå øjnene op til lys og sol, vågne langsomt, brygge kaffe og pakke sammen. Klar til afgang; over endnu ikke færdiggjort bro, over fos. Da det uheldige, som ikke må ske, skete for byboen, der pr. refleks, aftenen forinden, låste cyklen ude blandt træer, elve, myg og ulve måske, men ingen cykeltyve i miles omkreds, knækkede ventilen med et pift, da nøglen blev sat i låsen. Uden ekstra slange, er der langt til nærmeste cykelhandler..
Trække, slæbe og bære cyklen med bagage, over og under bæverens drilsk fældede birketræer. Stensætninger og bomme. Ned af fjeldet, til byen unden cykelhandler. Indse det søndag og alle kilometer tilbagelagt, føles som spildt mælk.
Epistler fra Nord.. #02
SvarSletKære Asta,
Jeg erfarer til min skræk, det fredag og præcis en uge siden, om nogle timer, turen her er påbegyndt, med, at cykle ombord på skibet, former known as, Oslo-båden.
Hvad sker der i grunden lige for DFDS, der har solgt ud af Oslo-båden, og den nu skal være malet grøn, og vi skal vende os til at kalde den Go Nordic Cruiseline og få spørgeskemaer efterfølgende, i mailen, om vores oplevelse på turen og opfordres til, at dele vores tanker derom; det er mig i grunden bemærkelsesværdigt, at ens nøglekort skal scannes ved en hver handel for indsamling af data for mere salg og profit. Og, at de efterfølgenen, i det nye internationale selskab, kan sidde og snage i, at Casper har købt: en rejse-øl, af et bestemt bryggeri, i en bestemt bar, ved start af rejsen. Spist i den Italienske Buffet, Little Italy, kalder de det vist, og nydt en ellers okay Lasanga, dertil, endnu en IPA med en lidt højere alkohol procent, fra Hørslev Bryghus og tilmed bestilt en kaffe og tiramisu til dessert. Og senere; en Toblerone fra den tax-free, som blev nydt, med en kop kaffe, fra kaffe to go hjørnet, som sjovt nok ikke bad om det lille nøglekort, med navn på. Hvad sker der for det; er det indlysende, at alle i dag, som Holberg, er, “for” kaffe og tilpas afhængig af kaffe, til at, det er indlysende, at stort set alle nyder det, og derfor let, at købe kaffe ind, årligt, på antallet af rejsende. (Apropos kaffe, det smitter, nærmest trangen til en kop blot at skrive om det. Det tid til, at brygge endnu en kop morgenkaffe, på spritbrænderen, i Shelteret, med udsigt over Gudbrandsdalslågen.)
Knække døde kviste og grene af fyrretræerne, finde vatrondel frem fra tasken, dyppet i stearin hjemmefra, starte et lille hygge bål. Nyde processen, lyden og duften af det, se den spæde flamme tage til, vokse sig stor og orangegul, hvæse i vinden og kaste røg af sig og knitre sig større. Livet af det, samspillet mellem mand og ild, evolutionshitroen og vores fremmarch til nu. Ilden i de utallige eksplosionsmotorer på E6, der brummer helt herop og blander sig med lydinfernoet. Vinden i birketræerne og fyrretræerne, fuglekvidder og oppe fra, brøler turbinemotorene på vinger ned og vil have sin indflydelse på idyllen af kaffebrygning, nydelse af morgenmad, speltbrød, med skøn mørkebrun gedeost. Refleksioner over hvilken retning, disse epistler skal tage, og, om tiden i dem, om det er er muligt at indhente dette, nu, eller om cyklen vil holde sit forspring, om jagten på rytmen, hårdheden og mindset kan indhentes..
Ned fra fjeldet, efter den første overnatning til lands, den anden på rejen, med et flat baghjul på en stille villavej i forlængelse af skovens grusvej, overhaler en bilist langsomt, mundaflæser hans konstaterende udsagn til sin kvindelige passager; han er punkteret, og kører roligt videre blinkende til venstre.
Cyklen stilles flad på sit støtteben, i ly, under en tankstations halvtag. Stålkoppen afmonteres den forreste cykeltaske og går direkte op til kaffe automaten og trækker en almindelig sort kop kaffe. Skubber glaslåget til fryseren til side og hiver en sandwich-is op og forhører mig, om en eventuel cykelsmed eller cykelhandler i byen. Den unge mand kender ingen smed og den nærmeste cykelhandler ligger 14 km syd i Hønefoss og der går en bus, han peger, fra det der busstoppested derovre; det er bus 113, siger han.
Google Maps granskes, til nydelsen af kaffe og is, og et spot ved nordens største ballonbadeland fanger interesse, for at slå mit telt op..
Epistler fra Nord.. #03
SvarSletKære Asta,
Jeg sidder midt i eventyret, under regnslaget, spændt ud, som bivuak, primitivt af en gammel tørresnor, engang fundet et sted i et andet landskab, for længe siden.
Omgivet af krogede og mos beklædte birketræer, Bag mig, løber fossen brummende, klukkende og talende ned fra Imsdalsvola. Sneen har i nattens løb igen lagt sig på toppen af Storfjellet overfor. Ind og imellem kalder gøgen og de små sangfugle pipper i et væk. Vinden tager til og fra og er kold, nærmest bidende og jeg undres over min egen kropstemperatur modstår. Solen har svagt skimtet frem et par gange. Det våde er så småt blevet tørt og morgenstunden er gået hen og blevet gammel. Det var ment som midlertidigt stop, for at tilberede et varmt måltid, men blev permanet for natten, da regn så småt begyndte at falde og søvnen overrumplede mig.
Den første og anden kop kaffe, kogt på vand fra fossen, er skyllet ned. Spadser rundt i området, samler en slags hår, fra træerne, en tilpas mængde, stopper det i lommen, trækker bukserne ned, sætter mig på hug og sender pizzaen, kagen, speltbrød med ost og mere til, ud i et mindre bjerg bland bjerge på fjeldet, som så ofte vil ske, naturligt, med dogmet om ikke at benytte papir rullet på pap, på min vej nord..
Natten forløb som en krig, om ikke, at blive gennemblødt. Hætten på regnslagt fyldtes med vand, og forsøget på, at tømme det ud, resulterede i stedet, det løb ned i ærmerne og ud på soveposen, hvori, kroppen var indhyllet i tæppe, uden på, flere lag af varmt og tørt tøj og til min overraskelse, stadig varm. Vinden kastede kontant regndråber ind. Liggende, udbedredes omstændighederne, lidt anstrengt, hæftedes cykeltasken med proviant til regnslaget og modstod derved, de regelmæssige vindstød og regndråber, der tilsølede liggeunderlaget.
Nattens drømme, ind imellem kampen mod vandet, var lysende klare og surrealistiske, noget med en hvid ulvs færden i området, en ung kvinde og en skaldet mand, på en anden kvindes cykel, i et abstrakt city realm.
Her til morgen, endnu i soveposen, anstrengt for at komme ud og op, kørte forestillingen om, min iagttagelse af det unge coverband på Oslo-båden og alle børnene der dansede og slog flikflak, sprang og løb, alt mens deres forældre så til. Iblandt, manifesterede, du og din datter sig, på vej, til en bog repræsentation i Oslo, husker ikke hendes navn, som, hun ellers så fint insisterede på, du, presenterede for dine gæster, til din seneste bogfest.. Der til den bogfest, Djævlebogen, udklædningsfesten, dér bland alle djævlene, stod den mindste djævle, af dem alle, pludselig, med djævlens gaffel i sin hånd, på et plateau, eleveret op i øjenhøjde og inspicerede nysgerrigt, min djævlemaske, af papmache, under en af forestillingerne.
Cyklen kalder, eventyret på hjul må fortsætte, og tidligere strabadser med punktering må vente, med en cliffhanger, nu solen igen titter ud og regnen står på spring og tiden konstant løber..
Epistler fra Nord.. #04
SvarSletKære Asta,
Jeg springer ud af soveposen og teltet den morgen. Springer, er måske så meget sagt, men klokken tillader ikke af blive liggende. Cykelhandleren i Hønefoss åbner klokken ni, bus 113 afgår fra stoppestedet, udpeget af den unge tankpasser, halv ni og ankommer fem i ni, perfekt; og ser mit snit til, at trække en doven sort kaffe på benzintanken og lade lidt energi op, på min telefon og se mig selv i spejlet, skylle ansigt, ja, resten af det hygiejniske skal jeg nok spare dig for. Alfa og omega er, busturen går som planlagt, tilmed, med rabat, da bussens betalingssytem ikke har nogen internetforbindelse.
Kører med helt til busholdepladen centralt, går retur af vejen vi kom fra, over broen, over fossen, dæmmet op, som engang må have været en vild brølende, skummende hvid fos, inden Nordmanden tæmmede den og gjorde vandet til deres redskab. Det må være den fos, der har lagt navn til byen, men, nu blot er et sølle springvand, der risler ned i den ellers så imponerende klippekløft.
Glade Hjul Sykkel ligger i en baggård med parkeringsplads, i en lagerbygning uden vinduer, lidt som et insekt i en kabys, uden ellers at drage nogen konklusion, er det langt fra lige så romantiks i den lagerbygning, blandt cykeldele, hardware og accessory. To midaldrende mænd, bag disken, den ene dybt inde i computeren, den anden optaget af nogle papirer, tager imod mit “godmorgen”, som, vand preller af en gås.
Hele seancen; forklaringen af problemt og ønsket om to nye slanger, i de og de mål, med en sådan slags racer ventil og betaling, tager cirka den tid det tager, at gå en lille cirkel rundt, fra min rygsæk, henkastet på gulvet, kigge på cykler og cykeltøj, til igen at stå ved rygsækken, som samledes op, nu indeholdende to nye “inner tubes”, og svinge over skulderen.
Gåsen er stadig i lagerbygningen, da mit farvel og go’dag, når deres ører.
Tilbage i centrum, med, tre kvarter til bussen igen tager i retning af Toso, teltet og cyklen, inspiceres, den stille vågnende bymidte blandt enkelte andre fodgængere og et par, to meter høje vagter i uniform, fra et ellers andet vagtselskab.
Udenfor, Kafé, Kirkens Bymisjon, sidder en håndfuld mennesker og taler, drikker kaffe og ryger smøger. En varevogn ruller ind på torvet, med anhænger, klisteret til med klistermærker, i blå nuancer og ansigtet af en kvinde. Sylvi’s kampagnevogn, Fremskrittspartiet, står påskrevet med store bogstager. Kaféen lokker med kaffe og en morgenbolle med ost, som, handles i en kort udveksling af ord, med en køn mørk mand med store bløde brune øjne, der spørger; hvor er du fra?
Lader ham vide at være, fra Danmark, peger på den halve bolle i montren, med den lækre brune ost fra Guldbrandsdalen. Betaler i stilhed, Danmark, siger ekspedienten og smiler mens han skænker kaffen i min egen kop af stål. Vi siger, ha’ det, til hinanden og går udenfor med kaffe og den halve bolle på en tallerken, blandt de andre levende.
SletEn ældre herre iført mørke solbriller af guldfarvet stel, defilere tæt forbi og kigger ned på mig, først en ene vej, så den anden vej og fortsætter over på torvet og stiller sig ret op og ned af en anden herre iført solbriller ved Sylvi’s kampagnevogn, der stadig er i gang med, at komme på plads.
Drikker ud og spiser op, går ind, sætter tallerken, ekspedienten sidder på hug, med ryggen til og fylder drikkevarer ind i køleskabet. Enkelte aldrende rynkede og rygende blikke følger mig på vej ud, vinker et enkelt vink, får et par igen, fortsætter ned af vejen mod busholdepladsen, forbi Sylvi’s portræt, der nu holder stiller. Den ældre herre med guldsolbrillerne, siger noget i min retning.
- Hvabehar?
- Går du? gentager han, og kommer mig imøde.
Nu tæt på hinanden, kigger dybt i ind i hans mørke solbriller, ser engenperson reflekteret i hvert brilleglas, mig og mit alter ego..
- Ja, vi går, siger vi.
- Skal du ikke se Sylvi? spørger han, og kaster et blik i retning af den anden ældre mand med solbriller.
- Nej, vi er danskere. Og fortsætter, ned mod busholdepladsen.
- Han sagde, han er dansker, siger den ene med solbriller til den anden med solbriller.
Ved busstoppestedet, er der ti min. til afgang. Venter nogle meter derfra, på hjørnet, overfor et hotel. En tredje mand er dukket op, stiller sig på modsatte hjørne, med sin mobiltelefon til øret i samtale og kigger over på mig og rundt, går frem og tilbage, stopper foran hotellet med front mod mig, der kigger henholdsvis på, Sylvi, brillemændene og manden med telefon til øret.
Mon de hører sammen de tre der?
En fjerde person, dækket til med hue og maske, med to dåser af et eller andet, læskende, i venstre hånd, kommer frem fra hotelets parkering, går raskt over gaden og kigger sig over skulderen, gentagende gange, i retning af manden med telefonen til øret. En kvindelig rejsende med kuffert på hjul og håndtag har i stilhed, taget venteposition, bag mig. Bussen samler os op, og er endnu uden internetforbindelse..
Spændt tilbage ved cyklen og teltet, der endnu står, som det blev efterladt, påbegyndes operation slange skifte og bagdæk med slange, bliver sat på forhjulet, da dets slidbane ikke længer er eksisterende. Fordækket sættes på baghjulet med den nye slange. Indgrebet vel overstået, hjulene pumpes, tiden er endnu formiddag, afklædes, hopper i Norges længste sø, sæbes ind, pakker sammen, stiger på cyklen og afsted; i retning af min rute, for igen at forsætte hvor jeg slap, mod Lillehammer, lidt længere nord på..
Epistler fra Nord.. #05
SvarSletKære Asta,
Jeg vågner med et sæt, nattens søvn afbrudt af en gentagende metallisk lyd, tung og rytmisk gentagelse med søen og skibets vuggen fra side til side. Vi må have været ude i Skagerrak da det stod på eller var værst. Nu i mørket, sidder på sengen og har ingen tidsfornemmelse. Famler efter flasken med vand, finder lyset, tager en tår og beslutter at gå op på dækket for at se den eventuelle solopgang. Den er forlængst stået op, den hænger i hverfaldt et stykke over horisonten, afsløre lyset, der falder ind af et af de første vinduer der møder mig på vej op på soldækket. Uret ved receptionen viser knap seks og kun enkelte andre passagere går tilsyneladende forvirrede rundt. Tager den hele vej ned ingen og ind i kahytten og ligger mig på langs, sætter alarmen en time frem, inden bruseren, rammer ned over mig med dens forfriskende og kølige vandstråler.
Opsat på at få det bedste ud af sejlturen, med den nu hedengangne Oslo-Båd, bringer nysgerrigheden mig op på dækket, blandt ligesinde, der er interesseret i frisk luft og den stille indsejling til Oslo op gennem Oslofjorden. Vejret er godt. Min søvngængeragtige gang er doven og promenere træt rundt. Ænser nærmest ikke selskabet der vinker godmorgen, familien fra nabobordet i Little Italy, aften forinden. Nej, end ikke Oslofjorden lægges mærke til, tankerne kredser igen om en kop kaffe for at kunne komme til hægterne, kikstart dagen og være klar til at trille fra borde.
Kaffe to go hjørnet og deres pap-kopper tiltaler mig ikke. Desuden er der kø, skubben, masen og en masse snak og støj, blandet med sød baggrunds musik.
Det skal være morgenbuffet, men igen skal der stemples ind med nøglekort. Og kaffen alene er ikke mulig og bliver henvist til kaffe to go hjørnet.
- Hvornår skal man forlade kahytten iøvrigt? stilles spørgsmålet, som svar på henvisningen. Og i næste nu, inden ekspedienten får svaret.
- Hvornår lukker buffeten?
- Begge svar er klokken ti, ved ankomst, siger hun, kækt kvikt og friskt og fortsætter; ellers andet?
- Ja, en morgenbuffet tak! Mumles og trækker på smilbåndet.
- Så skal jeg bare have dit nøglekort, siger hun, uden at trække en mine.
Kaffebordet står lige for, som det første passagerne falder over når vi går til festen af overflod. Kander an mas, med både kogt vand til te og kanderne med kaffe, står på et rundbord, med kaffekopper stablet som tårne.
Skænker mig først en kop og trækker over i et hjørne. Sipper lidt af koppen og læner mig op af en stolpe. Iagttager, danner et overblik, føler ingen sult, tjenere kommer ud fra køkkenet med store fade, flere kander kaffe og kogt vand, mens andre tjenere afrydder efter gæsterne, stiller tallerkener, glas, kopper og bestik på et lille metalbord ved midtergangen og tørre borde af, ruller afsted med de små borde, ind gennem en dør, til opvask.
Nogle gæster er flittige gengangere. Flere tallerkener bæres afsted på bakker, ned til familie og venner.
Kigger ned i koppen, halv fuld, lidt lunken, vil have en frisk, stiller koppen fra mig på et af de små metalbord med hjul. Tager en tallerken, dyb, og skovler lidt ymer op og tilføjer alle tre forskellige müsli og sirup, skænker en kop kaffe, finder et bord og sætter mig midt i ræset.
En tjener fra Little Italy, står pludselig og ryder bordet ved siden af. Der kunne de have snydt mig. Troede den der Little Italy, var en selvstændig restaurant, med deres egne ansatte, men nej, blot en en del af det hele store økonomiske spil, som vi alle samme leger med på.
- Godmorgen, tak for i går, den der tiramisu var fantastisk..
Tjeneren kigger spørgende, men fanger hurtigt besked.
- Selv tak, siger han, har du sovet godt?
- Nej, forfærdeligt, der var en forbandet støj ude i Skagerrak. Noget metal slog aldeles hårdt og tungt.
- Ja, det er vandtanken, siger han, engang vågnede jeg med frygt for vi stod under vand.
Han stryger videre til næste bord, for at tørre af.
SletMin ymer ligger stadig i den dybe tallerken og koppen med kaffe, halv fuld. Uret på telefonen fortæller, der skal et lidt andet tempo på drengen, hvis buffeten, skal være sin pris værd og ikke bare blive til historien, om den dyreste kop morgenkaffe.
Appen, Komoot, viser vej gennem Oslo. Sporvognesporerne er listige og ligger klar til at gribe fat i et hjul og sende en i den gale retning, eller blive fanget midt i trafikken, som en siddende and i en sø.. Navigerer fejl et par gange. Enten kørt for langt, glemt at dreje, eller bare optaget af, at kigge mig omkring, suge til mig og nyde gensynet og atmosfæren, en lørdag morgen, i Norges hovedstad, stadig udvidende om de strabadser der venter mig forude i forlængelse af, brugen af appen, fra Komoot.
I begyndelsen går det stille og roligt, ingen sved eller synderlig anstrengelse, end den irritation; der følger i kølvandet af, at føle sig tabt bag en vogn, eller, endnu ikke ved mine fulde fem, efter natten, på Nordic Pearl, når det viser sig, at være kørt forkert..
Epistler fra Nord #06
SvarSletKære Asta,
Jeg ligger i teltet, maven fuld af en reindeer burger, pommes frites og en Dahls pilsner. En stor brownie med flødeskum og kaffe til dessert. Regnen trommer løs på den grønne teltdug.
Er lige vågnet, varm og tør fra en lur, tiltrængt og fortjent, nu delmålet er nået. Det tiltrods, kredser tankerne delvist stadig om mad, efter strabadserne i dag, ned fra Pilgrimsruten, Gamleallmannvegen, 850 højdemeter og nul til fem grader varmt. Mudder, brændeneller og traktorspor, dybe, med vand.
Dagen igennem har tankerne kredset på mennesker i mit liv, gennem tiden, på godt og ondt, enten kortvarige eller længervarende bekendskaber, med personer, hvis navne ikke vil genkaldes, men, husker på den sære måde, med ansigt, statur og personlighed, fra en fjern tid.
Familie relationer, som aldrig blev til andet end navne og ansigter. Potientielle venskaber, der aldrig fik lov at udvikle sig, på grund af omstændigheder, som livet bød os, i den givne situation.
Du er gennemgående trådt ind og ud mellem alle de andre, i tankestrømmen, i dagens løb, gennem landskabet, på saddelen, i regnen, på vej, pedalerende; som den joker, undskyld udtrykket, der, som den eneste, kender omfanget, af den skrivende sidde af mig.
Følelsen og fortvivlelsen af at have ødelagt noget, red igen med på bagagebæren, som den først gjorde, på min vej ud af Lillehammer, op af bakke, på en grusvej, i skoven med sol ind i de sene timer, søgende efter et sted at slå teltet op.
- Du bør være i, griner højlydt land, siger alter ego, i stedet for at sidde her og få ondt i numsen.
- Nej, det det helt rigtige det her, mumles mellem åndedrag, det den heltrigtige promotion-tour ind i Skandinavien.. Og klukker..
Det sære i det, følelsen ved, at have rakt ud til dig, gennem skriften i så lang tid, er, der ikke er ord for på nuværende. Kan ske, de ord, en dag kan finde sammen og sammesættes, til en meningsfuld sætning.
Søvnen afbrød. Lyset bliver ikke længer afbrudt af mørket på disse højdegrader. Øjenene åbnes op, og tankestrømmen, fortsætter i det univers den slap.
Vinden tager til. Det fortæller, susen i trætoppene mig. Lige her er vindstille og køligt.
Kragerne kalder i det fjerne, måske et sted på søbredden, mellem træerne. Et insekt, aflangt, sort med følehorn og vinger, kravler rundt på indersiden af den gule teltdug. To silhuetter, af små skovsnegl, kryber for benenden, på ydersiden af den gule inder-teltdug.
Regnen holder pause, lydene er mangeartede og fremmede fra dyr og området her i Røros.
Klokken er endnu ikke seks. Biler er så småt taget på vejene. Et fly letter fra lufthavnen.
SletDer er den her dreng, han bor med sin mor og bro, i opgangen mormor boede i, på første sal til venstre. Han hedder Kim, hans storebro hedder Jan. Henholdsvis lys og mørk håret. Jan er en rigtig idiot, der truer med at brække min arm. Kim er en stille forsagt fyr, venstrehåndet, spiller bordtennis i Sorø Hallen, en dygtig boldspiller. Vi leger aldrig sammen, men hænger ud et par gange, blandt andre børn i en eller to somres forløb, når min sommerferie blev tilbragt hos mormor og vi hvergang var vokset lidt større.
Opgangen, når nu tankerne kredser om Kim, var en sådan underlig størrelse af enlige kvinder, som man oftest kun så skyggen af. Husker primært kun Kim, og kan ikke sætte ansigt eller navn på hans mor, der kun ses, som hende, der stak hovet ud af vinduet.
Mange år senere, langhåret med skæg, driver rundt i Sorø, for at finde svar på P’s historie, eller min egen for den sags skyld. Da dukker Kim op i en voksen udgave, af sit barnlige selv, ikke kun en gang, men hele tre gange, inden for få dage. Rækkefølgen huskes ikke og er for så vidt ligegyldig. Det først nu det indses, han må vide noget, fra den opgang, mormors opgang, som har interesse for mig.
Vi går hinanden i møde, som tilfældigheden vil det, på Skælskørvejen ved Sorø sø. Kim på vej ud mod Frederiksberg. Selv i retning af Sorø torv. Overfor hinanden, på hver vores flise løb, kun adskilt af linjen, af små mørkegrå chaussesten, slår det mig, det sku’ da Kim det der, vi hilser, og fortsætter væk fra hinanden i hver vores retning.
Senere, af omstændigheder, der stadig er mig uklar, hvorfor at skulle finde på at gå ind over Frederiksberg boldklubs baner, af nysgerrighed fra et barndomsminde, om det mytiske og fremmede, kun omtalt og aldrig før været der. Eller er det blot trangen til en kop kaffe og et stykke chokolade fra klubhuset, der styrer retningen.
Dér i entreen, ved indgangen, til det lille kontor og kiosk, sidder den selv samme Kim, ved et bord, og drikker kaffe med en anden mand. Han gør store øjne da han ser mig.
- Nå, sidder i der og drikker kaffe?
- Ja, der gør vi, siger den anden mand.
- Vil du have en kop, tilbyder Kim..
- Ja tak..
De fortsatte deres samltale.
- Nu der ikke er andre, er det måske muligt, at tage et bad?
De to kigger på hinanden et øjeblik og nikker indforstået.
- Ja det er det, siger den anden mand, men ikke forlang tid. Du kan bruge omklædningsrummet der. Og peger på døren lige overfor.
Sidst men ikke mindst, da en aften, går med, at spadsere fra mosen; Lille Finland, Sandagermosen, ned ad den gamle jernbane sti, over engen, hvor køerne græsser, hvis landmand ingen synes, at vide hvor hører til, eller om overhovedet eksisterer. Forbi og langs med cisterciensermunkenes udtørrede og tilgrode vandløb mellem Sorø sø og Tuelsø. Ind i kolonihaverne, fra hjørnet ved kirkegården, ved den hemmelige låge, blandt de små hyggelige huse, selvbyg, på hver side af stierne, fyldt med perlegrus, som knaser når man går og kolonihaveejerne, kan høre, at en er på vej. Ud i den fredede Fægang, alleen med alle de store og gamle ege. Ind over cykelcross banen, videre over boldbanerne og ind i Sorø hallen, til duften af hal liv og lyden af boldspil fra hallerne.
Der, i den forholdsvis store, restaurant og kiosk, sidder igen den selv samme Kim og spiser et måltid mad alene. Nu det os der nikker indforstået.
SletNaturen kalder; vrikker ud af posen, vender rundt, stikker fødderne i de våde og kolde sandaler, lader mit vand og går lidt frem og tilbage og rundt. Stikker de kolde hænder dybt i lommerne på dunjakken. Et større dyr eller to har i nattens løb været forbi og efterladt, deres efterladenskab, i to store plamager, af det der ligner forstørret tic-tac, dog brune, tæt op af cyklen. Brygger en kop kaffe, beundre trætoppene og vinden i dem, og undres over den tilsyneladende vindstiller gryde teltet står i. Afmonter cykeltaskerne, går ned af skråningen til søen med en gryde og fylder den med vand.
Drikker kaffen, skærer nogle tykke skiver af den lækre brune gedeost, lægger det på et naanbrød, med et par skiver elgkødpølse. Nyder morgenstunden. Inspicerer cyklen; bremseklodserne forrest skal skiftes. Kæden er så småt rusten. Skiller pumpen ad, giver den lidt olie. Kører en klud over kæden. Konstaterer, at materiellet har behov for en kærlig omgang, for at kunne modstå, det intense terræn, på sigt..
Hælder vandet i gryden, ud over bagsiden på cykeltaskerne, rengøre dem, selv om det har en stakket frist.
Går igen ned af skråningen, til søen, fylder gryden med vand, finder et passende sted, trækker bukserne ned, indtager hug stilling, sørger for mine benklæder ikke er i vejen, gør mit behov, som vi, mange af os gør et par gange daglig, sætter gryden med søvand til halebenet, hælder og vasker mig.
Hvis der ikke er en direkte vej, så, er der en omvej. Men, der sjældent, en genvej..
Epistler fra Nord.. #07
SvarSletKære Asta,
Jeg ligger i teltet med fire små myg, de er så småt ved at vågne, det undre mig, da det kun er fire grader varmt. Gøgen kalder sine traditionelle kald, og blander et par kald ind, som mine ører aldrig før har hørt.
Har slået teltet op lidt nord for Røros, ved Storsandtjønna, i går aftes, for at komme i ly. Venter hele dagen på, vinden skal lægge sig og skydækket vil drive over og udelukke regn. Men regnen vil det anderledes og fanger mig hen på aftenen og reducere mig til en lille rystende Chihuahua. Sidder på det tidspunkt ellers godt i sadlen og beundre fælgene skinne og gearene der glider smoot, mellem hinanden. Aktiverer gearskifterarmen, med vilje, bare for at nyde den bære kæden fra tandhjul til tandhjul, let uden modtand og kæden taknemmelig glide ned over og rundt om tænderne, uden et tørt, skingert, knirkende og knasende snær, efter at være blevet pamberet for. Den har været en tur i beautysaloon og nu spinder den, helt, som en lille mis. Håndbremserne mangler stadig lidt justering, men, de er hele tiden i brug i det stejle terræn og konstant foranderlige. De er rarest, når de har kort aktiverings afstand, specielt på langsomme, snørklede og stejle passager, med forhindringer, som sten og huller, grus og fuger, skåret ud af rindende vand.
Overvejer at cykle om natten, det gør for så vidt ingen forskel, andet end det er koldt, at solen ikke skinner, men ofte vindstille, og natten er lys, som dagen og ingen trafik. Regnen har ligesom sin egen vilje, iskold og ikke til at lave aftaler med.
Morgenmaden er indtaget; fire smilende æg, to skiver speltbrød med den lækre brune gedeost, nu et andet brand, end den populære og velkendte fra Guldbrandsdalen.. Og kaffen selvfølgelig, to kopper af den.
Til min skræk her til morgen, står da, i lyset og sætter flasken med drikkevand, i holderen på cyklen, tappet fra vandhanen på Biblioteket i Røros, opdager små sorte flager/grums/organismer flyde rundt, som i de forseglede glaskupler, med et landskab, man ryster, så det sner. Tog et kig i den anden større flaske, ligeså, fyldt med den samme sorte partikel ting, den tredje flaske, slukkede min tørst, i går aftes..
(En mand giver sig til kende, med et lille host, udenfor teltet.)
Det viser sig, at være et par fra Tyskland, der er på bilferie, gennem Sverige og Norge. De fisker, bader og hygger sig og på vej tilbage, sydover, til Rostock.
SletPakker telt og sager sammen. Cykler er par hundrede meter ned af vejen, drejer ind på en grusvej. Et hus, med tilsyneladende ingen hjemme, en træstamme ligger på tværs af indkørslen.
Perfekt, løber konstaterende gennem hovedet. Parker cyklen på sit støtte ben, lidt besværligt i den sandede jord. Knapper stålkoppen af forreste venstre cykeltaske, scooper lidt vand fra søen og går et stykke ind ad en sti, til ventre, forløser mit morgen ritual, vender lettet tilbage til cyklen, klæder mig af, finder toilettasken, tager shampooen frem, gør den klar, hopper i store kolde balje og stiller mig op på græsset i solen og sæber mig ind.. Dypper koppen gentage gange i søen, skyller sæben af og hopper i vandet igen.
Nyder hver en fiber der resonere i kroppen, mærker friskhed strømme foroven og ned gennem mig. Går på alle fire, peger numse af solen, tager tre sæt armstrækninger, med lille pause imellem, af sæt af tyve.
Børster tænder og triller ud på Johan Falkbergets vej, med retning af Ålen.
Cyklen er pumpet og taknemmelig efter beauty-saloon session dagen før, og takker med at trille, som en drøm. Vi smelter sammen til en enhed og rider med alt hvad ramme og tøjler kan bære. Kilometer efter kilometer bliver tilbagelagt på ingen tid. Vejrforholdet perfekt og minimal trafik. Finder et gear der passer, mellemste klinge forrest, et af de ni tandhjul bagerst. Bliver i det gear, holder kadence, stiller mig op i pedalerne på bakkerne. På nedkørslerne, trykker gear skifteren med tommelfingeren, tvinger kæden op i den største klinge, træder til og suser nedad, holder øje med trafik og specielt, huller og bump i vejen, gennem solbrillerne. Dér, pludselig, på nedstigningen rammer sommeren ind i mig , duften af græs, mælkebøtter og kløver rammer lige i tuden og luften bliver gradvis varmere på vej ned i dalen. Sommeren er endelig kommet til Norge og solen skinner. Juhuuu!!, råbes i begejstring, hey fårene, sommeren er her!!
Hjulets centrifugalkraft, den kunstige gravitation, er barmhjertig. Mand og cykel ét. Fire cykeltasker, telt, footprint (to styk materiale, vandtæt, afdækningsfilt m. plast membran og undertag til at ligge under teltet.) fastspændt på den forreste bagagebærer under den lille handelbartaske, med pas og kamera og div. Sovepose og tæppe stoppet i en dry bag og fastspændt på bagagebæren. Det hele en enhed, af kinetisk brutalitet, hvor selv Vingegaard og Pogaca får baghjul.
I Ålen, skiftes vandet ud i Coop, handler lidt snack Noget norskt brød med smør og kanel, man drikker til kaffen, som en så venligt forklarer, da hun bliver spurgt. Finder nogle norske lakrids både. De er dog for søde til min tand. Derpå går turen et stykket retur op af bakke, tilbage på rette kurs, lagt med Komoot. I retning af Ås, over fjeldet af Raistvegen, stiger til et tusind højdemeter, cykler blandt store flokke af rensdyr og plamager af vinterens tilbageværende sne, der ligger og smelter, så det kan høres, i vandet der løber i retning af fossen.
Klukker på opstigningen, til fårenes bjælder om deres hals, som i et rigtigt cykelløb, minder om tilskuerne, der står med kobjælder og hepper på udbryderen, der ligger alene forfulgt af det hele felt.
Kan lige høre det for mig, Rolf Sørensen og Ritter, hvis far hed Ole, kommentere på det.
- Det godt nok utroligt det udbrud, siger Rolf, og så med alt den oppakning. Han øger forsat!!
Og Ritter, der kommer med kulturhistoriske og koloniale input.
- Ja, siger Ritter, det et område med en tradition for fåreavl. Og alle de små lam, de er traditionen tro, stor eksportvare som lammekøller..
Ligger lidt ude for Ås, i et shelter, med bål plads. Har været en tur i Småfossen, pakket og klar til, at, role on..
Cyklen lægger afstand til pennen, i dette tilfælde tastaturet, som frygtet. Det må der rettes op.
Epistler fra Nord.. #8
SvarSletKære Asta,
Jeg står og kigger ud over Randsfjorden. Børster tænder. Overvejer min næste disposition. Vælger at Cykle op langs søen, ad Fjordlinna 240 og flette tilbage ind på den planlangt Komoot rute. Det føles godt igen at have luft i hjulene og have overstået den lille start vankelighed, fået hentet to nye slanger i Hønefoss og skiftet den ene nye med den punkterede, der viser sig at have en lapning, som ikke mindes, selv af have udført tidligere. Måske det er pga den lapning, der er slør i styret, når cyklen får frigear og lov at løbe løbsk, ned ad bakke.
Efter lidt proviantering i Coop i Jevnaker, forsætter turen op mod Lillehammer, første delmål for turen, og delvis inspiration til den hele tur fra begyndelsen. Dine, Noter fra Lillehammer, starter med at dukke op, i glimt, på en ugentlig svømmetur i den lokale svømmehal. Noget om vand og hukommelse, fæstner sig, som en erindring i det klorholdige bassinvand. Svømmetag efter svømmetag. Fristelsen til at kravle ud af bassinet før tid, melder sig, som en et lille biprodukt at få opklaret indholdet af teksten i digtet og om det der huskes, overhovedet stammer fra dit digt.
En ung kvinde i en blond busteholder og trøjen bundet om livet, overhaler på en racercykel, med et smil og solbriller på, liggende henover gedebukkestyret, så tyngden af hendes bryster peger mod asfalten.
Først øges tempoet, men, ikke tilstrækkeligt og bryder ud i en lille lunken latter.
- Du har ikke en jorddisk chance alligevel, siger alter ego, og falder hurtig tilbage i, at cykle i eget tempo.
Kommer hen af aftenen gennem en lille landsby, med ikke ret meget aktivitet, en traktor kører op og ned af den eneste gade, halvtomme forretningsvinduer, en thailandsk restaurant der lokker ved, en anden cykel med en enkelt cykeltaske spændt på højre side af bagagebæren holder op af muren. Parkere og går ind, opsat på, at spise thai og drikke en øl, inden det igen går videre nord på.. Krydser en herre på vej ind. Han stiller sig og kigger på cyklen, med alt dens oppakning. Går ud, falder i en kort samtale, han er nordmand og på vej til et silent retreat. Han har cyklet hele ugen, sovet på bed and breakfast og spist på de restauranter han havde lyst til. Nu godt mæt og med en pilsner i maven klar til at cykle det sidste stykke, til retræte centeret, et sted ude i skoven, i nærheden.
Snart skiftes underlaget med asfalt ud med grus. Landskabt ændre sig, mere kuperet, kravler utallige højdemeter, gennem landbrug og parceller, der synes, at være nyligt udstukket af landbrugsjord.
Instinktet er altid lidt forud for trætheden og begynder at spejde efter en mulig plads, at slå teltet op i tide, til en god nats søvn. Det bliver nede af en åbenlys flittig brugt sti og undre mig lidt over dens slidte beskaffenhed. Ved en lille bål plet, kun brugt en enkelt gang, ligger en brugt tampon. Dér spændes tørresnoren og bivuak op og falder i søvn til solen, der skinner på fyrretræerne på modsatte bred og spejler sig i skovsøens blanke blikstille overflade.
Sover den hele og lyse nat, indtil lyden af stemmer, og nogen hopper i vandet fra en flydebro på den anden bred. Det viser sig senere, da svømmebroen, selv tages i brug, det kan være derfor, stien er så slidt og brugt. Der ligger en form for sommercenter, med tipi, shelter og div. andre bygninger, ved en stor parkeringsplads.
Videre nord på, hen af eftermiddagen, ned af bakke inden det sidste stykke til venstre langs Mjøsa ind til Lillehammer, krydser en ung norsk kvinde mit spor. Hun fortæller; da hun har fire dage fri og ikke ved, hvad at skal stille op med dem, er taget på cykeltur rundt om Mjøsa, som hun bor på den anden side af, for at, erfare om tour cykling er noget for hende.
Hun fortæller yderligere, at hun fisker, sover hvor hun har lyst. Navigerer med Google Map og hun ikke er helt tilfreds med de udfordringer det giver hende..
Hen af aftenen den 3. juni krydses Mjøsa over Vingnesbrua. I en gal og kold vind for syd, skummer søen tænder, i en vild flugt nord på.
Meteorlogerne lover regn.
Fortsættelse følger..
Ligger gemt væk ved den aftagende trafikstøj på Selbuvegen, lidt udenfor Elvarli.
SletPakker så småt og overvejer, om dette er, epistel otte, for nu.
Har vredet tøjet op i fossen og tørret det i solen.
Skyllet cyklen og cykeltasker ren for mudder og grasguirlander.
Afventer trafikken stilner af, for så at cykle ind i den lyse aften og nat, mod Hell.
Epistler fra Nord.. #09
SvarSletKære Asta,
Jeg slår teltet op i et shelter, et halvtag af en slags, med en kvadratisk flade, tre gange tre meter, ni kvadratmeter. To vægge skærmer for vind og vejr fra henholdvis syd- og vestlig retning. Det er et laug af en slags, hvor en af to skrivelser, slået op på den største af de fem bygninger, forklare at oktagonen, en mørk bygning, åben rejsning af taget med ildsted i midten og seks borde og tolv bænke, først og fremmest er for medlemer og de har første prioritet for brug af stedet. Men, hele pladsen kan lejes mod en beløb, ved kontakt af sådan og sådan. Den anden skrivelse, magen til, er slået op på det meget fine og bekvemme muldtoilet. Fyld af menneskelige fækalier. Fossen der stille snor sig omkring det lille område og under en gangbro af træ, er fuld af alger, kviste og grene. En enkelt frø ligger død, med sin hvide bug i vejret, på bunden af den lille fos, der løber lidt sløjt. Området stinker med mellemrum af ammoniak, så det river i næsen, når gylle er værst..
Du undre dig måske over den gennemgående ekskrementale tråd. Det kommer der en udførlig beskrivelse af, i en senere epistel, hvorfor..
Cykler altså over Vingnesbrua og ind i Lillehammer tidlig aften. Halvvejs, midt på, står en en række bænke med blomsterbede, en tankeplass med udsigt til nord og syd.. Broen er henlagt til rekreation, hygge, cykling, gang og løb, byngyjump måske, løbehjul tildels, hundeluftning tiltrods. Den nyere bro ligger lidt nord for og tager sig af trafikken ind og ud af byen i øst- vestlig retning.
Cykler sådan lidt på må og få, under jernbanen, op af en bakke over en gangbro, og vupti, da står de der, taxachaufførerne med hænderne i lommerne og skyder hoftepartiet frem ved siden af deres hvide taxier. Vinker og råber “hej hej”. Ingen af dem orker tilsyneladende at tage deres ene dominerende hånd op af lommen og vinke hej hej og velkommen til Lillehammer.. Og dér, klods op af stationen, ligger hotellet, grå beton, med dets facade af smalle høje vinduer og italiensk balkon, på ræd og række, med udsigt over taxaholdepladsen og genbrugsbutik i stue etagen. Det må være dét hotel, du var indlogeret i. Stiger af cyklen og trækker op af Jernbanegata, ind på fortorvet, da det springer i øjnene, ovenikøbet bøjet i neon, HOTELL, så det er det altså, og må være hotellet du var indlogeret på, hvorfra du stod og iagttog stationen og taxachaufførerne. Klukker, hehe, så langt så godt!! Tager kameraet op af handelbartasken, knipser et billede, får at vide, “du står altså i vejen”.
To ældre kvinder vrider sig nådigst forbi op af væggen.
- Er du på cykeltur? spørger den ene.
Kigger ned på cyklen og klukker lidt ironisk. Og bliver overhalet inden om.
- Det ser jo sådan ud, siger den anden.
Så griner vi lidt i fællesskab og de fortæller overraskende af de er til litteratur festival og på vej ud at få en kop kaffe.
- Tænk, det vidste vi ikke, siger alter ego, litteratur festival.
- Vi, siger den anden kvikt, hvem er vi.
- Det er Casper her og alter ego, siger alter ego, og giver hånd til de to kvinder.
Igen bryder vi ud i fællesskabets latter.
- Det er sjovt, siger ene, skriver du selv?
- Nej, vi cykler kun, siger alter ego, ej, spøg til side. Og fortsætter.
- Vidste i, siger alter ego, Asta Olivia Nordenhof var paneldebattør til Litteratur Festivalen i 2014 og indlogeret på hotellet der.
De kigger lidt undrende på hinanden og så på hotellet, og spørger i stedet ind til cykelturen og får frittet frem til, hvor turen går hen. Den anden, kommer strakt med forslag til hvilken rute at tage og helt undgå Røros, for det er en omvej og zigzag.
Nu giver det genlyd af noget lignende tidligere. De var den fjerde gang, i rækken, som kom med direkte invendinger, om hvordan og hvorledes turen bør køres. Manden på Oslo-båden ved kaffe to go hjørnet. Kvinden til hest på vej ud af Oslo. Lystfiskeren ved søen på den første overnatning til lands. Og nu de to koner her.
SletVi følges et stykke op ad gaden, i godt humør, inden vi skilles med god fornøjelse og et grin. Den anden tager igen ordet..
- Hvor er din cykelhjelm, siger den anden, sådan en skal du have på.
- Du har altså mødt to mødre, siger den ene.
- Og bedstemødre, siger den anden.
- Gå nu ud og drik jeres kaffe..
De drejer rundt mod hinanden og slår hovederene sammen. Vi bryder ud i en fælleslatter en sidste gang og skilles i hver vores retning ned af gågaden..
Ligger i teltet og tager en morfar. En fjern kalden, en kvindestemme når igennem, og slår øjnene op. Lettere forvirret, ruller en slidse ned i teltdugen med lynlåsen.
- Ja!!
- Forstår du norsk, siger kvinden.
- Forstår dansk, ej, er dansk, forstår godt norsk.
- Bliver du her længe, siger kvinden, for der kommer nogen og skal bruge stedet.
- Hvornår?
- I morgen, siger kvinden, det heller ikke tilladt at campere her.
- Vi aftaler da bare, at teltet og cyklen er væk inden i morgen.
Det går hun med på, inspicerer området og kører igen afsted i sin bil. Regnen tager igen fat.
Epistler fra Nord.. #10
SvarSletKære Asta,
Jeg står i Skogn og forplejer under det lidt underlige shelter halvtag. Vandet drypper pletvis ned og danner små søer på bænken og den lille afsats spritblusset er sat op på. Teltet går heller ikke ram forbi. En mand kommer gående ind på pladsen, han har en stor gul pil på maven, pegende til højre fra mit perspektiv, til venstre fra bæren selv. Vinker og siger hej. Får ikke nogen respons. Iagttager, han tager rygsækken af ved en borde bænke plads midt på pladsen ved det store bålsted. Hæver stemmen og gentager et hej. Den gule pil vender sig om mod mig, siger hej og kommer ind under halvtaget og begynder nærmeste en monolog. Hans briller er fedtede og en sur em stiger fra ham.
- Er du pilgrim?
- En dansker, siger den gule pil.
- Ja!
- Hyggeligt, så vi to, siger den gule pil og fortsætter. Nej, kommer fra Markabygd, men har været pilgrimsvandre under Corona.
- Der i tøjbyttecentralen, i containeren, i Markabygd, faldt søvnen over mig i nattens løb i går, på vej hertil.
- Så var det måske dig der rumsterede rundt under mit vindue.
- Dit vindue? Det var det nok så. Bor du der?
Han forklarer han søger ro heroppe, men har en lejlighed i Danmark, i hovedstadsområdet, hvis altså han stadig har den. For der har været nogle komplikationer med hans førtidspension der er blevet tilbageholdt, fordi han ikke har været i danmark i så og så lang tid.
- Kender du noget til en speciel regel, siger den gule pil, om at man ikke må opholde sig i udlandet længere en så og så langt tid af gangen?
- Nej!
Og han forklarer endvidere, han er på vej til Levanger, på biblioteket for og læse Klassekampen, og få et lift tilbage af en han kender, som arbejder der.. Og i øvrigt har travlt, for at kunne nå det hele inden biblioteket lukker og hans kørelejlighed har fri.
- Det var hyggeligt, siger den gule pil, god tur videre.
- Tak og i lige måde.
Han tager igen rygsækken på og vandre over den lille træbro, over den halvdøde fos, op af stien trådt i skråningen og næsen i retning af Levanger Bibliotek og sin kørelejlighed retur.
SletDe to koner går videre ud for at drikke kaffe og selv på vej til Indisk Spicy Bite, en restaurant fundet på Google Maps stadig på landevejen mod Lillehammer. Stiller cyklen fra mig, bemærker et lettere bounce i styret, og tænker ikke videre over det. Retter henvendelse i det åbenstående vindue i facaden, til salg af is, hele facaden står åben og køkkenet er lukket. Den velintegreret mand taler flydende norsk og tilbyder to valgmuligheder. Shawarma i dürümrulle, eller en platte med shawarma, grøntager og pommes frittes og spicy sauce og peger det ud for mig, på billeder, i menukortet. Peger selv på platte menuen og bliver tilbudt indenfor.
Inden i restauranten er en lille indisk lignende mand også ved at bestille noget at spise, efter samme pege finger princip og bestiller en platte mage til min.
- Er du på cykeltur, siger den lille mand, og peger på cyklen.
Samtalen tager aldrig videre omfang, end enkelte sætninger, kastet fra den ene ende af langbænken, op af væggen, som vi sidder på, til den anden ende.
- Jeg hedder P, siger den lille mand, hvad hedder du?
- Casper, siger alter ego, smager din platte lige så godt, som min platte gør?
- De er magen til hinanden, siger P, så det håber jeg den gør.
Vi slår over i fællesskabets latter og den velintegrerede indehaver zapper fra kanal til kanal på tv’et på væggen til han finder en orientalsk tv station han gider kigge på.
Betaler for platten og beder indehaveren om, at fylde flasken, der oprindeligt indeholdt brusvand og retter henvendelse til P og siger..
- P, det var hyggeligt at “dine” med dig.
- I lige måde, siger P, og begynder en fællesskabs latter.
Ved montering af flasken med vand fra hanen, kan det ikke ignoreres længere, cyklen igen er flad og trækker afsted med den til det nærmeste busstoppested, pumper den, for at cykle ud og finde et sted at slå teltet op..
- Hej igen, siger P, så mødes vi igen..
- Hej igen P. Bor du i denne retning?
- Ja, siger P og peger længere ned af gaden, dernede og lidt op af vejen.
Han fortæller alt mens pumpen trækkes og skubbes og halvdelen af det han siger ikke opfattes. Stopper.
- Undskyld, kan ikke høre hvad du siger.
Han forklarer at være flyttet fra Oslo til Lillehammer, lokket af en ven, for at spille trommer i et black metal band, men, at det ikke bliver til meget slåen på trommer og vennen ikke længere er en ven. Han fortæller også, han har en søster, der bor i København, men, at han ikke rigtig har kontakt med hende heller.
Vi står der ved busstoppestedet, en tyve minutters tid, taler om løst og fast, hvor cykelturen går til og hvor eventuelt, at slå teltet op henne og joker.
- Det kan vel sagtens slås op et sted i den olympiske ski løjpe.
Vi bryder ud i en fællesskabs latter og skilles med et håndtryk.
Cykler ind på den olympiske langrends stadiums løjpe, Birkebeineren Ski Stadium, under lamperne højt i sølvgrå træstolpper der står langs stien og forestiller mig vinteren i Lillehammer. Hvordan nordmændene løber rundt på langrendsski her om vinteren og hvordan det gik for sig, under de olympiskelege i 1994, hvor Bjørn Dæhlie løb sig til guld. Og forestiller mig, hvordan nordmændenes selvopfattelse må være i konflikt, nu sneen kommer senere og sneen smelter tidligere og vinteren ikke længere er lige så kold og lang, som de plejer at være.
En lille hund for enden af en hundesnor, i hånden på en kvinde, giver sig til at gø.
- Hej i to, det bare en mand på en cykel.
- Det kan den ikke se, siger kvinden, du er dansk.
- Ja, og kigger efter det olympiske ski stadium, at slå mit telt op i.
- Så du på rette spor, siger hun, lidt længere ned af sporet er bedre mulighed end her.
Ganske rigtig, en lille plet græs, midt på en bakke, tilstrækkeligt jævnt, kommer teltet op at stå og regnen tager til.
SletSidder og reflekterer over hvordan at være kommet så langt nord og hvor dagene er blevet af og de falder sammen, som ens perler på en snor og nærmest ikke genkendelige fra hinanden. Tænker på de utallige tråd i pedalerne. Og på epistlerne her og deres retning eller mangel på samme, tænker på, de utallige retninger historierne kan tage. Smiler, til tanken om de to elge, der krydsede mit spor i går.
Tænker på hunden, på pladsen med det underlige, shelter halvtag med utæthed, der pludselig letter ben og strinter ud over mine sandalfødder, mens dens herre, står og foreslår, den bedste rute på sin telefon på Google Maps. Er herren og hunden, den femte eller sjette gang, en vil være behjælpelig, med at vise vej nordpå. Har mistet tælling med det. Han fortæller yderligere, at laksene, hvert år, kommer herop i den lille fos, for at gyde, hvor den lille døde frø nu ligger med bugen i vejret, på bunden, klemt fast mellem to sten.
Sidder på en lille færgeterminal, i Lund, skriver og skal på et tidspunkt i dag, tage en lokal færge videre, over fjorden, til Hofles.